Madpakker er blevet storpolitik svøbt i luftige løfter om lighed og psykisk trivsel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Madpakker er ulækre.” Et narrativ om madpakken, som gennem de seneste 15 år er blevet fremelsket af voksne, der ønsker at sætte en standard, de åbenbart ikke selv formår eller gider opretholde. Paradoksalt, når man tænker på, at netop rugbrød er målt til at være den hyppigste spise til aftensmad i de danske hjem i 2024.

Madpakkerne er i forslaget blevet endnu en kævle på bålet om ulighed. Tænk på lille Juliane-Amalie med sin surdejssandwich og chia-yoghurt ved siden af Kevin med sin müslibar! Problematisk, bevares. Men er løsningen endnu en standardisering i vores samfund? Og hvad er bivirkningerne? Og hvad sker der med idéen om at lære børn, at forskellighed er en præmis i livet, som vi er nødt til at lære at leve med?

Vi kan ikke pakke verden ind i madpapir og forvente, at alle problemer i forhold til lighed forsvinder. Hvis det var tilfældet, ville vi vel for længst også have indført skoleuniformen, som vel er det ultimative greb i forhold til at forsøge at forklæde forskellighed?

Forskellighed og ulighed er ikke noget, vi skal fikse, men i stedet noget, vi bør værne om og lære vores ungdom at leve med. Vi risikerer, at vores forsøg på at løse ét problem blot bliver årsag til nye.

Som med så meget andet i debatten om børn og unge har diskussionen bevæget sig over imod ”sårbarhed og skrøbelighed”. Et sikkert greb, hvis man vil have folks opmærksomhed. At have sin anderledes madpakke med blandt andre kan være grænseoverskridende, fordi den er et spejl af det hjem, man kommer fra.

Madpakken kommer – og har altid kommet – til at repræsentere, hvad man kommer fra. Ja, man kan blive drillet med sin madpakke! Ganske som man kan blive det med tøj, hår, tænder, ører, rødt hår og meget mere. Endnu en præmis i tilværelsen, som kan være årsag til uønsket opmærksomhed, og som vi skal lære børnene at håndtere med forståelse og empati.

For mennesker er ikke lige. Alle har forskellige forudsætninger. Vel selve kernen i et samfund som vores og ikke mindst folkets skole. Optimalt skal alle mennesker lære at være til i den krop og det liv, man er sat i, og ikke hjælpes til at skjule det. Noget, mange børn, unge og unge voksne i forvejen kæmper alt for hård med i 2024.

Mange forældre står i kø for at tiljuble forslaget om en skolemadsordning. Ikke fordi børnene bliver sikret bedre mad eller roligere omgivelser til at indtage den, men fordi de selv slipper for at bøvle med madpakker. Lad os nu bare indrømme det! Men før vi løfter hænderne over hovedet, skal vi spørge:

Er det så ikke netop forældrenes mest grundlæggende ansvar at sikre, at vores afkom bliver fodret? Hvis vi som samfund begynder at outsource mere ansvar for vores børns opdragelse til skoler og institutioner, hvor stopper det så? Og mister forældrene så ikke bare endnu mere legitimitet i den stadig mere krævende relation med deres børn?

Forslaget rejser derudover en del mere praktiske og pædagogiske spørgsmål, som vi ikke må overse. Hvordan skal skolerne praktisk lykkes med at bespise 350-500 børn på samme tid – og samtidig sikre, at alle får noget at spise? Hvor skal det fysisk foregå? Hvad forventer man, at personalet skal stille op, hvis børnene ikke vil spise den mad, der bliver serveret? Tvinge børn til at spise dagens ret? Kan de nægte, og hvad gør man i så fald?

Sagen er, at mange børn er vænnet til at kunne sige “det vil jeg ikke have” og få et alternativ præsenteret derhjemme. Det fortæller mange børn selv, hvis man spørger dem. Af den grund er mange børn utrygge ved mad, som de ikke tror, de kan lide. At lære børn forskellige smage er en opgave, som hører til i hjemmet, og som mange desværre mislykkes med i ønsket om at sikre husfreden.

Med en fælles madordning risikerer vi i højere grad, at flere slet ikke spiser. Og hvad med religiøse eller kulturelle hensyn? Skal dansk madkultur diktere menuen? Skal der være flere retter på menuen?

Bespisning uden for hjemmet er langt nemmere at støtte op om, hvis maden er defineret af forældrene, som ved, hvad deres egne børn kan lide. Det er naivt at tro på, at én ret kommer til at imødekomme 400 børns smagsløg. Skolen har ikke en chance for at ”tvinge” børnene til at spise, hvis ikke de er forsikrede om, at indholdet i Spiderman-madkassen er afprøvet og skudsikkert. ”Jeg ved, din mor ikke giver dig noget med, som du ikke kan lide.” En klassiker, som fagpersonale altid har kunnet benytte sig af for at sikre, at alle børn får noget at spise.

I spisesituationen i klasselokalet er det lærerens opgave at holde et vågent øje med både madpakkernes indhold, samt at alle elever får noget indenbords hver dag. En enkel og indgroet monitorering af en mindre gruppe af elever i trygge omgivelser. Omgivelser, hvor alle børn har deres faste pladser i klassen, som er en stor pædagogisk hjælp og tryghed for mange i deres mere frie stunder i skolen.

I klasselokalet er ens plads defineret og tryg, og man behøver ikke frygte, at nogen ikke vælger en til, som vi kender det fra spisesalen i amerikanske high school-film. For slet ikke at nævne de børn, der har særlige behov og brug for afskærmning. Dem er der nemlig også nogle af. Hvad skal de i en stor spisesal?

Madordningen kan i teorien virke som en velmenende og velsmurt idé. Men med den pædagogiske og praktiske kompleksitet, der medfølger forslaget fra politikerne, ender det snarere i en pædagogisk, kulinarisk og planlægningsmæssig rævekage. Derudover ender en basal forældreopgave hos personalet på skolerne, som slet ikke har hverken personaleressourcer eller forudsætning for at sikre, at det kommer i mål. Det er dog en helt anden side af sagen, som også indeholder 100 spørgsmål.

Grundlæggende er spørgsmålet, om de pædagogiske indtægter kommer til at stå mål med udgifterne til projektet. Det er jeg forvisset om, at de ikke gør.

Hvis vi nu om 15 år erfarer, at dette var den endegyldige løsning på børns sundhed, trivsel og læring, vil jeg naturligvis stå klar til at æde min gamle hat i spisesalen.

Indtil da kunne politikerne måske overveje, om ikke det var bedre at bruge milliarderne på at styrke folkeskolerne med mere personale til den stigende trivselsudfordring frem for at påtage sig flere opgaver, som grundlæggende ikke hører til i skolen.