Velkommen til Europas nye naboland: Jihadistan

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tyrkisk-støttede sunni-jihadistgrupper, som vi kender fra Islamisk Stat og al-Qaeda, er inden for få dage strømmet fra Syriens næststørste by, Aleppo, mod hovedstaden, Damaskus. Assad-regimet, som for længst har mistet sin legitimitet i landet, er faldet sammen som et papirhus.

De fleste lader som om, at jihadisternes fremmarch er kommet som en overraskelse. USA, Israel, Tyrkiet lader som om, de ikke kendte til jihadisternes planer, og de nøjes alene med at udtrykke deres ”bekymring” for civile i landet, mens de giver Assad-regimet skylden for den lange og grusomme borgerkrig i landet.

Men det er ikke en hemmelighed, at Israel og USA har haft en stor interesse i et regimeskifte i Syrien. For så vil Iran også miste sin direkte kontakt og støtte til Hizbollah i Libanon. For Israels sikkerhed og overlevelse er det vigtigt, at den shiamuslimske dominans i regionen bliver knækket, og at Iran bliver svækket og isoleret i regionen.

Det er ikke en tilfældighed, at på dagen, hvor Israel og Hizbollah indgik en våbenhvile, begyndte jihadisterne deres offensiv mod Aleppo. Israel havde allerede åbnet døren for dem ved at bombe Assad-styrken massivt siden den 7. oktober sidste år.

Da Hizbollahs leder Nasrallah blev dræbt, blev det derfor også fejret i de jihadist-kontrollerede områder i Syrien.

Det ser ud til, at Israel har indledt en form for samarbejde med sunni-jihadister mod shia-jihadisterne. Lederen for de syriske sunni-jihadister, al-Jolani, tidligere medlem af Islamisk Stat og al-Qaeda, har meddelt, at de gerne vil have officielle relationer med Israel.

Meget tyder på, at den shiamuslimske dominans i regionen, som Iran ellers har stået i spidsen for siden den amerikanske invasion i Irak i 1990, nu er svækket. Nu tager USA en ny strategi i anvendelse, som indebærer, at USA i stedet for at være til stede i regionen med egne styrker bruger Israel til at stå i spidsen for de angreb, som USA selv ville foretage.

Her melder Tyrkiet sig også på banen. Ved at støtte sunni-jihadister ubegrænset, vil Tyrkiet signalere over for USA, at det gerne vil være en del af den nye orden i regionen. Tyrkiets største interesse her er uden tvivl at eliminere det kurdiske selvstyre i Nordsyrien.

Trods de store uenigheder mellem Israel og Tyrkiet vil Tyrkiet gerne påtage sig en rolle i den nye orden, som Israel står i spidsen for.

Tyrkiet har aldrig stoppet sit økonomiske samarbejde med Israel på trods af den hårde tone, Erdogan har haft over for Israel siden den 7. oktober i forsøget på at fremstå som den leder, der står sammen med palæstinenserne i konflikten.

Tværtimod har Erdogan set Israels krig mod Hamas som en mulighed for, at han i fremtiden kan gøre det samme mod kurdere i Syrien. Hvis Israel har ret til at føre en legitim krig mod en terrororganisation for at kunne beskytte sin egen suverænitet, må Tyrkiet godt gøre det samme mod kurderne i Syrien.

Men hvad så nu? Kan man konkludere, at borgerkrigen i Syrien er afsluttet med Assad-regimets fald? Kommer der til at være stabilitet og tryghed i landet? Kan syriske flygtninge vende trygt hjem igen?

Erfaringer fra krigen i Afghanistan og Irak viser, at det nu bliver værre. Man skal på ingen måder glemme Assad-regimets grusomheder, navnlig under de 13 års borgerkrig. Men sunni-jihadister er på ingen måder et bedre alternativ til Assad-regimet. Jihadisterne er ikke oprørsgrupper eller moderate muslimer, som nogle kræfter i Vesten ellers forsøger at tegne et billede af. Uanset hvordan Vesten vender og drejer og bringer disse jihadisters smilende ansigter på CNN, repræsenterer de på ingen måder en demokratisk opposition til Assad-regimet.

Det er i denne sammenhæng vigtigt at understrege, at en betydelig del af jihadister ikke har rødder i Syrien. Der er tale om sunni-jihadist-rekrutter fra hele verden, som har valgt at rejse til Syrien fra Østasien og andre dele af verden. Rekrutteringsprocessen er blevet organiseret med Tyrkiet i spidsen med et specifikt formål, nemlig at oprette en ny sunnimuslimsk stat i Syrien og senere i Irak.

Vi må også inddrage i analysen, hvad disse jihadister indtil nu har foretaget sig i området i Idlib-provinsen op til Tyrkiet. I tæt samarbejde med det tyrkiske militær invaderede de det kurdiske selvstyre i Efrin i 2018 og har fordrevet over en halv million kurdere og andre minoriteter fra deres områder i Syrien. FN og Amnesty International har via adskillige rapporter dokumenteret, hvordan jihadisterne systematisk har udført etnisk udrensning mod kurdere, og hvordan de har mishandlet kvinder.

Efter jihadisterne har overtaget Aleppo for nylig, har de tvunget over 200.000 civile, mest kurdere og kristne, til at forlade området. De fleste af dem har søgt ly i det kurdiske selvstyre i Nordøstsyrien, som i forvejen er hårdt presset som resultat af mange års embargo og lukkede forsyningsruter fra Tyrkiet og andre nabolande.

Europa står desværre over for en ny stor flygtninge- og humanitær krise. Hvis EU forestiller sig, at det kan løse den udfordring ved at kaste flere midler i flygtningeaftalen med Erdogan, bør EU tænke sig om. Belært af tidligere flygtningeaftaler har Erdogan været god til at bruge dem til at styrke sin egen position mod EU. Erdogan vil trodse EU meget mere og vil forsøge at føre sine egne interesser igennem, uanset hvad.

Det vil være naivt af EU, hvis man atter vil overlade EU’s sikkerhed til Erdogan. Han vil håndtere jihadisterne og flygtninge på én betingelse: Han vil kræve at have lov til at invadere de kurdiske områder i Nordsyrien. Kurderne her vil ikke overgive sig uden kamp.

En sådan invasion vil ikke alene skabe store humanitære udfordringer og forårsage etnisk udrensning af kurdere og andre minoriteter i Nordsyrien, men på sigt ende med, at Tyrkiet og Iran sammen vil kvæle den kurdiske autonomi i Nordirak. Konflikterne i regionen med andre vil eskalere yderligere.

Det er meget tankevækkende, at Vesten og USA ikke viser nogen vilje til at støtte det demokratiske kurdiske selvstyre i Nordsyrien. Vesten og USA begrænser deres samarbejde med selvstyret til at støtte den militære kampen mod Islamisk Stat.

Siden borgerkrigen i Syrien brød ud, har kurdere arbejdet på en demokratisk styreform med et fokus på kvindefrigørelse, vi aldrig har oplevet i regionen. Men i stedet for at anerkende kurdernes styreform og gøre deres demokratisk model til et forbillede for hele regionen, anerkendes kurdere udelukkende for deres indsats for at tage sig af de store fangelejre i selvstyret, hvor titusindvis af Islamisk Stats krigere blev fængslet.

Man glemmer, at det var kurdere, der nedkæmpede Islamisk Stat i Syrien. Disse kurdere står nu over for en stor trussel fra jihadisterne og Tyrkiet. Kurdere kontrollerer nu 40 pct. af Syrien, og selvstyret huser næsten seks millioner indbyggere. Tallet stiger konstant i kraft af jihadisternes fremmarch, der tvinger tusindvis af civile, især med minoritetsbaggrund, til at søge ly i det kurdisk-kontrollerede område.

Vesten og USA er derfor forpligtet til at støtte kurdere og andre progressive kræfter i Syrien, hvis der skal være en form for sekulært og demokratisk styre i regionen, og den igangværende humanitære krise ikke skal eskalere yderligere.

Men det ser ikke ud til, at Vestens og USA’s hukommelse fungerer særligt godt. De fejl, der blev begået i Afghanistan og Irak, hvor man svigtede demokratiske kræfter, gentages i disse dage i Syrien.

Desværre er der udsigt til, at konflikterne i Mellemøsten vil eskalere yderligere. Det lader til, at Europa ukritisk har accepteret at blive nabo til et nyt land: Jihadistan, et land med en fundamentalistisk ideologi og livssyn, som uden tvivl drømmer om at ekspandere og øge sin indflydelse ikke kun i Syrien, men i hele regionen.

Det er netop jihadismens kerne, at man skal arbejde for, at ideologien udbreder sig til hele verden. På sigt vil Jihadistan ikke alene skabe store udfordringer for hele Mellemøsten, men også for Europa.