Jeg skammer mig som kvinde og mor over, hvordan nogle kvinder lukker døren til børnene for fædrene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er en 41-årig mor til tre og grundlæggende glad for at være kvinde. Men jeg skammer mig på mit køns vegne, når jeg ser, hvordan nogle mødre efter en skilsmisse skærer børnenes far væk. Det er skadeligt for børnene og umenneskeligt over for fædrene.

Jeg ved, det ikke nødvendigvis er et kønnet problem, men det er stadig oftest fædre, der mister kontakten til deres børn efter en skilsmisse. Dermed har vi som mødre et særligt ansvar, og det bør vi tale mere åbent om.

Problemerne med familieretssystemet er velkendte, men mange sager starter hos en mor, der vælger at marginalisere faren. Selvfølgelig skal børn beskyttes i farlige situationer, men uden konkrete faresignaler bør det ikke accepteres at afskære børn fra en far, der ønsker at være en del af deres liv.

Jeg har selv været gennem en skilsmisse og ved, det kan være svært at give plads. Men jeg bliver flov på kvinders vegne, når jeg hører om mødre, der eksempelvis bruger falske anklager om vold eller misbrug for at begrænse eller nægte samvær.

Jeg kender blandt flere historier til en sag om to børn, der ikke har set deres far siden 2019. Efter skilsmissen anklagede moren ham for at ruske det ene barn i armen og flyttede på krisecenter. Myndighedsapparatet reagerede, og tiden trak ud. Politiet undersøgte sagen, fandt ingen beviser og droppede den med en opfordring til faren om at søge erstatning for de falske anklager. Men det var for sent. Faren mistede grundet forældrenes nu høje konfliktniveau retten til samvær, mens moren fik fuld forældremyndighed.

Det bør vi som samfund ikke acceptere, og når det sker, bør der være mekanismer, der hjælper fædre som ham med at genopbygge relationen til børnene. Sådan er det nemlig ikke i dag.

Hvis en far først mister retten til samvær, kan det være næsten umuligt at få den tilbage, uanset hvor god en forælder han er. Det er paradoksalt, når man ser på, hvordan systemet fungerer på andre områder. Selv forældre, hvis børn er tvangsanbragte, har mulighed for samvær, og sagerne revurderes ofte efter nogle år, så børnene kan komme hjem, hvis forældrene er kommet på fode igen.

Også forældre, der har begået alvorlig kriminalitet og sidder i fængsel, har ret til at se deres børn, mens de afsoner. Myndighederne gør sig umage for at opretholde kontakten, fordi de ved, hvor vigtig relationen er.

Men hvis en helt almindelig far bliver afskåret efter en skilsmisse, er det en brutal afslutning uden genovervejelse. Ofte hører man mødre undskylde sig med, at ”barnet ikke har lyst til samvær”. Men et barns lyst er ikke det samme som dets behov. Vi ved fra forskning, at børn ofte tager forældrenes konflikter på sig. Det er et voksenansvar at hjælpe børn med at forstå, at de har brug for begge forældre. Vi kan som mødre ikke påstå, vi elsker vores børn, hvis vi samtidig nægter at anerkende den mand, vi engang har elsket, og som er halvdelen af det barn, vi vil beskytte.

Fædre, der bliver udelukket fra deres børns liv, oplever ofte, at de ikke tages alvorligt. Når de kritiserer systemet, bliver de set som fjendtlige og mødt med skepsis. Deres vrede tolkes som en bekræftelse på, at de er uegnede forældre. Men vi skylder dem at lytte. Bag deres desperation ligger historier om voldsom uretfærdighed, og jeg forstår godt, de råber.

Vi bør droppe berøringsangsten, spørge ind og sige fra, hvis vi ser børn blive afskåret fra en forælder. Samtidig skal systemet sikre bedre mekanismer til at hjælpe forældre og børn med at genskabe kontakten, hvis den først er brudt. Og som mødre har vi et særligt ansvar for ikke at lade vores egne følelser komme i vejen for børnenes ret til begge forældre. Det er på tide at tage et opgør.