Aktivister: EU må træde i karakter efter valget af Trump

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ved FN’s klimakonference COP29 blev aftalen om et fælles mål for klimafinansiering vedtaget natten til søndag.

Målet skulle fastsætte, hvor mange penge de rige lande skal betale i erstatning til landene på frontlinjen af klimakrisen. Pengene skal bruges på klimatilpasning, til afbødning af klimakatastrofer og til at reparere tab og skader. Det endte med et beløb på 300 mia. dollars om året fra 2035. Det er langt fra nok.

Landene på frontlinjen havde krævet et beløb på 1.300 mia. dollars, hvilket også er lavt sat. For at sætte tallet i perspektiv forårsagede orkanen Katrina skader for 200 mia. dollars. Det er ét land og én katastrofe. Hvordan skal 300 mia. dollars kunne dække klimatilpasning og håndtering af tab og skader for hele det globale syd? Aftalen er med andre ord utilstrækkelig og kommer til at koste menneskeliv.

I de sidste to uger har vi set statsledere og forhandlere flyve ind fra hele verden for at definere den globale klimapolitik. Med valget af Donald Trump var USA dog stort set ude af forhandlingerne. Og på konferencen mærkede vi tydeligt, at præsidentvalget havde efterladt et magtvakuum. Det understregede også nødvendigheden af, at EU og Danmark træder i karakter og sætter barren højere for ambitiøs klimahandling.

Vi skal gå forrest i at reducere vores udledninger og levere ambitiøse klimaplaner. Når USA leverer mindre, må vi levere mere.

I starten af 2025 skal landene, der har underskrevet Paris-aftalen, fremlægge deres klimaplaner. Danmark og EU kan vise klimalederskab ved at indikere, at vi har tænkt os at gøre vores plan ambitiøs. Hvis ikke vi i EU har kapaciteterne til selv at gå forrest, hvordan kan vi så forvente det af andre?

Valget af Donald Trump giver en mørkere nuance til videnskabens allerede sorte klimakonklusioner. Sidste gang Trump var præsident, trak han USA ud af Paris-aftalen. Hvis det sker igen, skriver USA sig i praksis ud af global klimapolitik. Hvem ved, hvad Trump kan finde på denne gang?

Vi befinder os i en tid, hvor FN har slået rød alarm. Hvor oversvømmelserne i Spanien viser, at selv ikke Europa er i sikkerhed for de globale klimakatastrofer. Og på trods af det er der i den største globale supermagt blevet valgt en præsident, der knap nok tror på klimaforandringerne. Trump har planer om at bore efter endnu mere olie. Der bliver altså lagt op til fossil ekspansion frem for udfasning, selv om videnskaben siger, at der ikke er plads til et eneste nyt fossilt projekt.

Det kommer til at få konsekvenser ikke bare for amerikanerne, men for hele planeten.

EU har stået for over en femtedel af de historiske CO₂-udledninger. Vi har et enormt ansvar og kan ikke længere skjule os i skyggen af USA. Klimafinansiering er ikke velgørenhed. Det er en gæld. Når man ødelægger noget, betaler man for det. EU er derfor nødt til at skrue ambitionsniveauet op.