Vi mangler innovation i landbruget

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er skuffende, at vi atter skal høre på klager og undskyldninger fra landbruget og den velkendte parole om, “at det er meget værre, hvis vores produktion flyttes til andre lande”.

Kan eller vil landbruget, som i dag kan betragtes som en optimeret basisindustri, og ejerne af disse virksomheder (jeg kalder dem med vilje ikke “bønder”) ikke forstå, at det omgivende samfund ikke længere vil finde sig i, at deres industri forurener og ødelægger vores fælles miljø og natur?

Vi og de skal forholde os til, at vi står over for to vigtige udfordringer: en global klimakrise og en national problematik med vandforurening og kvælstofudledning.

Og nu er det bare sådan, at landbruget samlet står for en tredjedel af drivhusgasudledningen i Danmark og langt hovedparten af kvælstofudledningen, som bidrager til iltsvind i vores vandområder. Derfor kan landbruget og virksomhedsejerne ikke tale uden om deres ansvar.

Det er ikke acceptabelt at forsøge at forklare som i en artikel i Jyllands-Posten 19/11, at »bedriften indgår i et cirkulært kredsløb«. Animalsk produktion er hverken klima- eller ressourceneutral, så den undskyldning og (bort)forklaring holder simpelthen ikke!

Og det er bestemt ikke en naturlov, at Danmark skal være et af de mest intensivt dyrkede lande i verden (se rapporten: ”Sådan ligger landet”, 2022). Måske er det på tide at reducere basisproduktionen, som i stigende grad slagtes eller forarbejdes i udlandet?

Det er bredt anerkendt, at en af de mest effektive måder at reducere vores klimaaftryk på er ved at spise mindre animalsk og mere plantebaseret.

Alternativt kan dele af det animalske protein produceres på nye, mere bæredygtige måder, f.eks. ved fermentering – teknologien er klar, det handler alene om politisk vilje og investeringer.

Vi hører også kravene om kompensation for tabte værdier eller indtjening, men i Danmark er det ellers en etableret praksis, at “forureneren betaler”.

I mange år er miljø- og klimakravene til virksomheder generelt blevet skærpet – nogle har endda måttet lukke, fordi det ikke længere kunne forsvares økonomisk at fortsætte produktionen.

Men jeg kan ikke huske, at ejerne af disse virksomheder, nogle endda store, børsnoterede selskaber, fik kompensation for tab af værdier eller profit.

Og nu er turen så kommet til landbruget, men det undrer mig, at 6.000 erhvervsdrivende i landbruget ikke tænker, at de skal tage deres del af regningen.

Det er opløftende, at lobby-organisationen Landbrug og Fødevarer er part i trepartsaftalen. Det er til gengæld stærkt bekymrende, at dele af landbruget åbenbart fortsat grundlæggende ikke viser reel vilje til at modernisere vores fødevareproduktion og skabe en bæredygtig industri, der spiller en betydelig rolle i samfundet i mange år fremover. Deres udgangspunkt synes at være status quo, og at alle andre skal betale regningen.

Er der virkelig ikke nogen fremsynede, der ser muligheder i disse udfordringer for at fremme nye metoder og innovation i landbruget og i deres branche? Hvis der er, ville det være befriende at høre mere til dem i stedet for altid at høre de sædvanlige gamle paroler!