Jeg har ikke et misbrug, bare blackouts en gang om ugen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En undersøgelse fra Alkohol & Samfund medgiver, at hver anden har været bekymret for alkoholforbruget hos en, der står dem nær. Det undrer mig egentlig ikke. Jeg forestiller mig dog, at mange af de unge, som vi går og bekymrer os om, er blevet mødt med en løftet pegefinger, der fortæller, at unge nu til dags ikke længere kan have det sjovt uden alkohol.

Jeg tvivler på, at nogle blandt mine nærmeste ligefrem har været bekymret for mig. Jeg har jo netop bare været ung, mens jeg fredag efter fredag har skyllet det ene shot ned med det andet i ræset efter at være lige så sjov og festlig, som mine venner fortæller mig, at jeg var weekenden forinden.

Mange vil helt sikkert se netop denne tilgang til fest og farver som et absurd eksempel på unges forskruede forhold til alkohol. Det vil jeg i og for sig give dem ret i, for det er hverken hensigtsmæssigt eller sjovt at vågne op med sorte huller i hukommelsen og knuder i maven af frygt for, om man har taget nogen som fuldemandsgidsel i en snak om ekskærester og uddannelsessystem.

Alligevel når bekymringen kun til navlen, hvor vi stadig er på sikker grund og kan koge samtalen ned til et spørgsmål om, hvorvidt det er min eller mine forældres generation, der er skyld i, at alkohol og godt humør ofte går hånd i hånd.

Anklagerne om, hvor ansvaret starter og slutter, risikerer at reducere debatten til et spørgsmål om forbrugsvaner. Det tier, hvad den evige ekstra øl eller dobbeltshot-drink i virkeligheden dækker over for de unge, der ikke kun bruger alkoholens slør som en genvej til sjov og ballade, men som en coping-mekanisme mod de evigt høje forventninger, der også følger med at være ung.

I et afsnit af ”Hjernekassen” på P1 fortæller en gymnasierektor, at unge mennesker i Danmark må og skal lære at drikke en øl i ro og mag. Men jeg kan sagtens sidde med mine venner om et bord, drikke en enkelt øl, spille kort og gå hjem i seng, inden klokken har ramt 24. Når debatten bliver gjort til et spørgsmål om min og mine medunges ustyrlighed og evige sult efter noget, der er vildere og mere, når vi aldrig langt nok i samtalen til, at jeg sårbart og ærligt kan fortælle om, hvorfor jeg endnu en weekend drak flere drinks, end jeg har godt af.

Nogle gymnasier har indført regler om, at man bliver udelukket fra gymnasiefester, hvis man har en promille på over 0,5. Det synes jeg som udgangspunkt ikke er en dårlig idé. Det er vigtigt, at vi lærer, at fester ikke behøver at være et kapløb om at være den fuldeste, og at man sagtens kan stå på dansegulvet uden syv genstande dunkende i blodet (og hovedet dagen efter). Alligevel frygter jeg også, at disse retningslinjer kan risikere at rive flere broer ned, end de bygger.

At adskille alkoholen fra de unges hverdag og gøre den til en reserveret og nærmest hemmelig ting, der kun eksisterer de unge imellem, må også være medvirkende til at gøre det endnu sværere at italesætte de situationer, der opstår, når man pludselig alligevel bliver for fuld eller har svært ved at stoppe, mens legen er god. Og tro mig, langt de fleste gymnasieelever skal, trods retningslinjer og oplæg om gode alkoholvaner, nok få drukket sig fra sans og samling.

Vi skylder de unge et andet sprog om alkohol end det, vi bruger i dag. Vi bør tale om de dybereliggende årsager bag forbruget og om, hvordan alkohol bliver en flugt fra hverdagens konstante krav og en måde, hvorpå vi kan leve op til de sociale forventninger, som vi tillægger hinanden. Lad os i samtalen om unges alkoholvaner anerkende, at mange bruger de duggende procenter til at finde den ro og frihed, der ellers kan synes uoverskueligt langt væk.

Måske skulle I alligevel have været lidt bekymrede for mig, da I fortalte mig om, hvordan unge i dag har det sjovt?