Ventetiden i Familieretshuset er helt uacceptabel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Familieretshuset blev oprettet i 2018 som erstatning for det gamle Statsforvaltningen. Familieretshuset beskæftiger sig med forhold på det personlige og familieretlige område, eksempelvis adoption, bidrag, faderskab, forældremyndighed, bopæl, samvær, separation, skilsmisse, fremtidsfuldmagter, værgemål samt meget andet.

På et enkelt område kan Familieretshuset ikke kritiseres: Man oplyser helt korrekt sine ventetider, som man skal som offentlig myndighed. Det er fint.

Men de aktuelle faktiske ventetider er absolut ikke i orden og er under ingen omstændigheder i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Et par eksempler fra området “værgemål” ifølge hjemmesiden: Ansøgning om ændring af et værgemål, 104 uger. Klage over værge, 130 uger, brug af midler til gaver: 208 uger. Ja, der står ikke dage, men uger!

Fra praksis er eksemplerne legio. En 17-årig, der havde arvet sine afdødes forældres formue, skulle med sin værge ansøge Familieretshuset om lov til at hæve penge til et kørekort. Ikke helt usædvanligt for en 17-årig, og mon ikke også der var en formodning for, at forældrene i himlen ville bifalde frigivelse til betaling af dette formål?

Men nej, så enkelt skal livet ikke være.

Den sag er – åbenbart – så indviklet, at den fordrer en minutiøs behandling i Familieretshuset, en behandling, der varer mere end et år, og hvorunder den umyndige, der har mistet begge forældre, i en rum tid kan se sine kammerater køre rundt i bil til de nødvendige gøremål. Han må nappe cyklen, for sådan er proceduren i Familieretshuset. Han må ikke bruge sine egne penge.

Kunne man ikke foreslå, at sagerne screenes ved indgangsdøren uden fuldstændig minutiøs sagsbehandling? Nogle sager er trods alt så åbenlyse og med forholdsmæssig få midler involveret, at de burde kunne færdigbehandles på mindre end en uge modsat de år, vi opererer med nu. Kørekortsagen er et godt eksempel. Kunne en kvik sagsbehandler ikke bemyndiges til at give tilladelsen, evt. mod et mindre gebyr til dækning af de ganske få situationer, hvor der pga. den hastige sagsbehandling sker en erstatningsberettiget fejl?

Og går vi i den anden ende af livet, så er det bestemt ikke bedre. Den ældre person, der vil yde et arveforskud til sin datter, skal pga. demens vejen omkring Familieretshuset. Og her kan man lige så godt indstille sig på, at en eventuel tilladelse fra Familieretshuset – tilladelse til at bruge egne penge – den skal vente fire år. Ja, der står fire år. Det har jo ikke noget som helst med rimelighed at gøre.

Men socialministeren er opmærksom på ventetidsproblematikken, skriver hun i et svar til mig: »Jeg ved også, at Familieretshuset inden for de givne rammer har fokus på ventetiderne.«

Det var da betryggende. Men svaret efterlader desværre ikke mange løsninger – om nogen – idet der alene fortsættes med en bemærkning om, »at der p.t. pågår et arbejde på området for værgemål og fremtidsfuldmagter, så der fremadrettet sikres bedre rammer og sagsbehandlingstider for borgerne«.

Skal der så flere penge, dvs. flere ansatte, til hjælp for Familieretshuset? Det vil jeg kraftigt advare imod. En helt uskreven lov fortæller, at mere personale i bedste fald kan mærkes de første måneder. Herefter er vi tilbage ved det gamle. Så sent som inden for det seneste år har vi således tilført systemet 13 mio. kr. til 24 nye sagsbehandlere. Jeg har ikke set noget mærkbart resultat, snarere tværtimod.

Men jeg vil derimod personligt tillade mig at foreslå, at man ganske enkelt foretager en kraftig forenkling af lovgivningen på området, så Familieretshuset skal beskæftige sig med færre og mindre problemer. Som nævnt kan der måske i en trods alt hurtigere proces gøres en fejl eller to – det må man så betale sig fra hos det offentlige, evt. med et par “forsikringskroner” pålagt afgørelserne.

Men den nuværende situation er helt utålelig. Havde problematikken – som det sker for domstolene – været indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, havde der ikke været tvivl om, at hammeren var faldet.

Isoleret set er det imidlertid op til os politikere at drage omsorg for at få luget ud i systemet, og det kan derfor også kun glæde, at justitsministeren inden længe barsler med en række ændringer af Værgemålsloven. Vi skal så bare se til, at disse kommer med en væsentlig lavere sagsbehandlingstid i Familieretshuset.