Venstre redder hverken efterskolerne eller de unge
Hvis Venstre og Anni Matthiesen virkelig vil passe på efterskolerne, skal de arbejde for at beholde et mangfoldigt udbud af 10. klasser rundet i landet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Når Anni Matthiesen siger, at Venstre redder efterskolerne, så har hun ikke helt forstået, hvorfor de unge vælger at gå i 10. klasse på efterskole.
De gør det nemlig af rigtig mange forskellige grunde. Jeg har været efterskolelærer i mere end 30 år og undervist elever i 10. klasse.
Nogle unge vælger det, fordi de er usikre fagligt, andre fordi de er usikre socialt eller modenhedsmæssigt. Andre fordi de er skolemætte eller ligefrem skoletrætte og har brug for et år, hvor der er fokus på fællesskaber.
Nogle har brug for nye rammer, nye venner, og nogle har mest brug for at komme lidt væk fra hjemmet og få et andet perspektiv på det hele. Nogle har en passion for noget, de gerne vil have afprøvet, og andre er bare i tvivl om, hvad de egentlig gerne vil.
Det, der kendetegner de unge i 10. klasse på efterskole, er forskelligheden. De unge kommer af mange forskellige grunde og med mange formål. Det er det, der er så unikt ved at kunne gå i 10. klasse på efterskole.
Der findes så mange forskellige steder i landet med så forskellige tilbud, at der helt sikkert er et 10. klasses-tilbud til hver enkelt af de unge. De finder derfor den skole, der opfylder lige præcis deres behov. Hver eneste skole tilbyder noget forskelligt og er på den måde med til at ramme de unge meget bredere, end noget andet uddannelsesår kan.
Når Anni Matthiesen siger, at Venstre freder efterskolerne, er det, fordi de unge stadig vil have mulighed for at gå på efterskole efter 9. klasse, selvom regeringen fjerner 10. klasse. Det bliver bare ikke muligt at aflægge afgangsprøver på efterskolerne eller forbedre sit faglige standpunkt, hvilket ellers godt kunne være nødvendigt, når nu regeringen samtidig lægger op til at hæve adgangskravet til gymnasiet.
Men sandheden er, at hverken Anni Matthiesen eller nogen andre ved, om det nye skoleår på efterskolerne vil være lige så attraktivt for de unge, som den nuværende 10. klasse.
Anni Matthiesen aner heller ikke, om det nye efterskoleår vil bevare de samme behov hos de unge som den nuværende 10. klasse.
Og Anni Matthiesen aner ikke, i hvilken grad indholdet i de nye efterskoleår vil give de unge det, som 10. klasse giver dem i dag. Indholdet er ikke beskrevet endnu. Og de små tilkendegivelser, der er om indholdet, tyder på, at det nye skoleår bliver meget mere snævert end 10. klasserne.
Så Venstre og Anni Matthiesen redder ikke efterskolerne. Hun spiller hasard med efterskolerne. Og med de unges drømme, trivsel og fremtid.
Hvad sker der med efterskolerne, hvis 10. klasse forsvinder som et skoleår? Måske kommer en del efterskoler til at lukke, fordi søgningen ikke længere bliver så stor til et skoleår, der ikke længere findes. Måske vil flere elever vælge at gå på efterskole i 9. klasse og efterlade halve klasser rundt på de danske grundskoler.
Hvis Venstre og Anni Matthiesen virkelig vil passe på efterskolerne, skal de arbejde for at beholde et mangfoldigt udbud af 10. klasser rundet i landet. Det vil passe på efterskolerne og alle de andre unge, der ikke skal på efterskole, men som også har brug for dette helt unikke skoleår.