Ekspertgruppe: Klare mål vil mindske mænds ulighed i sundhed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et gammelt mundheld lyder: Sygdom er hvermands herre. Det kan ramme alle og vende op og ned på livet. Men sygdom rammer desværre ikke kun tilfældigt. Ofte taler man om faktorer som geografi, sociale og økonomiske forhold, der kan have en stor betydning for, om du bliver ramt af alvorlig sygdom på et tidspunkt i livet.

Derudover viser tal også, at mænd i gennemsnit dør i langt højere grad end kvinder på tværs af sygdomme. I Danmark lever mænd ca. fire år kortere sammenlignet med kvinder.

Og når vi specifikt ser på en sygdom som kræft, viser tal fra Dødsårsagsregisteret, at der i 2022 var 8.375 mænd, der døde af kræft. Det er næsten 1.000 flere end de 7.400 kvinder, der døde af kræft samme år.

Derfor er sygdom i sandhed hvermands herre.

Men hvordan kan det være, at mænd bliver ved med at falde gennem sundhedsvæsenet? Det handler bl.a. om, at mænd ofte ikke har så meget viden om symptomer, reagerer senere på alarmsymptomer og derfor kommer for sent i behandling.

Flere mænd kan have svært ved at tale om, hvordan de har det, og svært ved at sætte ord på specifikke symptomer. Hvor kvinder ofte er gode til at tage til læge for at tage en snak om deres problemer, oplever nogle mænd det som en stor udfordring, der kan ende med, at de udskyder besøget.

Helt generelt passer sundhedssystemet ikke altid så godt til mænd, fordi man ofte selv skal svinge taktstokken, og flere mænd oplever, at sundhedsvæsenet ikke er godt nok til at håndtere deres problemstillinger.

Prostatakræft er den mest udbredte kræftform blandt mænd, hvor omkring 4.500 rammes hvert år. Det er et godt eksempel på en mandesygdom, hvor sygdomsbyrden er langt tungere, end den behøver at være – bl.a. fordi for mange mænd ikke får den nødvendige hjælp i tide.

Her bør sundhedsvæsenet indrettes bedre efter mænds sundhedskompetencer, så vi sikrer, at flere kommer til lægen, og at vi mindsker risikoen for kommunikationsbrist.

I en tid, hvor sundhedsvæsenet er under pres, hvor vi står over for at skulle implementere en ny sundhedsreform, og hvor den nye Kræftplan V er lige om hjørnet, er prioritering for alvor kommet i fokus.

Men den prioritering må ikke betyde, at uligheden bliver endnu større. Prioritering handler om at differentiere midlerne og bruge dem, hvor der er størst behov, og hvor vi får mest ud af dem.

I stedet for at give alle samme behandling er vi nødt til at behandle folk forskelligt og have øje for individet.

Ulighed i sundhed er dyrt. Både for samfundsøkonomien, for sundhedsvæsenet, og så kan man ikke prissætte konsekvenserne, det har for det enkelte individ.

Hvis vi vil komme uligheden til livs – herunder mænds overdødelighed – er vi nødt til at sætte nogle klarere mål for at mindske den, når vi laver nye, store sundhedspolitiske planer som den nye sundhedsreform eller Kræftplan V.

I dag har vi otte nationale kvalitetsmål, hvor ulighed ikke indgår. I kræftplanerne har vi mål om at nedbringe ventetider på behandling.

Men der er ingen udtalte mål om at nedbringe ulighed.

Det er på tide, at vi tager ulighed og overdødelighed alvorligt.