Vores datingkultur er så forbandet uromantisk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Romantikken er død, og vi har dræbt den.

Det, som engang var en poetisk og dybtfølt søgen efter kærlighed og mening, er blevet reduceret til overfladisk hedonisme. Vi har erstattet romantikkens idealer med en nærmest algoritmisk jagt på umiddelbar nydelse og tilfredsstillelse.

Dating-apps og sociale medier har transformeret og reduceret relationer til et marked, hvor vi vurderer hinanden på æstetisk udstråling og en enkelt sætning, som hurtigt, nemt og bekvemt skal forklare hele vores personlighed. Vi swiper, matcher og afviser i en endeløs cyklus, der lover os uendelige muligheder – men efterlader os tomme.

Som figentræet i Sylvia Plaths ”The Bell Jar” står vi lammet af vores valgmuligheder, ude af stand til at vælge én enkelt figen, mens resten falder til jorden omkring os, visner og dør, indtil vi står tilbage med et tomt og dødt figentræ. Det, som burde skabe en forbindelse, skaber i stedet en følelse af ensomhed og tabt potentiale.

Denne overflod af valg er ikke kun et praktisk problem, men også en illusion. Det får os til at tro, at der findes utallige perfekte partnere derude.

Det er ikke alene en løgn – det ville også være statistisk umuligt. Som Dostojevskij påpeger i ”Brødrene Karamazov”, er friheden en byrde, som nemt kan medføre apati og rodløshed. Paradokset ligger i, at jo flere valg vi har – jo mere frihed – desto større er risikoen for, at vi ikke vælger noget som helst.

Resultatet er en ligevægt af dårlige muligheder. På den ene side har vi frygten for at forpligte sig til noget, man ikke er helt sikker på, man ønsker – på den anden side frygten for at dø alene. Og det eneste valg, vi formår at foretage, er det, der virker optimalt og rationelt, men samtidig er dét, som vi egentlig ikke ønsker – en sammenblanding af en seriøs relation og hedonisme.

Det, som i dag kaldes for et ”situationship”, hvor man angiveligt får det, man ønsker – men det, man faktisk får, er tomhed og meningsløshed. Vi sidder fast i en kultur, hvor vi konstant jagter bedre, men aldrig opnår den dybe og autentiske relation, som vi inderst inde attrår.

Denne tilstand – eller rettere sagt stilstand – er, hvad jeg vil kalde for romantisk nihilisme. Troen og håbet på den store kærlighed.

Men vi står tilbage med den umiddelbare, flygtige og hedonistiske nydelse. En arbitrær og kunstig følelse af momentan glæde – som efterlader os tomme og med en længsel efter noget andet end status quo. Med andre ord noget som er f*cking uromantisk!

Vi længes og hungrer efter, at kærligheden skal give os mening, men nægter at tage ansvaret for selv at skabe den. Som den franske forfatter Albert Camus påpeger i ”Sisyfos-myten”, ligger meningen ikke i målet, men i handlingen – og vi forfalder til nihilisme, når vi undviger denne opgave. Når vi søger kærligheden uden indsats, reducerer vi den til en illusion. En illusion, som i virkelighed bare er et spejl af vores egen eksistentielle frygt.

Kærligheden bliver illusorisk, fordi vi ikke tør tro på den. Denne kynisme kommer ikke af visdom, men af sårbarhed. Vi afviser alt det, som vi ønsker skal give os mening; fordi det er lettere.

Kynikeren vil måske kalde romantikeren naiv, men hvem er egentlig den naive? Den, som tør håbe på kærlighed, eller den, som fralægger sig ansvaret og gemmer sig bag kynisme, ironi og emotionel distance?

Vi gemmer os bag en facade af sarkasme, fordi det er lettere end at forstå vores egne følelser. Kærligheden kræver noget af os, det gør kynismen ikke. Med andre ord er det en overgivelse forklædt som en sejr. Vi begynder at lyve over for os selv, og vi lever i en bekvemt falsk virkelighed i stedet for at forholde os til sandheden.

Noget, som i hvert fald minder mig umiskendeligt om Aldous Huxleys ”Brave New World”, hvori han advarer mod at reducere relationer og kærlighed til deres mekaniske form, som er overfladisk og meningsløs. Men her opstår paradokset: Hvis romantik reduceres til bekvemmelighed, mister den sin substans. Det, vi søger i romantikken – dybde, mening og ægte forbindelse – forsvinder, når vi gør den til et spørgsmål om effektivitet og nydelse.

Problemet er, at mennesker ikke er følelsesløse robotter. Vi kan ikke nøjes med praktiske løsninger eller overfladisk og arbitrær tilfredsstillelse, fordi vi grundlæggende søger efter mening og relationer. Alligevel har vi paradoksalt skabt en kultur, hvori disse behov ignoreres, trivialiseres og forfladiges.

Det, vi længes efter, står i skarp kontrast til det, vi er blevet opdraget til at forvente. Fra populærkulturen og litteraturen har vi arvet fortællinger om, at kærligheden er magisk, let, og spontan – en idealisering, som overser kærlighedens komplekse og krævende natur.

Film som ”Love Actually”, ”Notting Hill” og ”The Notebook” præsenterer glansbilleder af romantik, hvor kærligheden nærmest virker som en guddommelig kraft, der løser alle problemet uden reel indsats.

Denne overromantisering har dybe rødder. Allerede i klassisk litteratur som Goethes ”Unge Werthers Lidelser” findes en idealiseret og altopslugende kærlighed, der synes at være hævet over det jordiske. Werthers intense, men uopnåelige kærlighed til Lotte skaber en næsten urealistisk forventning om, at ægte romantik må være dramatisk, tragisk og fuldstændig altopofrende.

I ”Lady Chatterley’s Lover” ser vi kærligheden som både frisættende og konfliktfyldt. Constance og Mellors’ forhold bryder med samfundets normer og antyder, at ægte forbindelse kræver modet til at risikere alt – et budskab, der både fascinerer og skræmmer os. Disse værker inviterer os til at tro på en form for kærlighed, som er både transcendent og uopnåelig for langt de fleste. Men en kærlighed, som vi inderst inde ønsker at opnå.

Og netop her opstår paradokset. Vi længes efter en dyb og meningsfuld relation, men vores kulturelle forestillinger om kærligheden gør det næsten umuligt for os at opnå den. Herfra begynder vi at glide ind i tilstanden af romantisk nihilisme.

Når virkeligheden ikke stemmer overens med de idealer, vi har internaliseret fra både litteratur og populærkultur, bliver vi skuffede og desillusionerede. Vi begynder at tvivle på kærlighedens eksistens og/eller dens værdi – ikke fordi vi ikke længes efter den, men fordi vi frygter, at den aldrig kan leve op til vores forventninger.

Som Nietzsche bemærkede, opstår nihilisme ikke kun i fraværet af mening, men også når vi opdager, at den mening, vi søgte, ikke kan opfyldes. Nihilismen manifesterer sig som en opgivenhed over for kærlighedens kompleksitet og krav, og vi søger i stedet trøst i kortvarige og overfladiske relationer, som ikke kræver særligt meget af os.

Vi rationaliserer det ved at kalde det ”frihed” eller ”uafhængighed”, men i virkeligheden er det en frygt for det følelsesmæssige ansvar og den sårbarhed, som ægte kærlighed kræver.

Nihilismen er måske ikke ny, men dens greb om vores samtidige datingkultur er blevet desto stærkere i takt med teknologiens indtog. Sociale medier og dating-apps forstærker illusionen om uendelige muligheder, og vores manglende evne til at vælge én relation bliver en undskyldning for ikke at vælge nogen relation overhovedet.

Men løsningen ligger ikke i at forkaste romantikken eller opgive troen på kærligheden. I stedet skal vi genopfinde vores forståelse af, hvad kærlighed er. Vi må genvinde modet til at være sårbare, vælge og investere os selv i de relationer, som vi ønsker at skabe.

Hvis vi tør bryde fri af nihilismens tomhed og illusionen om uendelige muligheder, kan vi finde noget langt mere værdifuldt; ikke en perfekt relation, men en ægte én.