Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vestens naivitet fortsætter

Vi er ved at begå samme fejl med Kina, som vi gjorde med Rusland.

Bent AdriansenCand.negot., selvstændig, Svendborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter den russiske invasion i Ukraine for knap tre år siden gik det op for mange her i Vesten, hvor dårlig en idé det har været at gøre sig direkte afhængig af den russiske gas. Det lærte vi på den hårde måde med kraftigt stigende energipriser til følge, og der har sidenhen været bred enighed om, at vi her i Vesten nok har været alt for naive i forhold til vores relationer til Rusland.

Har vi i Vesten så taget ved lære af denne naivitet? Overhovedet ikke. Vi er nu ved at begå nøjagtig samme fejl, som vi begik over for Rusland, nu blot over for Kina, som vi er ved at blive alt for afhængige af. Trods talrige chikaner og sabotager, senest med kablerne i Østersøen, fortsætter vi i Danmark og den øvrige vestlige verden ufortrødent med at handle med Kina i stor stil.

I modsætning til købet af gas fra Rusland, der i høj grad var en politisk beslutning, så kan vi som privatpersoner og forbrugere i langt højere grad selv bestemme, om vi vil købe produkter fra Kina eller ej. Tænk dig derfor virkelig godt om, inden du beslutter dig, om din nye elbil skal være fra Kina, eller om du rent faktisk behøver noget af alt det skrammel, der udbydes på Temu.

Derudover bør mange vestlige virksomheder spørge sig selv, om de fortsat bør producere i Kina, eller om tiden er kommet til at trække produktion hjem, alternativt flytte den til et andet land.

Artiklens emner
Temu