Der skrives grøn historie, imens uansvarlighedens akse vil have klimakamikaze og Morten Korch

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mandag formiddag blev der skrevet klimahistorie. Den grønne trepartsaftale er intet mindre end en milepæl i dansk politik og et bevis på, at Danmark kan og vil gå forrest i den grønne omstilling.

Men imens de ansvarlige partier har gjort det umulige, så har yderfløjspartierne bestående af Alternativet og Enhedslisten i det ene hjørne og Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne i det andet sat sig uden for aftalen med korslagte arme.

Folketingets selvudnævnte ”grønneste” partier er igen kommet uden om at tage ansvar for klimaet, og Folketingets angiveligt mest ”landbrugsvenlige” partier holder ikke hånden under vilkårene for erhvervet. Som tilskuer ser man på dem og må konkludere, at indflydelse aldrig har været formålet for disse partier.

Det er ironisk, hvordan to selverklærede anti-krænkelsesparate partier nu er godt gammeldags tøsefornærmede på vegne af det landbrug, der netop er glad for sin egen aftale. Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne arbejder direkte imod landbrugssektorens mulighed for udvikling og adgang til grønne kapitalinvesteringer til fastholdelse af deres teknologiske forspring.

Samtidig modsætter de sig Danmarks rolle og ansvar i den globale klimakamp. Med argumenter som »Danmark er et lille land, og hvad vi gør, betyder ingenting globalt«, overser de hele landbrugets arv og tradition. Danske landmænd er nemlig ikke blot en dekoration i Morten Korch-film eller et curlingbarn med behov for vatindpakning.

Danske landmænd er faglige ledere på verdensplan, og så har de ansvaret for, at en af verdens vigtigste ressourcer også kan produceres i fremtiden med de krav, som klimakrisen stiller til vores forbrug. Det ansvar og de muligheder for at udvikle sig kan man med ro i sindet give det stærke danske landbrug.

For aftalen sikrer netop, at landmanden ikke må dreje nøglen eller gøre det dyrere at købe dansk. Det ville kun være tilfældet, hvis vi overlod landbrugspolitikken til den røde hær.

Den kompromisløse bataljon består her af Alternativet og Enhedslistens drøm om en ”grøn revolution” i hele verden. De kræver urealistiske og disproportionale tiltag, som i praksis ville få mange landbrug til at dreje nøglen om for blot at blive erstattet af sorte polske pendanter. En sådan klimanationalistisk politik ville være katastrofal – ikke kun for de landmænd, der mister deres livsværk, men især for omverdenens syn på Danmark. Selvom det er storsnudet, er den manglende evne til at se ud over egen næsetip netop beviset på deres kortsynethed.

Det ville blive et skrækeksempel på, hvordan grøn omstilling mindsker velstanden, og vi ville blive skolebogseksemplet på, at bæredygtige erhverv og en bæredygtig klode ikke kan sameksistere. Hvis vi lukker og slukker dansk produktion og forbrug har det ingen effekt på den globale udledning.

Moder Jord kommer ikke til at knipse anerkendende af den ekstreme venstrefløjs drømme om en dansk klimakamikaze. Det bidrager nemlig med intet foruden aktivisternes gode samvittighed som sande flagellanter, der selvpisker sig i håb om tilgivelse.

Vi skal anerkende landmandens rolle som nøglespiller i den grønne omstilling. Som vi gør med den grønne trepart, skal landbrugssektoren have de rette rammer for at investere stort i den grønne produktion. Selvfølgelig skal det lille land i midten af Europa med ideelle jord- og vejrforhold placeres i front på landbrugets grønne verdensscene.

Danmark har en forpligtelse til at levere en grundopskrift på, hvordan man mellem alle verdenshjørnerne kan forene grøn omstilling og bæredygtighed med vækst og udvikling. Derfor er vi stolte af aftalen, og vi anerkender partierne, der upåvirket af Uansvarlighedens Akses fornærmede mine har sikret et rigere, friere og grønnere landbrug i fremtiden.