Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvorfor skal vi straffes for at gøre det, I bad os om?

Hvorfor skal man som solcelle- og elbilejer stilles dårligere end andre? Regler giver ingen mening.

Ebbe JensenSolcelleejer, Nykøbing F.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De seneste år har regeringerne tilskyndet os til at købe elbiler – for miljøets skyld forstås. Som ejer af solceller giver det umiddelbart god mening, da man så kan lade sin bil, mens man selv producerer strømmen.

Det fordrer dog, at man sætter en ladestation op på sin matrikel, og hvis man vælger at gøre det, kan man kigge i vejviseren efter refusion af elafgiften på den strøm, som man bruger til opladning af bilen. Skatteministeriet er nemlig bange for at komme til at refundere elafgift på egenproduceret strøm, som bruges til ladning, mens den produceres.

Nu skulle man jo tro efter mere end et årti med solceller og elbiler, at Skatteministeriet var fremkommet med en løsning, da ejere af solceller også kunne tænkes at investere i en elbil. Det er de for så vidt også. Skatteministeriet har nemlig besluttet, at man som ejer af solceller med egen ladestation ikke kan få elafgiften på opladning af sin elbil refunderet.

Nu ved jeg ikke, om Solen altid skinner i København, men her, hvor jeg bor, går Solen dog ned hver dag, og så stopper produktionen af el fra solcellerne. Så medmindre man har tilsluttet et batteri til sit solcelleanlæg, er der ikke egenproduceret strøm til rådighed fra solnedgang til solopgang – vi har ikke batteri.

Det kan godt være, at den rette teknologi til fuldstændig adskillelse af egenproduceret og indkøbt strøm ikke er til rådighed, men med timeafregning af begge er vi tæt på. Det er derfor ubegribeligt, at Skatteministeriet ikke i det mindste har en midlertidig løsning til ejere af solcelleanlæg, hvor ladning af elbiler ved egen ladestation i døgnets mørke timer kan sidestilles med alle andre elbilejere med egen ladestation.

Da jeg spurgte min ladeoperatør, var svaret at nedtage mit solcelleanlæg for at slippe for at skulle betale elafgift af opladning ved egen ladestation.

Set ud fra et personligt økonomisk perspektiv vil det nok give mening, men det skriger jo til himlen, at vi skal nedtage vores velfungerende anlæg for at få de samme betingelser som alle andre, ikke mindst når regeringen insisterer på mere grøn energi. Men selvfølgelig giver det god mening at bruge god landbrugsjord til opstilling af solceller fremfor på tagene.

Vi ønsker ikke at blive forfordelt, fordi vi har brugt penge på klimavenlige tiltag såsom solceller og elbil, og selvfølgelig skal vi ikke have refunderet elafgift for strøm, vi selv producerer, mens vi lader vores bil. Men vi forventer at få samme vilkår som de øvrige ejere af elbiler med egen ladestation. Det bør også være muligt, da vi allerede bliver afregnet på timebasis både for køb og salg af strøm. Det kan godt være, at Skatteministeriet ikke kan finde ud af det, men det er jeg helt sikker på, at elselskaber og ladeoperatører kan.

Skatteministeren sagde forleden, at ministeriet arbejdede på en løsning. Jeg må bare sige, at det er 10 år for sent.

I mellemtiden kan vi så bare begræde, at vi må betale ved kasse ét for at have gjort det, vi er blevet bedt om, og jeg ved ikke, hvordan andre har det, men det svækker i den grad min tillid til systemet – og der er allerede kun meget lidt tillid tilbage.