Woke slog sig op som en aggressiv erstatning for religion. Men vi er blevet trætte af krænkelseskulturens selvgodhed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ved at vælge Donald Trump som præsident har amerikanerne sendt et meget kraftigt signal om, at de ikke gider mere woke. Herhjemme har den ellers woke-positive ligestillingsminister Marie Bjerre trukket i land.

Woke er gået for vidt. Sponsorer har forladt Priden, og nu er selv gymnasieelever på retræte. »Vi er trætte og orker ikke længere at kvæles i wokehedens regler og rammer.«

Det er nyt, at de unges moraliserende korstog mod ældre generationer så tydeligt kritiseres indefra; den selvfølgelige autoritet, der lå i at hylde de 72 former for køn, har mistet sin kraft.

Woke har haft sin storhedstid.

Det må man i hvert fald håbe. For det, der begyndte som noget godt – en kamp for at befri de undertrykte – er slået om i sin modsætning.

Årsagen er, at woke altid har været noget mere end en bevægelse for social retfærdighed. Den er en slags religion. Når malerier og statuer af kolonialistiske personer ødelægges eller fjernes i en form for billedstorm, minder det for eksempel om religiøs ikonoklasme.

Woke har udviklet sig til en kvasireligiøs bevægelse med sine egne dogmer og ritualer. Et af dem handler om moralsk renselse. Tilhængere af woke bruger sproglig korrekthed til at bekende egne privilegier, men også til at fordømme urent sprog og adfærd. Der er talrige eksempler, for krænkelseskompasset snurrer vildt.

Nationalmuseet fjernede ordet ”eskimo” fra en udstilling, og universiteter har presset akademikere til at forlade deres stillinger på grund af såkaldt problematisk forskning. Herhjemme gælder det lektor Marianne Stidsen. I udlandet har grov chikane af forskere endda ført til selvmord.

Den ritualiserede adfærd tjener imidlertid et dybere formål som en identitetsmarkør.

Ved at være woke sender man et signal om sit tilhørsforhold til den vakte menighed, der befinder sig på lang afstand af de gamle, de reaktionære, de uoplyste. De endnu ikke vakte.

Særlige sproglige koder fungerer som tegn på medlemskab. Det gælder den offentlige skiltning af pronomener, herunder kønsneutrale pronomener, hvormed man paraderer sin dyd. Det samme gælder, når virksomheder og kulturinstitutioner indfører mangfoldighedspolitikker.

Ligesom traditionelle religioner har woke også sin egen syndefaldsmytologi og frelseshistorie.

Først levede man i uskyldighed som privilegieblind. Så kom syndefaldet, hvor man gør sig skyldig i racisme og sexisme, og den efterfølgende syndserkendelse. Man blev ”woke”, og gennem en lang og stenet vandring opnåede man endelig frelsen gennem korrekt adfærd. Suppleret med monoton moralisme og militant meningskontrol.

For som frelst ser man sig naturligvis udvalgt til at forfølge kætterne og bandlyse afvigerne.

Forfatteren J.K. Rowling blev cancelled for at udtale sig kritisk om transkønnede. Men hun var blot en af mange. Resultatet er, at mange universitetsansatte censurerer sig selv, og op mod hver tredje studerende på amerikanske eliteuniversiteter accepterer, at man griber til vold for at hindre andre i at ytre sig. Blandt alle amerikanere er det tæt på halvdelen, der frygter at sige sin mening offentligt.

Som en form for religion har woke en tydelig ideologisk funktion. Den tjener til at reducere reelle problemer til individuel moralisme. Den løser derfor ikke den faktisk eksisterende racisme, og det er nok også derfor, at wokebevægelsen Black Lives Matter nu er dalet kraftigt i popularitet.

Det hjælper heller ikke den enlige mor på kontanthjælp i Ishøj, den langtidsledige maskinarbejder i Nakskov eller den voldsramte muslimske kvinde på krisecentret i Aalborg, at kultureliten indfører kønsneutrale toiletter, kritiserer brugen af ordet ”sort” i gamle børnebøger, diskuterer taleregler, mikroaggressioner og privilegiehierarkier eller kræver trigger warnings i klassiske værker.

Men det er heller ikke meningen med wokereligionen. For dens hovedformål er at få sekten til at føle sig bedre ved at hylle sig i en illusion om forandring gennem sprogbrug og symbolsk handling. Privilegiernes tunge åg bæres lettere med de rette meninger. Woke tilbyder med andre ord den veluddannede, hvide middelklasse måder at sone sin skyldfølelse.

I sin iver efter retfærdighed har wokebevægelsen skabt nye lænker, imens de vakte medlemmer sikrer sig en komfortabel identitet som gode mennesker. Som de frelste.

At woke er blevet en religionserstatning, forklarer ikke blot selvretfærdigheden og undertrykkelsen. Det forklarer også den stærke appel. Så selv om vi nu ser et begyndende opgør, bliver woke svær at komme af med.