Aktivister siger, de laver deres tåbelige handlinger for fællesskabet. Men det er primært for deres eget fællesskabs skyld

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I kender dem godt. Det er dem, der spærrer trafikken, så du ikke kan komme på arbejde. Det er dem, der ødelægger dit museumsbesøg ved at kaste maling efter uvurderlig kunst.

Og det er dem, der blokerer indgangen til ministerier og smider olie ud over det hele (hvem rydder egentlig op efter det?).

Aktivisme er en del af demokratiet – hvis aktivisterne holder sig inden for de demokratiske spilleregler. Idealisme er fantastisk, hvis man går i brechen for at skabe en forandring – uagtet hvad den forandring så måtte være.

Det respekterer jeg – men jeg respekterer ikke den her aktivisme med maling og trafikpropper og oliesvineri, som vi har set så mange gange på det seneste.

For det er efterhånden tydeligt, at det jo ikke handler om at skabe en forandring. Det handler om opmærksomheden, og det handler om fællesskabet i gruppen.

Lad os tage Den Grønne Ungdomsbevægelse (DGU) som eksempel. De lavede blokade i Ministeriet for Grøn Trepart, fordi de var så utilfredse med den aftale, der var i gang med at blive forhandlet på plads inde på den anden side af døren.

Det gjorde de, på trods af at den grønne trepart objektivt set er en historisk ambitiøs klimaaftale, når man sammenligner med udlandet. Intet andet land i verden er lykkedes med at lave en aftale, som forener grønne organisationer og landbruget på samme måde, som vi har.

Alligevel skal vi høre på paroler om, at dette skulle være »kulsort« og »klimasvigt«.

Det kan jo lyde, som om DGU lever i en eller anden form for omvendt verden. Men i virkeligheden er deres opførsel fuldstændig forudsigelig – for den handler netop om at bevare det fællesskab, som de har fundet.

De malingkastende, trafikblokerende aktivister er unge mennesker, der i et eller andet omfang er blevet radikaliserede, og som nu har fundet et fællesskab i kampen og i modsætningsforholdet til en (som regel) karikeret fjende.

Konspirationsteoretikere kæmper mod ”The Deep State”. Religiøse fanatikere kæmper mod de vantro. Aktivisternes fjende er politikerne, som de har bildt sig ind er onde, onde klimasyndere, som hader jordkloden. De skal bekæmpes med alle mulige midler.

Men kampen må for Guds skyld ikke vindes. Sejre må der ikke være for mange af. For hvad nu, hvis klimaspørgsmålet rent faktisk bliver løst? Hvilken kamp, hvilken vrede skal så binde fællesskabet sammen? Hvad skal kliken så give sig til?

Og sådan bliver det, at ting, der objektivt set er godt for klimaet, bliver den aktivistiske venstrefløjs værste fjende. De ønsker ikke forandringen, for så havde de jo siddet inde i forhandlingslokalet med os.

Nej, de ønsker blot fællesskabet og opmærksomheden, og så er det, at jeg ikke kan tage deres civile ulydighed seriøst længere.

Det er i mine øjne lidt egoistisk, at man vil ulejlige vores andres hverdag for at styrke sit lille fællesskab. Så har jeg sådan set en del andre forslag til aktiviteter, der kan opnå det samme, samtidig med at man gør noget for klimaet og naturen.

Man kunne rydde op på stranden, feje skovbunden eller måske melde sig ind i et politisk parti, så man rent faktisk kan komme herind på Christiansborg og gøre en rigtig forskel. Det ville være noget nemmere at tage seriøst.