Fattige lande skal ikke stikke snablen yderligere ned i Vestens pengekasse med klimaet som begrundelse
Det er svært at presse yderligere klimamilliarder ud af den vestlige verden, der har rigeligt med andre problemer. Men det er det, de fattige lande forsøger at gøre til COP-mødet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
FN’s klimatopmøde i Aserbajdsjan foregår i skyggen af Donald Trumps valgsejr, og mange vigtige ledere vil ikke engang møde op.
Med lave forventninger, før topmødet overhovedet startede, vil der alligevel være bombastiske taler om behovet for en enorm pengestrøm fra rige lande til fattigere lande. Disse opfordringer om tusindvis af milliarder af dollar, som var urealistiske, selv før Trump blev valgt, er tåbelige og vil sikkert mislykkes.
Det største problem er, at velhavende lande – som er ansvarlige for de fleste udledninger, der fører til klimaændring – gerne vil skære udledninger, mens fattigere lande hellere vil udrydde fattigdommen gennem vækst, der stadig afhænger hovedsaligt af fossile brændstoffer. For at få fattigere lande til at handle imod deres egne interesser begyndte Vesten for omkring 20 år siden at tilbyde dem kontanter.
I 2009 lovede den daværende amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, »nye og yderligere« bevillinger på 100 mia. dollars om året inden 2020, hvis udviklingslandene indvilligede i CO2-nedskæringer i fremtiden. De rige lande holdt ikke deres løfter, og de fleste bevillinger var simpelthen udviklingsstøtte, der var pakket om og ofte forkert mærket.
På trods af denne fiasko vil udviklingslandene nu have flere penge. I 2021 erklærede Indien, at det alene ville få brug for 100 mia. dollars om året for dets egen omdannelse. I år blev Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika enige om, at rige lande burde øge deres finansielle bidrag »fra milliarder dollars om året til tusindvis af milliarder dollars«. Alt dette blev forudsagt tilbage i 2010 af økonom Ottmar Edenhofer fra FN’s klimapanel: »Man skal løsrive sig fra den illusion, at international klimapolitik er miljøpolitik.« I stedet »omfordeler vi i realiteten verdens formue gennem klimapolitik«.
Men det er svært at presse milliarder for ikke at tale om tusindvis af milliarder ud af en rig verden, der har sine egne problemer. Forkæmpere og mange udviklingslande har meget snedigt rebrandet grunden til disse pengeoverførsler ved at give den rige verdens udledninger skylden for vejrskader og forlange erstatning for »tab og skader«.
Faktuelt er dette et forlangende, der ikke er gennemtænkt, fordi vejrskader fra orkaner, oversvømmelser, tørker og andre vejrkatastrofer faktisk er faldet som en procentdel af globalt bnp siden 1990, både for rige og fattige lande. Antallet af dødsfald fra disse katastrofer er faldet brat.
Men denne rebranding er en god metode til at bede om flere penge. Ved sidste års klima-jamboree blev politikere enige om at lave en fond til »tab og skader«, som lige er blevet etableret. FN’s klimaændringsinstans anslår, at den vil generere en pengestrøm til fattigere lande på næsten 6.000 mia. dollars fra nu af til 2030. Andre laver endnu højere overslag på for eksempel 100.000-238.000 mia. dollars inden 2050. Nogle forkæmpere foreslår, at Vesten bør rejse 2.600 mia. dollars om året for at komme i gang med reparationerne.
Dette vil være prohibitivt dyrt for Vesten: Kravet betyder 1.000 dollars eller mere i omkostninger fra hver enkelt person i den rige verden hvert år i den forudsigelige fremtid. Dette er oven i omkostningerne til den rige verdens politikker til reduktion af CO2-udledninger, der vil være endnu dyrere.
En ny amerikansk meningsmåling viste, at et overvældende flertal ville være imod så store pengeoverførsler, og flertal på tværs af Vesten ville sandsynligvis komme til lignende konklusioner.
Desuden kæmper fattige mennesker verden over mod fattigdom, sygdom, fejlernæring og dårlig uddannelse, hvilket kunne afhjælpes meget billigt. Det er stivsindet og umoralsk stort set at ignorere disse lidelser og i stedet bruge tusindvis af milliarder på klimaprojekter.
For at føje spot til skade vil det yderligere pengeforbrug sandsynligvis lægge endnu mere pres på egentlig nødhjælp. Selv hvis man kunne skaffe pengene, er det ret tvivlsomt, at de tusindvis af milliarder vil gå til de fattige og ikke til prangende forfængelighedsprojekter eller schweiziske bankkonti.
Endelig vil overførslerne ikke modvirke, at fattigere lande stadig har brug for først at komme ud af fattigdom ved at fremme udviklingen med enorme mængder energi, hvoraf meget stadig vil være fossile brændstoffer.
Siden nutidens fattige lande vil være ansvarlige for langt de fleste udledninger i det 21. århundrede, er den rigtige udfordring at fremskynde den dag, de kan skifte til grøn energi. Dette opnår man ikke med enorme betalinger til reparationer. I stedet bør regeringer fokusere på at bruge meget mindre på innovation, men på en meget mere effektiv måde. Ved at bruge dusinvis af milliarder dollars om året inden for CO₂-reduktion for at innovere prisen på grøn energi ned under fossile brændstoffer vil man drive prisen på fremtidens grønne energi ned, så det før eller senere bliver rimeligt for alle lande og især for verdens fattige at skifte.
Det er sådan et fornuftigt forslag, politikerne burde blive enige om på FN’s klimatopmøde. Desværre er den globale klimaproces kørt af sporet. I stedet vil denne uges fokus mest være på behovet for enorme formueoverførsler. Disse ville aldrig ske, selv før Donald Trump blev valgt – men nu er de helt urealistiske.