Fortsæt til indhold
Debatindlæg

DN er fanget i sit eget spin(d)

Teoretikernes flot spundne naturretorik er løsrevet fra virkeligheden.

Bo Holst-JørgensenFhv. skovrider, Ulborg Statsskovdistrikt, Ulfborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Jyllands-Posten 19/12 forsvarer direktør i DN Catrine Grønberg Jensen den kritiserede strategi for urørte skove på Skovsgaard Gods med, at »det er den forvaltning, Naturstyrelsen anvender på godt halvdelen af statens skovarealer«.

Til denne udlægning bør tilføjes, at urørt skov vist ikke, selv i Naturstyrelsens ellers friske naturretorik, er blevet kaldt »forstmæssig forsvarlig skovdrift«.

Urørt skov blev implementeret i statsskovene med støtte fra DN, der ved regeringsforhandlingerne i 2019 fik Enhedslisten til at sælge sine stemmer til Mette Frederiksen for et krav om, at der skulle udlægges 75.000 ha urørt skov og 15 naturnationalparker.

Resultatet er alt andet end forstligt forsvarligt.

”Urørt skov” har indtil videre resulteret i det paradoks, at der sker og planlægges forstlig uforsvarlig fjernelse af masser af sund, etableret skov, især i statens hede- og klitplantager. Og i ødelæggelse af tusindvis af gamle, sunde træer for at fremme veddestruerende svampe og biller.

Den søgte argumentation er et godt eksempel på, hvordan teoretikernes flot spundne naturretorik er løsrevet fra virkeligheden.

Overgangen til urørt skov og naturnationalparker har krævet dispensation fra skovloven, sandflugtsloven, naturfredningsloven, dyrevelfærdsloven og færdselsloven. Altså dispensation fra næsten hele det lovkompleks, som Naturstyrelsen normalt anvender over for befolkningen til at sikre forsvarligt drift.

Disse kommunikative tricks gør det efterhånden meget tydeligt for borgerne, at den virkelige natur er sekundær i forhold til de professionelle naturlobbyisters skrivebordsleg med ord.