Skal vi leve med, at kunstværker bliver smadret, overmalet og ødelagt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Skal vi til at lære at leve med, at klimaaktivister på Statens Museums for Kunst klasker kunstværker til, som var det farvelader?

Er det virkelig at betragte som et bidrag til kunsthistorien, når Anonyme Billedkunstnere kaster en buste, der forestiller kong Frederik V, i havnen?

Skal vi acceptere det som en del af vores fælles borgerlige offentlighed, at provokatører, aktivister og billedkunstnere overmaler, vælter og ligefrem ødelægger kulturarven – for bagefter at kalde deres egne mere eller mindre talentfulde påfund for kunst?

En udstilling – ”Ikonoklasme” hedder den – på Glyptoteket i København viser, at også i Oldtiden fik konger og statsoverhoveder et hak i tuden, hvis de da ikke ligefrem mistede arme og ben, eller fik deres portræt overmalet til ukendelighed. Også i det gamle Rom fik kejseren sit portræt smidt i floden.

»Så længe mennesker har rejst statuer på piedestaler, er de også blevet væltet,« lyder det i udstillingens katalog.

Den væltede statue kender vi også fra Saddam Husseins fald i Irak, og den væltede mur i Berlin blev begyndelsen på et nyt, forenet Europa efter flere årtiers kold krig.

Så ødelæggelse kan altså godt føre til fornyelse. Og pointen i udstillingen på Glyptoteket er netop, at ødelæggelse af kunstværker fra Oldtiden til i dag snarere skal opfattes som en transformationsproces, et billedskabende protestsprog, der tager til genmæle mod den måde, sejrherrerne har skildret historien på. ”Ikonoklasme” skildrer kunsten som en kampplads i Oldtiden – og den tænksomme samfundsborger kan så overveje, om det stadig er sådan?

Det er i hvert fald stadig sådan, at opmærksomhedssøgende provokatører, aktivister og billedkunstnere ødelægger, omskriver og med radikale virkemidler bidrager til liv i kludene og bal i det borgerlige.

I et åbent og demokratisk samfund er det ikke vejen frem at møde den slags med vold og magt. Efter et år med koranloven ser vi, at den i hvert fald har skabt frygt, bæven og måske selvcensur blandt kunstnere i Danmark.

Langt klogere er det at gå i kritisk dialog med dem, der ødelægger vores verdensbillede.

Hjælper det klimaet at overmale et kunstværk på Statens Museum for Kunst?

Skaber det fornyet debat og erkendelse om Danmarks koloniale arv, når Anonyme Billedkunstnere kaster busten med kongen i havnen? Får det os ikke bare til at fokusere endnu mere på sikkerhed og museerne til at lukke kunsten inde bag glasrammer, når aktivister overmale den?

En kritisk dialog med vor tids billedstormere, aktivister og grænseoverskridende kunstnere er vejen frem. Hvis vi formår at føre en sådan dialog, vil kunsten blive en del af samfundsfællesskabet og kunne bidrage til udviklingen af vores syn på verden.

Vi har nemlig stadig brug for kunsten til at vende verden på hovedet og gøre op med vores værste vaneforestillinger om verden og dens indretning.