Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Er du virkelig ligeglad med at blive slået i hartkorn med plattenslageri, Jesper Buch?

Jesper Buch har gennem "Løvens Hule" promoveret og investeret i et firma, der sælger billige kinesiske ure pakket ind som dansk design af schweizisk kvalitet. Det er under lavmålet for public service-tv.

Ludvig GoldschmidtStrategisk rådgiver, (EL)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den stenrige ”løve” Jesper Buch blev katapulteret ind på danskernes nethinde af Danmarks Radio. Tv-konceptet ”Løvens Hule” giver en lille håndplukket flok af Danmarks rigeste mulighed for at investere i nye virksomheder med den åbenlyse startfordel, at deres produkt bliver blåstemplet i den bedste sendetid.

Desværre har et af de produkter nu vist sig at være det værste plattenslageri. Jesper Buchs investering i Ditur blev solgt som prisvenligt dansk design af schweizisk kvalitet. Men i virkeligheden er armbåndsurene billigt kinaskrammel, der kan købes for få kroner pakket ind i falsk varedeklaration.

Buchs reaktion er karakteristisk rigmandsarrogance, at han ikke behøver nedværdige sig til at forholde sig til, om han tjener penge på plattenslageri: »Det er for useriøst at have en holdning til, når jeg skal spille padel kl. 12,« lød hans svar til JP’s journalist.

Så må vi andre jo have en holdning i stedet. Det er i mine øjne temmelig soleklart, at rige typer som Jesper Buch burde fjernes fra den bedste sendetid på licensfinansieret public service-fjernsyn. Løverne sælger en drøm om luksus og overklasselivsstil. Deres rigmandspersonaer blåstempler de produkter, der investeres i. I det her tilfælde en virksomhed, der sælger armbåndsure til en vild overpris under påskud af, at de skulle være af langt bedre kvalitet, end de reelt er. Det forpligter over for forbrugerne.

Men i stedet er Buch øjensynligt fløjtendes ligeglad med at blive brugt til plattenslageri. Det er jo nærliggende at tro, at de penge, han tjener på at sælge skrammel, er belønning nok i sig selv.

Det kalder på selvransagelse hos DR. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at DR skal bruges til at sælge danskerne Temu-produkter til overpris.

Artiklens emner
Temu