Alle er enige om, at skoleskyderier er forfærdelige. Men politisk er debatten om, hvad der skal til for at forhindre dem, stendød

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 25 år har skoleskyderier været en del af den amerikanske hverdag. Det er 25 år, hvor spørgsmålet ikke længere er, om et skoleskyderi også vil ramme dit lokalområde, men hvornår det vil ske.

Forleden var det i mit lokalsamfund i byen Madison i delstaten Wisconsin, der blev ramt af et skoleskyderi, da en 15-årig pige åbnede ild i en læsesal, hvor hun dræbte en lærer, en anden elev, sårede seks, heraf to alvorligt, hvorefter hun tog livet af sig selv.

Der er ikke megen trøst i, at det ikke er den skole, som mine børn går på, hvor det skete. For alle her i lokalsamfundet er berørt af det, der skete. Og vi kender alle nogen, der går på skolen, eller deres forældre. Ja, en af min kones kollegaer har tre børn, der går på den kristne friskole, hvor skyderiet fandt sted.

At skoleskyderier er en del af hverdagen i USA anno 2024, betyder, at de fleste skoler i USA har øvelser i, hvordan eleverne skal forholde sig, hvis der skulle opstå et skyderi på deres skole. De lærer, hvordan de skal gemme sig, hvordan døren skal blokeres, og hvordan de skal forholde sig stille – og de øver det igen og igen akkurat som med de årlige brandøvelser.

Disse øvelser har mine børn også været igennem, ligesom jeg selv har træning her på mit universitet i, hvordan jeg skal forholde mig, hvis der pludselig blive skudt i et forelæsningslokale. Og selv om disse præventive øvelser nok gør en forskel, så skaber de også en angst og nervøsitet, som særlige de mindst elever mærke: Når vi nu skal øve det her, må det jo betyde, at sandsynligheden for, at det sker, er stor.

Det mest chokerende er dog, at spørgsmålet om, hvordan man kan stoppe skoleskyderier, er dødt politisk. Ingen taler om det, ingen kommer med konkrete forslag til, hvad der skal gøres. Det eneste, man hører igen og igen, er de samme floskler om, at det er tragisk og frygteligt, og at der bliver tænkt på og bedt for ofrene.

Ja, selv under valgkampen var det ikke et emne, der blev diskuteret. Kamala Harris talte godt nok om, at forældre burde have friheden til at sende deres børn i skole uden frygten for, at de bliver dræbt i et skoleskyderi. Men nogle konkrete forslag til forandring lå der ikke bag.

At spørgsmålet om skoleskyderier er dødt rent politisk, skyldes, at ingen tør gøre det sværere for amerikanerne at købe våben. Det betyder, at der i dag er flere våben i privateje, end der er indbyggere i landet. Ja, i juni måned i år underkendte den amerikanske højesteret en lov, der forbød såkaldte ”bump stocks” – en enhed, som man kan indsætte i halvautomatiske våben, som reelt gør dem til maskinvåben. Resultatet er, at det er lettere at dræbe flere mennesker på kort tid.

Det er altid med henvisning til det andet forfatningstillæg, at mulige begrænsninger på køb og besiddelse af våben afvises, og hvor man få tudet ørerne fulde af amerikanernes grundlovssikrede ret til at eje våben.

Ironien er dog, at amerikanerne ikke har nogen problemer med begrænsninger af andre af deres grundlovssikrede rettigheder: ytringsfrihed, religionsfrihed og retten til at stemme, som på forskellig vis er begrænset i stort set hele USA.

Det er en skamplet, at hele det politiske etablissement har opgivet at finde en løsning på epidemien med skoleskyderier. Selvfølgelig handler det ikke kun om våben. For der ligger ofte tragedier og seriøse psykiske problemer bag, som får unge til at gribe til våben. Men det er våbnene, der slår ihjel. Og automatiske våben, som der heldigvis ikke var tale om her i Madison, slår markant flere ihjel.

I stedet for at handle ser de amerikanske politikere på, mens en generation af amerikanske børn vokser op med skoleskyderier som en del af deres hverdag. Og et skoleskyderi er ikke lige noget, man kommer sig over. Her og nu findes der tusindvis af amerikanske børn og unge, der er dybt traumatiseret, fordi de har gået på en skole, der har været udsat for et skyderi.

En skole bør være et sted, hvor børn kan føle sig trygge og velkomne. Hvor de kan lægge hjemmets bekymringer og problemer bag sig og indgå i et fællesskab med andre, mens de lærer og leger.

Sådan er det ikke i USA i dag. Her er skolerne et sted, hvor børn ikke længere er trygge, og hvor der hele tiden bliver talt om, hvornår katastrofen vil ske. Og hver morgen frygter vi forældre, hvad der vil ske på skolen, når vi har sagt farvel til vores børn, og om de overhovedet kommer hjem i dag.

Det var der nok også nogle af forældrene på den kristne friskole her i Madison, der spurgte sig selv. Og for nogle af dem blev deres værste mareridt til virkelighed. Deres børn kom ikke hjem fra skole den dag.