Jeg ser på Assads fald med blandede følelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som politisk flygtning fra Syrien har jeg gennem årene delt historier om mit folks lidelser med alle, der ville lytte. Jeg forlod mit hjemland på grund af en brutal borgerkrig og et undertrykkende regime, der efterlod millioner i frygt og desperation.

I dag, fra sikkerheden i Danmark, ser jeg med blandede følelser på nyheden om Bashar al-Assads fald. For mange markerer dette et afsluttet kapitel i et regime, der i årtier har regeret med undertrykkelse, vold og frygt.

Assad-styret var ikke kun en autoritær regering – det var en maskine af kontrol og brutalitet, der knuste enhver opposition og efterlod millioner uden håb.

Under Assads styre blev Syrien forvandlet til et land, hvor frihed og menneskerettigheder kun var en fjern drøm. Regimet fremstod som en garant for stabilitet, mens det i virkeligheden kvalte enhver form for frihed, kritik eller opposition.

For mange syrere var dagligdagen præget af konstant frygt, hvor selv små tegn på uenighed kunne føre til arrestation, tortur eller værre.

Da borgerkrigen brød ud som en reaktion på dette undertrykkende styre, afslørede det regimets sande ansigt. Brutale kemiske angreb, vilkårlige bombninger og massakrer blev en grusom virkelighed for det syriske folk. Millioner blev tvunget på flugt, familier blev splittet, og byer reduceret til ruiner.

Jeg har i årevis forsøgt at fortælle verden om disse lidelser. Men vores stemmer blev ofte overset, og tragedien blev betragtet som fjern og uforståelig. Nu, med Assads fald, står verden ansigt til ansigt med denne virkelighed.

Det er ikke kun et vendepunkt for Syrien, men også en påmindelse om, at diktatur og undertrykkelse aldrig må tolereres.

Selvom regimets fald vækker håb, rejser det også spørgsmål. Hvem vil nu overtage magten? Vil Syrien bevæge sig mod retfærdighed og demokrati, eller risikerer vi at gentage tidligere fejl? Disse spørgsmål fylder mine tanker, når jeg ser tilbage på de mange ofre, der har kæmpet for frihed.

Som kurder er min bekymring særlig stor. Vil Syrien anerkende og beskytte rettighederne for alle dets etniske og religiøse grupper, eller vil nye magthavere forsøge at dominere og ekskludere?

Da jeg første gang så et flag med teksten ”La ilaha illa Allah, Muhammad Rasul Allah” (den islamiske trosbekendelse) svaje ved siden af det syriske flag, mærkede jeg en dyb sorg.

For mig symboliserede det en mulig eksklusion af de mange trosretninger og etniske grupper, der også er en del af Syriens historie.

Syrien er ikke kun for muslimer – det er en nation bygget på mangfoldighed. Kristne, kurdere, alawitter, drusere og mange andre har bidraget til landets kultur og rigdom. At reducere landet til kun at repræsentere én gruppe underminerer denne arv og truer fremtidens inklusion.

Vores erfaringer fra tidligere konflikter giver anledning til bekymring. Afrin er et eksempel på, hvordan en bys identitet og kultur kan blive ødelagt af udenlandsk intervention og lokale militsers brutalitet. Overgreb mod civile fandt sted uden konsekvenser, og mange frygter, at lignende scenarier kan gentage sig.

Desuden har mange oprørsgrupper under revolutionen vist sig at prioritere magt over frihed og retfærdighed. Hvis vi ikke lærer af fortidens fejl, risikerer vi, at Syriens kamp for frihed bliver kapret af dem med egne dagsordener.

På trods af usikkerheden nægter jeg at opgive håbet. Syrien har muligheden for at skabe en fremtid baseret på retfærdighed, mangfoldighed og frihed. Men dette kræver international støtte og årvågenhed for at sikre, at magthaverne holdes ansvarlige, og at alle grupper får en stemme i fremtidens Syrien.