Vi vil ikke finde os i, at nogen stjæler vores land fra os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som en tyv om natten lister en skjult magt sig ind og stjæler vores land. På overrumplende og lyssky vis sniger den sig i skyggerne langs magtens korridorer. Og pludselig har den slugt det åbne land, den frie mand, med lov og ret trådt under fode.

Som en tyv om natten lister Danmarks snart største vindturbines komponenter gennem Vestjylland fra Brande til Hvide Sande, ad søvejen til Hanstholm og videre til testcenterskandalen i Østerild, hvor den omgivet af engang unik natur og naboer, nu grus og beton, skal spinne længe nok til sit certifikat til salgsannoncer.

Ironien luner, når titlen som verdens største vindturbine allerede på forhånd er kapret af »Kina, den ubestridte globale leder inden for vindenergi«, som det hedder i ikke-danske mediers mere objektive analyse. Illusionen om Danmarks førerposition opretholdes dygtigt af den skjulte magts lobbyister og svingdøren mellem stat og branche.

Som en tyv om natten stjal Testcenter Østerild en luns af egnens særegne natur allerede ved sin oprettelse. Den slog en kynisk, industriel kile ind i dét, der fagligt beskrives: »Det suverænt største sammenhængende naturområde dækker over Thy, Hanherred, Vejlerne, Lild, Bulbjerg og Tranum og er samlet over 50.000 hektar og antageligt det største potentielle sammenhængende naturområde i Danmark – kun udfordret af Oksbøl-Filsø-Skjern Å-området.« Et område, der af Biodiversitetsrådet nyligt er udpeget som oplagt potentiale for større sammenhængende naturområder og beskyttelse af biodiversiteten. En pudsig størrelse, natur og biodiversitet, der på den ene side giver anledning til et helt ministeriums indsats for naturbeskyttelse og genopretning, men på den anden side tillades annekteret af en skjult industriel magt med moral, som vinden blæser.

Som en tyv om natten fratog vindindustrien os det ellers så danske forsigtighedsprincip. Princippet om, at indtil en risiko er tilstrækkeligt kendt, må man ikke udsættes for den i potentielt skadeligt omfang.

Det mærkede vi alle under covid-perioden, hvor det faglige grundlag var spinkelt for restriktionerne, men forsigtigheden vægtede højest, omend den var med snævre hensyn til kun covid.

Påfaldende er det da, at hensynene i forhold til vindindustrien er vendt om og tilgodeser industrien på bekostning af os borgere. Helbred skal vi være forsigtige med, for skadevirkninger fra små vindturbiner er kendte, men ingen ved, hvad de store fører med sig. Det må vi ikke vide for den gældende bekendtgørelse om støj fra vindturbiner, der kun tillader en abstrakt beregning og aldrig en bekræftende måling af den reelle udsættelse for støj – selvom vi ved, de store laver mere.

Forsigtighedsprincippet er helt væk, når det handler om de ellers så omtalte og helbredsskadelige kemikalier PFAS og BPA (bisphenol-A), der indgår i vingerne, og som afslides og udvaskes i miljøet. Her findes end ikke grænseværdier, og derfor har kommuner ingen mulighed for at føre miljøtilsyn iht deres ansvar.

Forsigtigheden ved vi endnu intet om, da en 200 tons kran uforklarligt væltede og spildte 2.500 liter diesel og hydraulikolie oven i drikkevandsreservoiret under testcentret i Østerild, men sikkerheden synes hverken da eller ved tidligere uslukkelig brand i turbine i top.

Som en tyv om natten tilranes 95 private ejendomme – familiers stærke rødder i hjemstavne og lokalområder. Fremtid, generationsskifte og lokale ildsjæle frarøves det frie valg i livet og den private ejendomsret i lobby- og industri-vældets snævre interesse. “Valget er stjålet!” kan vi med rette erklære, hvis testcenterskandalen tromler mod den endeløse ødelæggelse.

Som en tyv om natten lister en skjult magt sig ind og stjæler vores land og liv. Men opstandelsen rumler i det jyske, hvor rødder og værdier står stærkest og blæser på skjulte magters snurrende spin.