Fortsæt til indhold
Debatindlæg

EU kan lukke de danske genbrugsbutikker

Genbrugsbutikkerne i Danmark har betydet noget helt særligt for udviklingen af de frivillige, almennyttige organisationer. Men nu er deres fremtid truer af et nyt EU-direktiv.

På vegne af 15 organisationerKirkens Korshær, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp m.fl.

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden 1972 har genbrugsbutikkerne engageret frivillige, donorer og kunder i tusindvis og sikret milliarder af kroner gennem årene til almennyttigt arbejde. I dag har vi et – også i international sammenhæng – fantastisk velfungerende system til brugt tøj. Til gavn for miljøet, civilsamfundet og de gode formål.

Den ubetingede succes er dog helt uventet kommet i fare. De velgørende organisationers genbrugsbutikker risikerer at måtte lukke, hvilket vil slå et enormt hul i finansieringen af alt fra støtte til udsatte børn og forældre, mennesker med psykiske udfordringer, hjælp i verdens brændpunkter eller beskyttelse af miljø og dyreliv. Udover de økonomiske tab vil samfundet som helhed miste de vigtige og meningsfulde mødesteder, som genbrugsbutikkerne udgør, med plads til både stærke og mere skrøbelige frivillige – og samarbejde med det offentlige om at løfte dem, der har det svært.

Årsagen er et EU-direktiv, der forhandles netop nu. Det nye såkaldte affaldsrammedirektiv lægger op til, at borgernes donationer af tøj skal ses som affald – i juridisk forstand.

Hvis ”genbrug er guld”, hvorfor skal det så reguleres som affald? En god, solid vinterjakke, som blot er blevet for lille til yngstebarnet, har intet med affald at gøre.

Problemet er, at de velgørende organisationer fremover vil blive betragtet som en slags affaldsvirksomheder – med alle de krav og forpligtelser, der følger med. En frivillig vil ikke længere kunne tømme tøjcontaineren foran genbrugsbutikken og sætte tøjet til salg i butikken.

Gennemføres ændringen, skal tøjet hentes af professionelle affaldsvirksomheder og gennemgå en ”professionel vurdering”, før det kan komme tilbage i butikken. Vi skal have miljøgodkendelse til hallen, hvor frivillige sorterer det tøj, som borgerne har doneret. Frivillige skal leve op til dokumentationskrav, uddannes og ”professionaliseres”, før de kan give en hånd med og bidrage til den sag, de brænder for.

Vi står over for markant øgede omkostninger og bureaukrati, der bringer frivilligt engagement og økonomi i fare for vores genbrugsbutikker. Helt konkret skal danskerne måske vinke farvel til den velkendte donationsbeholder i gadebilledet, hvor mange troligt afleverer deres aflagte tøj, så andre kan få glæde af det.

Der er tale om markante beløb. Overskuddet fra de over 1.000 frivilligt drevne genbrugsbutikker var i 2023 på 322 mio. kr. – penge, der ikke er ”øremærkede” til specifikke indsatser og derfor vigtige for organisationernes udvikling.

Vi støtter helhjertet indsatsen for at løse problemerne med tekstilaffald – og har forståelse for, at man fra politisk side vil forhindre, at tøjaffald ”dumpes” i lande uden for EU under dække at være ”genbrug”. Begge dele en del af baggrunden for direktivet. Men det er værd at overveje, om hammeren passer til det søm, man vil slå i.

Uden vores butikker og indsats vil endnu mere brugbart kvalitetstøj ende i borgernes affaldsspande – uden en fornuftig fremtid. Store baller med tonsvis af tekstilaffald opmagasineres allerede i dag eller ender til forbrænding, som Jyllands-Posten har beskrevet i flere artikler.

Vi mener, at det tøj, borgerne giver til velgørende organisationer, er en værdifuld donation og bør ikke betragtes som affald. Heller ikke juridisk.

Civilsamfundet vil være en del af løsningen – socialt, miljømæssigt og praktisk. Men det kræver lydhørhed og dialog fra det politiske niveau, så organisationerne kan fortsætte deres arbejde med genbrug til gavn for miljøet, det frivillige engagement i civilsamfundet og det almennyttige arbejde, vi er sat i verden for. Det er helt afgørende for os, at vi finder en vej frem sammen – i EU-systemet eller i Danmark.

Den samlede liste over afsendere på dette debatindlæg følger her:

Jeanette Bauer, chef, Kirkens Korshær, Anders Ladekarl, generalsekretær, Røde Kors, Jonas Vejsager Nøddekær, generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Nina Thomsen, direktør, Mødrehjælpen, Morten Skov Mogensen, generalsekretær, Blå Kors, Jens Medom Madsen, generalsekretær, Indre Mission, Per Møller Henriksen, generalsekretær, KFUM’s Soldatermission, Jan Risan, landsleder, Frelsens Hær, Daniel Toft Jakobsen, generalsekretær, Mission Afrika, Mirka Mozer, generalsekretær, \u0009Dansk Folkehjælp, Søren Skovgaard Sørensen, generalsekretær, Luthersk Mission, Anne-Sofie Bech von Hielmcrone, generalsekretær, KFUK’s Sociale Arbejde, Jesper Fisker, direktør, Kræftens Bekæmpelse, Kenneth Kamp Butzbach, generalsekretær, ISOBRO, Julie Koch, generalsekretær, Danmission, og Mette M. Madsen, generalsekretær, Menighedsplejen i Danmark

Artiklens emner
Genbrug
EU