Jyllands-Postens kampagnekontor har fået solstik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den grønne omstilling er ikke nem. Den kræver svære samtaler om, hvordan vi prioriterer vores kræfter for at komme i mål med en kolossal samfundsændring: at skifte fossil energi ud med grøn. Vi skal bygge en helt ny energiinfrastruktur og lægge vores handlemønstre om. Selvfølgelig kan så stort et projekt mærkes af danskerne, og vi skal være ærlige, når vi taler om de konsekvenser, omstillingen har. Men samtalen kan ikke handle om, hvorvidt vi skal omstille eller ej. Den må handle om hvordan. Ellers når vi ingen vegne.

Derfor er det med en vis ærgrelse, at jeg har fulgt med i Jyllands-Postens dystre dækning af den grønne omstilling i den seneste tid. Igennem hele efteråret har avisen lagt spalteplads til en decideret kampagne mod udbygningen af grøn energi fra solceller, og senest er det biomassen, der står for skud. På lederplads.

Vi skal lytte til de borgere, der er kede af at få energianlæg som naboer, og det er på sin plads, at Jyllands-Posten dækker dette. Men når avisen med en hel artikelserie låser sig fast på denne bevidst negative vinkel, er det ikke fair over for den grønne omstilling.

Hvorfor ikke samtidig tale den grønne strøm, vi producerer med solcellerne, og som alle danskere kommer til at bruge, op? Hvorfor ikke nævne de fossile brændsler, som den grønne strøm bidrager til at udfase? Hvorfor se bort fra den lange række af krav til bl.a. borgerinddragelse og anbefalede afstande til naboer, som kommunerne og opstillere skal forholde sig til, når de planlægger nye projekter? Hvorfor ignorere, at ca. en tredjedel af solcellekapaciteten i Danmark er installeret på tage? Kan Jyllands-Posten ikke finde bare ét projekt, som lokalsamfundet har taget godt imod? Det er ubalanceret.

Vi skal også stille store krav til den biomasse, vi bruger til at få strøm i kontakten og varme vores stuer op med. Men hvorfor ikke nævne, at vi netop har besluttet, at de allerede strenge danske krav til biomasse skal have et ekstra nøk opad? Eller at det forventes, at træbiomasseforbruget falder med omkring 50 pct. frem mod 2035, efterhånden som andre varmeteknologier som geotermi og varmepumper bliver mere konkurrencedygtige?

Og helt ærligt, hvad er alternativet? Skal vi fryse – eller give op og gå tilbage til det sorte kul? Biomassen var det eneste realistiske, grønne alternativ til kul i nullerne, og derfor investerede mange i det.

For nylig udsendte Jyllands-Posten den såkaldte Ry-erklæring, der beskriver avisens formål. Værdier som handlekraft, fremtidstro og snusfornuft bliver fremhævet. Når jeg læser Jyllands-Postens dækning af den grønne omstilling, opstår der derfor nogle spørgsmål. Mener I, at det fører til handlekraft, når I med tunnelsyn fører kampagne mod et specifikt element af den grønne omstilling?

Hvordan forestiller I jer, at jeres læsere skal bevare fremtidstroen på et grønt Danmark med rige muligheder, hvis I nægter at beskrive alle de gevinster, den grønne omstilling fører med sig?

Hvor er snusfornuften i at skrue op for kulforbruget og skrotte alle ambitioner om en balanceret grøn omstilling, som vil være konsekvensen af et forceret stop for biomasse?

Hvad tror Jyllands-Posten, der sker med varmeregningen for avisens læsere, hvis regeringen valgte at følge de synspunkter, der bliver luftet på lederplads?

Det er fair at være kritisk. Det er fair at dække dilemmaer og svære balancer i den grønne omstilling. Men lidt mindre forhåndsindtaget kampagnejournalistik, tak.