Vi andre kommer til at betale for krisen i Tyskland og Frankrig
EU og ikke mindst euroen bærer et enormt ansvar for, at kriserne i Frankrig og Tyskland er blevet så dybe.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når det går skidt i britisk økonomi, så hører vi hele tiden, at det er brexits skyld. Men når Tyskland og Frankrig er i økonomisk krise, så er der ingen, som peger på EU, selvom det fra et hvert økonomisk perspektiv ville være mere sandt end påstanden om brexit.
Sandheden er jo, at britisk økonomi var i krise før brexit, og udsigterne til at genvinde selvbestemmelse over handels- og fiskeripolitikken var to (gode) argumenter for brexit, selvom tiden efter brexit ikke har været god med corona og elendigt ført politik og en økonomisk krise, som viste sig at være dybere end antaget. Brexit var ikke en mirakelkur, men heller ikke sygdommen. Alligevel er det kun brexit som årsag, vi hører om.
Anderledes med Tyskland og Frankrig, som er i krise. Her er det aldrig EU, som er årsagen hos kommentatorer, medier og politikere, til dels med rette. EU er ikke skyld i et håbløst underinvesteret Tyskland med en forældet energi og digital infrastruktur, ligesom Bruxelles næppe kan klandres for fransk gældskrise og lige så elendige politikere, der ikke for længst har reageret på krisetegnene.
Omvendt bærer EU og ikke mindst euroen et enormt ansvar for, at kriserne er blevet så dybe. Kasserne i de to lande er tomme, og de kan ikke bare investere sig meningsfuldt ud af kriserne. Men pga. euroen har de heller ikke to af de vægtigste økonomiske redskaber i den økonomiske redskabskasse til at bekæmpe kriserne.
Væk er valutakursredskabet, så de ikke kan sænke kursen på deres ikke-eksisterende valuta, og væk er den nationale rente, så denne ikke kan hæves eller sænkes efter behov og skabe gang i investeringer og moderniseringer af økonomien. Tilbage er alene økonomiske hestekure, som ingen af de politisk ansvarlige tør af frygt for Le Pen, AfD og gul-brune veste i de to lande.
Da euroen blev indført, var det med vilje, at valuta- og rentepolitikken blev fjernet, da den blev set som usolidarisk i EU (hvilket var det officielle argument), og da den blev set som en barriere for en ensretning og harmonisering af økonomien i jagten på en stadigt tættere union. I stedet ender Tysklands og Frankrigs kriser nu med at trække alle ned i et EU, som på verdensplan står stadigt mere forpjusket tilbage.
Ingen kommentatorer eller politikere kunne drømme om at pege på ovenstående, da EU-identiteten er så rodfæstet i vores politiske elite herhjemme. I stedet er svaret på problemer i EU som altid endnu mere EU.
Nu barsler kommissionen med endnu mere fælles EU-gæld, hvor de enkelte lande hæfter for gælden på samme vis, som indbyggerne i de forskellige delstater i USA hæfter for den amerikanske gæld. Det er Europas Forenede Stater ad bagdøren, hvor de enkelte lande bindes til hinanden via gæld og fratages muligheden for selvbestemmelse over egen politik. Også selvom problemerne reelt burde være løst af Tyskland og Frankrig selv.
Nu ender regningen i stedet hos os andre i EU, og det er en skandale, at danske politikere ikke klart og entydigt siger fra.