Messerschmidt er ikke Chamberlain – og Putin er ikke Hitler

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, har fået ørerne i krigsmaskinen med sit forslag om at indgå en fredsaftale med Rusland for at standse krigen i Ukraine.

Kritikerne har udløst et sandt bombardement med de velkendte skældsord. Forslag om fred er eftergivenhed, ”appeasement”, og Messerschmidt er den nye Chamberlain, der som i München i 1938 giver efter for den nye Hitler, nemlig Putin.

Men analogien er stærkt misvisende.

Nazityskland stod i 1938 med en hær stærk nok til at besætte hele Polen og Frankrig, mens Putins Rusland har besvær med at besætte bare 20 pct. af Ukraine. München-aftalen var ifølge Harvard-professor Stephen Walt desuden et rationelt træk, da den gav Storbritannien tid til at opruste mod Nazitysklands formidable styrke. Det irrationelle lå derimod i, at Europa havde afstået fra at føre magtbalancepolitik akkurat som i dag, hvor vi først nu har genopdaget behovet for et militært forsvar. Vi har brug for tid til at opruste.

Denne historiske parallel rejser også spørgsmålet om nutidens helte og skurke.

Mens Chamberlain er skurken, er Churchill helten, alle gerne vil være i dag. Problemet er bare, at under Anden Verdenskrig var de allierede stærke nok og villige til at føre krig, men i dag vil europæerne reelt intet yde for at støtte Ukraine effektivt. Tusindvis af kampvogne og våben holdes tilbage, og soldater vil man slet ikke indsætte. Småstater som Danmark og de baltiske lande bidrager, men det er utilstrækkeligt.

Nato er en sovende kæmpe med lammede lemmer, og Churchill er et fremdrømt selvbillede for skrivebordskrigere. Ingen har en vital interesse i krigen, og alle vil primært sikre egne våbenlagre. Derfor er en fredsaftale det eneste realistiske alternativ.

Den misvisende analogi til 1938 bliver ikke mindre, når vi ser på sammenligningen mellem Putin og Hitler.

Putin er ikke Hitler. Hvor Nazityskland oprustede til at blive Europas hersker, er Ruslands militær og økonomi en dværg sammenlignet med Nato. Selvom mange mener, at Putin vil genetablere Sovjet og erobre Nato-lande, viser hans handlinger det modsatte. Rusland har ikke massemobiliseret sin hær til sådan en opgave. At indgå fred betyder ikke, at Rusland så erobrer Østeuropa.

Problemet ved at fortsætte krigen er imidlertid, at det netop kan gøre Rusland til den militære trussel, det ikke var før krigen. For Ukrainekrigen skubber Rusland yderligere ind i en krigsøkonomi.

Fra en elendig, ikke-krigsdygtig hær på 200.000 mand ved krigens start kan vi snart stå over for en kampvant krigsmaskine på over en million mand. Den russiske hær vokser som det mytologiske væsen Hydra. For hvert hoved, der hugges af, vokser to nye frem. Den erkendelse er dog ved at sive ind i Nato-landenes hovedstæder. Krigen har ikke svækket, men styrket den russiske kampevne. I Ukraine, dog ikke i Syrien.

Erkendelsen burde have ført til handling tidligere.

Vesten burde have arbejdet med den amerikanske hærs øverstbefalende general Mark Milleys fredsopfordring i november 2022. For selvom fred har sine risici, synes alternativet værre: Ukraine vil sandsynligvis miste mere land, herunder den kritiske kystlinje ved Sortehavet. Våbenstøtten til Ukraine er dog stadig afgørende. Ikke fordi landet kan vinde, men for at sikre den bedst mulige forhandlingsposition og forhindre den totale katastrofe for Ukraine.

Endelig ser Chamberlain-analogien bort fra, at der er fanden til forskel på 1938 og nu. Djævelens værk hedder atomvåben. Atomvåben gør en fortsat krig særdeles farlig, for den kan let eskalere til en direkte konfrontation med Rusland. Og så er der, som Washingtons krigssimulationer viser, meget kort til en altødelæggende atomkrig. Civilisationens yderste trussel lurer i horisonten.

Vesten indgik også appeasement-forhandlinger med Sovjet og Maos Kina, altså langt større djævle end Putins Rusland. Så der er ikke nødvendigvis noget forkert i at indgå en fred.

Problemet er bare, at freden synes fjern. Ikke så meget fordi Vesten ikke vil den, men fordi Rusland ikke har nogen interesse i den. Fredshåbet knuses mod realiteternes jernnæve, for Rusland har overtaget med flere soldater, mere ammunition og bedre kontrol med frontlinjen.