Epx-reformen kræver et opgør med forældres forkærlighed for gymnasiet
Hvis reformen af ungdomsuddannelserne skal være et opgør med uddannelseshierakiet, skal epx være attraktivt for dem med de høje karakterer. Det vil kræve en enorm kulturændring blandt dem, der kan vælge både rød og grøn hue.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Mattias Tesfaye vil arbejde for, at flest mulig unge får de tilbud om uddannelser, de har brug for. Reformen vil sikre rammerne. Men den helt store barriere ligger i at nedbryde nedarvede forventninger til, hvem der skal vælge praktisk, og hvem der skal vælge bogligt. De forventninger er uundgåelige, når en helt ny uddannelse skal konkurrere med en uddannelse – gymnasiet – der har været prestigefyldt siden grundlæggelsen i 1903.
Fordomme om, at man – groft sagt – ikke skal “spilde sine høje karakterer på praktisk uddannelse”, eksisterer i bedste velgående – det bekræfter en helt ny analyse, vi i dag udgiver fra Tænketanken DEA.
Når vi spørger de unge og deres forældre direkte, om unge, der kan lide de praktiske fag, og som har høje karakterer, skal i gymnasiet, svarer de nej. De skal følge deres interesser.
Men når vi spørger dem indirekte via et såkaldt surveyeksperiment, bliver det tydeligt, at selvom den unges interesser er det vigtigste parameter, så findes der stadig en antagelse om, at høje karakterer bør føre til gymnasiet – også selvom den unge har mest interesse for praktiske fag.
Analysen spørger forældre og unge til dét, der i dag er gymnasiale uddannelser – stx, hhx og htx – versus erhvervsuddannelser. Og selvom man ikke kan sætte lighedstegn mellem opfattelsen af erhvervsuddannelser i dag og af epx i 2030, er det alligevel vigtigt at tage bestik af de opfattelser, der knytter sig til praktisk og boglig uddannelse.
Der er næppe nogen, som er i tvivl om, at der følger meget arbejde i hælene på implementeringen af den nye reform af ungdomsuddannelserne.
Udfordringen er, at vi på den ene side mangler faglært arbejdskraft, og på den anden side er det tydeligt, at gymnasierne trækker i de unge – det er der, langt størstedelen af de unge vil gå. Samtidig er der en del af de fagligt svageste i gymnasierne, der ikke trives og ender med ikke at ”bruge” den gymnasiale uddannelse til at læse videre.
Det skal reformen løse ved, at det i fremtiden skal være mere end hver tredje ung, der vælger en epx-uddannelse. Og det almene gymnasium, htx og hhx skal med sit karakterkrav på 6 ikke være for alle.
Selvom det nye karakterkrav vil “tvinge” mange over på epx, så skal der også helst være mange, der i fremtiden har lyst til at vælge den grønne epx-hue – også selvom de kunne få den røde. I hvert fald, hvis regeringens ambition om, at mere end hver tredje på en ungdomsårgang skal gå på epx, skal blive en realitet.
Mange har i debatten om reformen talt om kioskejerens søn og hans muligheder. Men hvad med direktørens datter? Hvad er sandsynligheden for, at hendes forældre, som vi ved påvirker uddannelsesvalget, vil pege hende i retning af den grønne studenterhue?
Fordi epx’en i sit navn og indhold – erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse – har flere lighedstræk med dét, mange forstår ved erhvervsuddannelser i dag, kan vi ikke udelukke, at forældre vil tage nogle af de samme antagelser med ind i fremtiden. Der ligger en stor kulturændring i at sikre, at forældrenes fordomme om, hvem der “passer til” en erhvervsuddannelse, ikke bliver overført til epx.
Det er muligt. Men man må ikke undervurdere det enorme arbejde, der ligger i at sikre, at epx’en kommer godt fra start som en gymnasieuddannelse – både på indhold og fortælling. Det bliver et langt, sejt træk.