Jeg har en kravlenisse, der står »julen 1973« på. Grim er den, men med sit gule, bølgede hår sender den mig tilbage til noget trygt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er snart jul, og nostalgien er over os, eller det har den måske altid været. Nostalgi er græsk og kommer af det græske ord for nostos ”hjemkomst”, mens det andet ord agos betyder ”smerte”. Nostalgi er med andre ord forbundet med smerte og lidelse. Den afdøde italienske forfatter Primo Levi siger, at nostalgien er en svag og mild lidelse, der ansporer til flugt.

Nostalgi er altså ikke noget, der gør meget ondt. Det stikker lidt i hjertet eller fingeren. Det er rart at komme hjem til det, man kender, men øjeblikket efter afsløres illusionen eller bedraget. Man var der næsten, men som i ”Den lille pige med svovlstikkerne” forsvinder den lune stue med den rare mormor, juletræet og gåsestegen, selv om man næsten både kan røre og smage det hele. Det varmer, men snart efter kommer kulden.

Nostalgi kræver, at man har nogle år på bagen. Skal man længes hjem, skal man have været ude. Os, der ikke er født i går, kender nok alle til lejlighedsvise nostalgiske rejser tilbage til fortiden.

Hvis man er på Facebook, er der grupper, der dyrker de forskellige tiår med navne som ”Husker du 60’erne, 70’erne eller 80’erne”. Her er det muligt at vælge det årti, man bedst kan identificere sig med. Hvis man er særlig optaget af et bestemt emne, kan man vælge musik, slik, film eller en by fra et bestemt årti. Her kan man svælge i billeder, erindringer, design og indretning fra et bestemt tidspunkt. Billedet af boble-folkevogne, træskostøvler, citronfromage og hold kæft-bolsjer katapulterer os tilbage til dengang, hvor meget måske var nemmere, mere trygt eller bare mere spændende og magisk.

Her op mod jul kender mange sikkert til forkærligheden for bestemte former for julepynt, som bliver fundet frem, og som vækker minder. Julebukken eller den særlige nisse eller julekugle, som fulgte med fra forældrenes eller bedsteforældrenes hjem. Følelser, stemninger og oplevelser hvirvles op. Rør blot ikke ved min gamle jul.

Jeg har en kravlenisse, der står »julen 1973« på. Den er ikke særlig køn, men tidstypisk. En nisse med langt, gult, bølget hår, som kører i en bil fyldt med pakker. Min far var dekoratør hos Esso og kørte rundt og pyntede servicestationer, som han kaldte det. Op imod jul skulle der storpyntes, og alt dekorationsmaterialet kom hjem til os god tid i forvejen. Det var spændende sager. Hvordan så julepynten ud i år? Det blev afsløret, når carportens skatte blev pakket op.

Jeg tror ikke, jeg har andet tilbage end kravlenissen fra den tid, men hvert år sender den mig tilbage til en tid, hvor Dansk Fragtcentral leverede store pakker til vores carport. Da jeg blev ældre, hjalp jeg min far med at pynte op. Vi kørte rundt og pyntede servicestationer. Der alle havde sære navne som Bdr. Pedersen, Særslev, Blommenslyst eller A. Jensen. Kravlenissen minder mig også om det særlige fællesskab, vi havde, når vi arbejdede sammen.

Den russisk-amerikanske litteraturforsker Svetlana Boym skelner mellem den restaurative nostalgi og den refleksive nostalgi. I den restaurative nostalgi forsøger man at genskabe fortiden, så godt som det er muligt.

Der er den, vi møder i Den Gamle By, når man f.eks. går rundt i et typisk indrettet hjem fra 70’erne.

Den bulgarske forfatter Georgi Gospodinov beskriver i romanen ”Tidsskjul”, der vandt den prestigefyldt Bookerpris sidste år, hvordan fortiden rekonstrueres rundtomkring i Europa. Man opretter beskyttelsesrum for fortiden eller tidsskjul ud fra teorien om, at når man mindes noget, føler man sig lykkelig. EU-politikerne lader hvert land via en folkeafstemning bestemme, hvilket årti der var det bedste.

I Danmark vælger vi 70’erne. Her har vi den restaurative nostalgi for fuld udblæsning.

Moderne AI-værktøjer skulle efter sigende også give os mulighed for at rekonstruere afdøde venner og familiemedlemmer, som vi kan kommunikere og interagere med. Gospodinovs fantasifulde idéer er måske ikke længere fiktion.

Den refleksive nostalgi aktiveres, når man f.eks. omgiver sig med bestemte genstande, som man oplever som autentiske. Loppemarkedsfund eller arvestykker. Man kredser eller opholder sig ved længslen, som aldrig kan tilfredsstilles. Den lille smerte. Proust madeleinekage er et kendt eksempel. Den før omtalte Esso-kravlenisse er min madeleinekage.

Nostalgien er ikke ny. Allerede i slutningen af 1600-tallet beskrev den schweiziske læge Johannes Hofer den tilstand, som ramte schweizere, som boede i udlandet, men som længtes hjem. De fleste af os har en rem af huden.

Meget tyder dog på, at nostalgien i vores samtid udgør en kulturel tendens, der dyrkes af stadig flere. Vi vil tilbage. Rent kulturelt dvæler vi ved fortiden. Populærkultur og mode. De store blockbusterfilm kommer i nye udgaver. ”Star Wars”, ”Batman”, ”Mad Max” og ”Top Gun”. Vi bliver ved at afspille fortidens musik. Abba går som spøgelser igen år efter år.

Engang kunne det ikke blive moderne nok. PH og kulturradikalismen ville rense ud i alt det gamle ragelse. Avantgarden inden for forskellige kunst- og stilarter forsøgte radikalt at forny formsproget. Man skulle være absolut moderne, som den franske digter Baudelaire formulerede det.

Nu er det, som om tidens pil er knækket. Vi har ikke længere tillid til fremtiden. Det er derfor, vi søger tilbage eller hjem. Velvidende at det er en illusion.

Det er givetvis forskellige forklaringer på det fænomen, at nostalgien kulturelt fylder mere og mere. En forklaring er, at teknologien, f.eks. streamingtjenester og digitale medier, stiller populærkulturelle produkter til rådighed, som tidligere ikke var tilgængelig i samme omfang. Vi har fået nemmere adgang til arkivet over fortiden.

En anden forklaring er, at det er en reaktion mod det, den kendte tyske sociolog Harmut Rosa har kaldt accelerationssamfundet.

Nostalgibølgen er en modtendens mod at leve i en nutid, hvor det, som var nyt og moderne i går, er forældet i dag. Erfaringer har ikke længere samme gyldighed, vores relationer skifter stadig oftere. Vi prøver at nå stadig mere på kortere tid og forsøger at multitaske. Rosa er især optaget af tiden. Andre sociologer er optaget af rummet, som også mister betydning. Vi oplever, at verden bliver mindre. De digitale medier gør, vi kan være alle steder. Den stigende nostalgibølge kan også fortolkes som en reaktion mod globaliseringen.

Når vi omgiver os med fortidens effekter, forsøger vi at holde fast i forbindelsen mellem fortid og nutid, som ellers smuldrer mellem hænderne på os, ligesom vi forsøger at gribe fast i det sted, som har mistet betydning, eller som kontinuerligt forandrer sig.

I sin bog ”Engang troede vi på fremtiden” beskriver journalisten Christian Bennike tidens nostalgifølelse og fortolker den som et udtryk for, at vi ikke længere tror på fremtiden.

I stedet lever vi i pessimismens tidsalder. En tendens, der er blevet stadig mere mærkbar i takt med samtidens mange kriser. Klimakrise, krigen i Ukraine, trivselskrise. Vi lever i en kultur, som længselsfuldt kigger bagud. Dengang alt måske var nemmere, tryggere og mere overskueligt.

Julen er nostalgikernes højtid. Et individuelt og kollektivt ritual, hvor vi bl.a. forsøger at få forbindelse til fortiden og holde fast i noget, som ikke længere findes. Julen er nok hjerternes fest, men det er også tårernes fest. Julen varer lige til påske, hedder det i en kendt julesang. Måske er den begyndt at vare hele året.