Syrien er sendt tilbage til start

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tårerne trillede ned ad kinderne på min syriske familie, da nyheden om Bashar al-Assads fald endelig havde rodfæstet sig i deres overbevisning.

Men glædens eufori blev hurtigt erstattet af en tiltagende bekymring hos den ældre generation. For selvom mange i Vesten mumler om frihed og demokrati, så er håb om demokrati endsige stabilitet er ren utopi i en af Mellemøstens mest fragmenterede stater.

Folk som for eksempel min egen far husker nemlig tiden, før Assad-klanen kom til magten. En tumultarisk periode, hvor det ene militærkup erstattede det andet. Sandheden er desværre den, at Syrien aldrig oplevede national stabilitet, før Hafiz al-Assad satte sig på præsidentposten i 1971 og oprettede et af verdens mest brutale diktaturer. Syrien er med andre ord sat tilbage til start.

Min familie stammer fra Latakkia. En pittoresk havneby, der ligger lige ud til det glinsende Middelhav. Men byen er så meget mere end det.

Latakkia er også hjemsted for alawitterne. En shia-muslimsk sekt, som Assad-familien tilhører. En befolkningsgruppe, der udgør omkring 12 pct. af den syriske befolkning, og som har siddet tungt på magten i 53 år. Ikke så mærkeligt, at de nuværende sunni-muslimer er mere end lettede over, at deres magt er knægtet.

Men netop derfor bør man frygte for fremtiden. For tiden før 1971 var ingenlunde en dans på roser for Syrien, som nok mere kan betegnes som en konstruktion fremfor en egentlig stat.

Syriens første præsident efter selvstændigheden fra Frankrig i 1946, Shukri al-Quwatli, nåede ikke mere end et par år på posten, før han blev væltet af det første af mange militærkup. Hans modstandere, der primært bestod af alawitter og drusere, var stærkt utilfredse med hans sunni-muslimske form for nationalismen, hvorfor han blev afløst af Husni al-Zaim. Men Zaim holdt ikke længe, før han blev henrettet.

Flere fraktioner i Syrien beskyldte ham for at være pro-vestlig og i ledtog med CIA, hvorfor hans regeringstid endte efter bare fire måneder. Der var godt gang i militærkuppene de følgende år. Både Tyrkiet og USA truede løbende med at invadere dele af landet, hvorfor man efterhånden var så presset, at man i 1958 indgik en alliance med Egypten under ledelse af Egyptens præsident Gamal Abdel Nasser.

Syrien som selvstændig stat var de facto ophørt med at eksistere. Få dage inden republikken blev bekendtgjort, udtalte Shukri al-Quwatli, der var taget til nåde, de berømte ord til Nasser: »De har ingen anelse om den opgave, som er betroet Dem. De er lige blevet leder af et folk, hvor alle tror, de er politikere, halvdelen tror, de er nationale ledere, en fjerdedel, de er profeter, og en tiendedel, at de er guder.« En rammende beskrivelse af forholdene i Syrien.

Min onkel var på daværende tidspunkt officer i den syriske hær. Han har fortalt, hvordan Egypten aldrig betragtede Syrien som ligeværdig forbundsfælle.

På den baggrund blev republikken opløst i 1961, og Syrien vendte tilbage til normalstanden med magtkampe de mange etniciteter i mellem samt flere militærkup.

Stabiliteten indtraf først i 1971, hvor Hafiz al-Assad og hans alawitter-klan satte sig brutalt på magten. Men syrerne betalte en høj pris for national stabilitet. Resultatet kender vi.

Men fortiden er ingenlunde glemt. Den har blot ligget i dvale under en nådesløs diktators jerngreb. Derfor er særligt den ældre generation bekymret. Deres glæde er nemlig blandet med frygt. For der er hverken tegn i sol, stjerne eller halvmåne til stabilitet endsige demokrati.

For Assads fald har åbnet Pandoras æske. De konfliktende parter har nu frihed til at genoptage et uafsluttet opgør om magten i et land, hvis befolkning aldrig har følt sig som en enhed. Quwatlis ord til Nasser blæser derfor stadig i vinden. Syrien er slået tilbage til start.