Beredskabet taber nogle danskere på gulvet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi lever i en verden, der synes mere og mere usikker for hver dag. Flere danskere bekymrer sig om deres sikkerhed, og derfor giver det mening, at Danmark inden nytår skal have en ny politisk aftale for samfundssikkerhed og beredskab. En aftale, som mange formelle beredskabsaktører har en forventning om, tilgodeser netop deres del af det nationale kriseberedskab – forståeligt nok, da kriseberedskabet i Danmark længe har manglet politisk omsorg.

Men noget så vigtigt som, hvordan vi beskytter os selv og hinanden bedst muligt mod fremtidige kriser, bør ikke alene handle om fordelingen af samfundets økonomiske ressourcer mellem offentlige myndigheder. Vi bliver også nødt til at se på, at forskellige samfundsgrupper har forskellige behov for hjælp.

Danmarks seneste store samfundskrise – covid-19-pandemien – viste nemlig, at kriser rammer befolkningsgrupper forskelligt. Derfor er det helt afgørende, at vi som samfund forholder os til, at ikke alle samfundsgrupper oplever at få lige meget gavn af og tryghed ved de indsatser, myndighederne leverer i krisetider. Det handler nemlig ikke kun om at slukke brande eller stable sandsække. Det handler om at sætte mennesket i centrum, både i den akutte situation og i forberedelserne til fremtidige kriser. Det handler om, at Danmarks samlede kriseberedskab i fremtiden bør vurderes ud fra et humanitært perspektiv.

De seneste kriser har vist, at Danmarks kriseberedskab overordnet set er velfungerende og formår at koordinere og samordne indsatsen mellem de traditionelle sektormyndigheder. Men under covid-19 viste krisestyringssystemet sig ikke i stand til at gribe de mest udsatte i samfundet godt nok og tidligt nok. Vores samfund var ikke klar til at håndtere krisens konsekvenser for alle borgergrupper – ganske enkelt fordi ikke alle var tænkt ind i indsatsen fra start. Det betød, at nogle af samfundets mest udsatte borgere – som f.eks. mennesker i hjemløshed, familier i udsatte livssituationer eller ældre, der levede isoleret – blev glemt, isoleret, tabt mellem to stole.

Hvilken social beredskabsplan tog myndighederne udgangspunkt i over for samfundets udsatte grupper, da de lukkede landet ned? Ingen, viste det sig. For der var ikke taget højde for, hvor hjemløse mennesker skulle opholde sig og isolere sig under nedlukningerne, og hvordan stofbrugere skulle få adgang til deres medicin. Nedlukningen fik mennesker med psykiske lidelser og sårbarhed til at isolere sig så meget, at de ikke engang kom ud, når de havde behov for lægehjælp. Voldsramte kvinder blev endnu mere udsatte, da de blev isoleret i hjemmet. Etniske minoriteter havde vanskeligt ved at tilgå myndighedernes anvisninger.

En ny undersøgelse fra Røde Kors bekræfter, at nogle af samfundets mest udsatte grupper har vanskeligt ved at navigere i og klare sig i kriser. I undersøgelsen, der omfatter økonomisk trængte børnefamilier, svarer to af tre, at de ikke har gjort nogen form for forberedelse til at kunne klare sig selv i tre døgn, som myndighederne ellers anbefaler. Det skyldes ikke manglende interesse eller vilje, for langt de fleste, der svarer, er stærkt bekymrede for, at en krise skal ramme. Tre af fire svarer, at årsagen til den manglende forberedelse er manglende økonomi.

En mor til to beskriver i undersøgelsen, hvordan det at have mad på lager er en fuldstændig fremmed tanke for hende: »Jeg tæller bleer, så vi har nok til slutningen af ugen, så jeg har ikke råd til at have ekstra dåsemad eller vand stående.«

De adspurgte familier har også mindre tillid end den generelle befolkning til, at myndighederne vil hjælpe dem i en krisesituation. 42 pct. svarer, at de ikke har tillid til, at myndighederne vil hjælpe dem i tilfælde af en samfundskrise. Til sammenligning er det 25 pct. af den generelle befolkning, der svarer det samme.

Undersøgelsen bekræfter, hvad vi ved fra forskningen, nemlig at socialt udsatte har færre ressourcer til at opbygge deres egen modstandskraft før kriser.

Den ekstra sårbarhed viser sig ikke kun, når det handler om forberedelse. Lever man i forvejen et sårbart eller udsat liv, kan det også være ekstra svært at tilgå og følge myndighedernes anvisninger under kriser. Og efter krisen – når stormen har lagt sig, eller det sidste vaccinestik er givet – vil vi som mennesker ofte stå tilbage med psykiske efterreaktioner, som de fleste af os kan løse selv ved at tale med familie og venner eller betale os fra ved professionel psykologhjælp. Mennesker i en sårbar eller socialt udsat livssituation har sjældent samme muligheder. Det stiller dem i en forstærket udsathed både før, under og efter kriser rammer.

I en tid, hvor alle taler om, hvad den næste store krise bliver, er vi også nødt til at tale om, hvad det er for et samfund, krisen i givet fald rammer.

Med et nyt ministerium for beredskab og samfundssikkerhed og en ny, bred politisk aftale om beredskab for første gang i umindelige tider har vi en enestående mulighed for at tænke samfundssikkerhed ind i en ny tidsalder. Og få opbygget et beredskab for Danmark, der tænker hele vejen rundt og baserer sig på den store viden, vi har om beredskab i dag.

For det første: Tænk civilsamfundet ind før, under og efter kriseindsatser. Civilsamfundet har til hverdag adgang til samfundets mest udsatte grupper, og adgang til hverdag giver en særlig adgang i kriser.

For det andet: Etabler et socialt beredskab med en klar handleplan for, hvordan samfundet som helhed skal agere over for socialt udsatte og sårbare mennesker, når der opstår en pandemisk krise, en klimakatastrofe, sikkerhedskrise eller lignende. Civilsamfundet kan med sin ofte ultralokale tilstedeværelse understøtte myndighedernes arbejde med at nå ud til mennesker, der ikke har eller ønsker kontakt til myndighederne.

For det tredje: Integrer et psykosocialt beredskab i alle kriseindsatser. Mens myndighedernes umiddelbare håndtering af en oversvømmelse eller skyderi afsluttes efter nogle få dage, så kan stressreaktioner hos berørte, vidner eller pårørende opstå efter mange måneder og have voldsomme konsekvenser. På både lokalt og nationalt niveau har civilsamfundet erfaringer med at gennemføre psykosociale indsatser.

Den politiske aftale om beredskabet ser ud til at komme inden jul. Vores juleønske til Folketingets partier er, at aftalen kommer til at indeholde en politisk målsætning om at tænke sårbare og udsatte grupper ind i fremtidens beredskabsplanlægning og krisestyringen fra starten.

Vi håber også på, at civilsamfundet figurerer i aftalen som samarbejdspartnere, der kan hjælpe med at nå alle samfundsgrupper i en kommende krise. I Røde Kors står vi i alt fald klar.