Jeg er så træt af klimahooligans

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den berømte træner for Liverpool FC Bill Shankly har engang sagt, at fodbold ikke er et spørgsmål om liv eller død. Det er langt vigtigere.

Sådan har mange det utvivlsomt, og jeg kan også lide at tage i Parken og se bold. Det kan noget at stå på stadion, få en pølse og en øl og sammen med tusinder af andre FCK-fans og støtte op om byens hold og de idealer, som de repræsenterer.

Men jeg er næppe den eneste, der får lyst til at blive hjemme, når jeg oplever bagsiden af fankulturen.

Fanatisme. Ballade. Hooliganisme. Uanset hvor glad jeg er for den hvide trøje, kan jeg simpelthen ikke klare, at tingene skal helt derud.

Hooligans er imidlertid ikke kun et fodboldfænomen. Inden for politik – ikke mindst klimapolitik – er der også hooligans.

Man kunne kalde det ”klimahooliganisme”. Og jeg kalder det sådan, fordi parallellerne til fodboldens verden er slående.

Ligesom fodboldhooligans opfører klimahooligans sig ikke bare hensynsløst over for det brede samfund; hensynsløsheden er selve strategien i deres miljø, og de vil gøre alt for at få opmærksomhed.

Når klimahooligan-organisationer som f.eks. Nødbremsen blokerer trafikken for almindelige danskere, når de afbryder politiske debatter eller ”X-Factor”, eller når de – som de gjorde for nylig – kaster maling på ikoniske kunstværker, så er idéen den samme, som man ser i fodboldens verden:

Jeg arbejder for – og går helhjertet ind for – at vi skal have en grønnere fremtid med lavere CO₂-udledninger. Men jeg bliver så træt, når det kammer over i hooliganisme. Og jeg ved, at mange har det på samme måde. Ligesom de har det med fodboldens hooligans.

Efter Nødbremsens seneste stunt med malingkast har de været på en mindre medieturné, hvor de har forsøgt at forklare fornuften i det, de gør.

Det er ikke gået særligt godt. Og her kan man groft sagt dele deres argumenter op i to genrer: den skingre og den løgnagtige.

Jeg oplevede selv den skingre, da jeg forleden var i ”Go Morgen live”; her stod jeg over for aktivister fra Nødbremsen, og her fik jeg blandt andet at vide, at jeg var en del af en regering, der udviste foragt for milliarder af menneskeliv. Og at regeringens infrastrukturaftale var med til at eskalere hele verdens klimakollaps.

Den løgnagtige er blandt andet kommet til udtryk, når de har turneret med påstanden om, at undersøgelser viser, at deres metoder skulle få flere til at sympatisere med deres sag.

Og det ville jo grangiveligt være et godt argument for klimahooliganismen, hvis det forholdt sig sådan. Problemet er bare, at det forholder sig lige omvendt.

Ifølge en amerikansk undersøgelse, som mediet tjekdet har fundet frem til, mister hele 42 pct. af de adspurgte sympati for sagen, når de ser den slags hærværk mod f.eks. kunst, som Nødbremsen benytter sig af. Kun 15 pct. bliver mere positivt stemte.

Så nej. Klimahooliganismen, som Nødbremsen og ligesindede står for, er ikke et eller andet banebrydende, der elegant balancerer sig på kanten af galt og genialt. Det er bare galt – ganske som det er det i fodboldens verden.

Hooliganisme er dumt og uciviliseret. Det gælder, uanset om det er hærværk i FCK’s navn eller i klimaets.