I tror, I ved, hvad Trump vil. I aner ikke en pind om det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP forleden beskriver klummeskribent Rune Selsing Donald Trump som den forfulgte folkevalgte, der i kamp mod en autoritær elite vil redde arbejderklassen imod forværrede økonomiske vilkår. Det er jo blot en ukritisk gentagelse af den fortælling, Trump har brugt på at sælge sig selv til USA’s vælgere. Den holder på ingen måde til en nærmere undersøgelse.

Og mon Selsing rent faktisk stoler på Trump? Han vil nok næppe købe en brugt bil af ham. Mon ikke Selsing – ligesom det meste af resten af verden – godt ved, at Trump siger hvad som helst når som helst, hvis det styrker hans selvbillede af at være succesfuld. Selsing lider af den vildfarelse, der er symptomatisk for Trump-tilhængere. Fordi de aldrig får noget konkret at forholde sig til, projicerer de deres egen ønsketænkning over på deres billede af Trump.

Men hvilken nøgle kan man da bruge til at forstå Trump? Læren af Trumps første periode er, at alt skal handle om Trump. Selv da han sad foran sørgende familier efter et skoleskyderi, sørgede han for, at det kom til at handle om ham. Eller som en deltager i DR’s ”Debatten” sagde: »Trump er skideligeglad med EU.«

Det samme kan man sige om Ukraine, om Nato, om palæstinenserne, om befolkningerne i Syd- og Mellemamerika. Især hvis de gerne vil til USA. Om puertoricanerne. Men også om fagforeningsmedlemmer, der har mistet job i bil- og oliebrancherne. I særdeleshed om offentligt ansatte i USA. Om det går andre godt eller skidt, betyder intet for Trump, så længe han er i stand til at udnævne sig selv som ”vinder” ved at tage æren for alt godt og udpege syndebukke for alt, der går skidt.

Den nøgle fandt diktatorer på kloden hurtigt frem til efter 2016, for sådan tænker de som regel selv. En væsentlig del af magten er for dem at fremstå magtfuld. Så de gav ham villigt, hvad han selv gav Kim Jong-un: medieomtale, hvor han kunne sole sig i magtfulde lederes selskab. Og Trump logrede for dem af hjertets lyst.

Det springende punkt er nu, hvor meget Trump egentlig gider at være præsident? Han er tydeligt mere træt end Trump anno 2016. Og det regeringskabinet, han nu sætter sammen, tyder på, at han er ved at udlicitere rollen som konstant provokatør. Hvilket jo vil tillade ham at lade sig underholde på tv af alle de dramaer og sammenbrud, bemeldte kabinet åbent har annonceret på forhånd. Tilsyneladende et forsøg på at ”dræne sumpen” ved at sætte den under vand og slippe krokodiller løs.

Og selv om udvælgelserne primært lader til at tage afsæt i ubetinget loyalitet imod Trump, så tjener de jo et dobbelt formål: at blive syndebukke for, hvad Trump måtte finde passende. For der er ingen, der skal forvente loyalitet fra Trump. Tænk på, hvilket egoboost Trump ville få ved offentligt at fyre Elon Musk.

Ganske mange har ganske få positive forventninger til Trump. Men er det så ikke forventeligt, at han – med så lavt sat en barre – kommer til at overraske mere positivt end negativt? Svaret er det samme som til, om han er interesseret i det eftermæle, andre end han selv skriver? Næppe.