Tæver vi én minoritet med en anden, når vi taler om homofobiske muslimer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nye tal fra Jyllands-Posten viser, at homofobien trives i bedste velgående blandt herboende muslimer: 59 pct. svarer nej til, om de ville acceptere det, hvis deres barn ville leve åbent som homoseksuel.

Men det er ikke breaking news, at LGBTQ+-personer fra religiøse miljøer er udsatte – heller ikke de muslimske. Disse tal står nemlig side om side med det faktum, at minoritetsetniske LGBTQ+-personer oplever langt højere mistrivsel end etniske danskere. Det har vi vidst i mange år, men en generel politisk underprioritering af LGBTQ+-området blandet med berøringsangst over for muslimer og andre religiøse minoriteter har fjernet fokus fra de mennesker, som det hele handler om.

Emnet er skrøbeligt. Aktørerne på området skal danse på en knivsæg, hvor LGBTQ+-dagsordenen på den ene side bliver et muldyr for en stram udlændingepolitik, og modtrækket til det fremavler et forsigtighedsprincip, som betyder, at der aldrig bliver taget fat om problemets rod.

Den dynamik var soleklar i et interview mellem Jyllands-Posten og Susanne Branner, forperson i LGBTQ+ Danmark. Hun blev præsenteret for den nye meningsmåling blandt danske muslimer og medgav naturligvis, at tallene er foruroligende, imens hun henviste til organisationens erfaringer med religiøs ekstremisme i bred forstand.

Det blev tolket af journalisten, som om hun slet ikke ville tale om muslimer – hvilket også blev overskriften. I det efterfølgende sammenstød på sociale medier og i debatspalterne blev det tydeligt, hvorfor det er så svært at navigere i LGBTQ+-dagsordenen, når der skal peges på problemerne. Samtalen om ofrene og deres behov når nemlig sjældent samme flyvehøjde som en god, gammeldags overskrift om indvandrere.

Den efterfølgende debat kom nemlig ikke til at handle om homofobi, og hvordan vi bedst muligt kommer problemet til livs og hjælper ofrene. Derimod blev debatten en aktiv hverveindsats i en indvandrerkritisk kampagne, hvor LGBTQ+-miljøet bliver bondefanget som en ny allieret.

Selv Dansk Folkeparti var næsten klar til at trække i paryk, glimmer og Stonewall-merch med deres kritik af homofobi blandt muslimer, og at indsatserne på området vender det blinde øje til. Det er dog en omtanke for regnbuepersoner, der meget belejligt kan pakkes væk igen, når de selv fører kampagne for, »at det er okay at være normal«, og når der skal stemmes om homorettigheder i folketingssalen.

Problemet her er, at begge anklager godt kan være sande på samme tid. En ”hønen og ægget”-situation, hvor stigmatiseringen af muslimer i den offentlige debat opfordrer til et modtræk hos andre, hvilket kommer til udtryk som et forsigtighedsprincip. En perfekt cocktail, der amputerer arbejdet for LGBTQ+-personer i muslimske miljøer.

Det er ofrene for homofobien, der bør være i centrum, og ikke debatspalternes borgerkrig, der fokuserer på at placere skyld og skam på henholdsvis islamkritikerne og på dem, der anklages for ikke at tage tyren ved hornene. Det er uhyggeligt sjældent, at medierne gider pege kameraerne mod de udsatte regnbuepersoner selv, der desværre ikke bliver hjulpet af debattørernes gode samvittighed eller den hårde indvandrerpolitiske linje.

Man skal ikke lede længe efter aktører, som retligt problematiserer, at mange muslimer er homofober, men det er svært at få øje på steder, hvor den kritik bliver til omsorg og handling.

I dag er der meget få specialiserede rådgivningstilbud til regnbuepersoner med muslimsk kulturbaggrund, men den største finger skal ikke pege på LGBTQ+-miljøets påståede berøringsangst, men på Christiansborg. Derfor er det også utilstrækkeligt, at civilsamfundsorganisationer som Sabaah, der leverer tilbud, rådgivning og fællesskab til netop den målgruppe, igen og igen må nøjes med småkager på finansloven, og at det økonomiske tæppe rives væk under organisationerne, som leverer arbejdet, som da der blev spillet kispus med Sabaahs finanslovsmidler i år for så at lappe dem sammen efterfølgende.

Politikerne raser om manglende indsatser og berøringsangst, men de holder på pengene, som finansierer de tilbud, der er løsningen på deres anklager. Man kan ikke lønne en rådgiver, en mægler eller finansiere et krisetilbud ved at “italesætte” problemerne, så hvis politikernes kritik ikke bare skal være tomme ord, så skal der altså følge penge med.