Guleroden er væk. Nu er kun pisken tilbage

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I nullerne havde man en stærk tro på, at vejen til at få ledige i arbejde var en kombination af pisk og gulerod. Det nye lovforslag om arbejdspligt for flygtninge og indvandrere markerer en tilbagevenden til denne tankegang – men med én væsentlig forskel: Guleroden er væk. Der er kun pisken tilbage.

Som socialdemokrat er jeg en klar tilhænger af, at vi stiller krav om, at flygtninge og indvandrere på offentlige ydelser, ligesom andre grupper, aktivt arbejder på at blive en del af arbejdsmarkedet – ikke mindst for deres egen skyld.

Når mennesker er langt fra arbejdsmarkedet, er det mest motiverende, at de kommer ud på rigtige arbejdspladser – i praktik, løntilskud eller ordinære timer. Dette er dog ikke hensigten med arbejdspligten, og der er slet ikke afsat midler til at give dem en kvalificeret indsats.

Selvom kommunerne på papiret kan anvende hele viften af virksomhedsrettede tilbud, fremgår det af bemærkningerne til loven, at nytteindsats og særligt tilrettelagt nytteindsats bliver de primære tilbud.

Særligt tilrettelagt nytteindsats er et kommunalt organiseret tilbud, hvor deltagerne arbejder for deres ydelse med opgaver, der ellers ikke ville blive udført – såsom strandrensning, rengøring af gadeskilte og lignende.

For ressourcestærke ledige kan det have en effekt, fordi de føler sig presset til at finde et ordinært job på bedre vilkår. Men for personer langt fra arbejdsmarkedet har det kun ringe effekt. Faktisk sker der ofte det modsatte: De ledige mister troen på sig selv og tilpasser sig livet i det kommunale projekt.

Derudover må vejledning og opkvalificering – f.eks. i form af kurser i cv-skrivning og jobsøgning – ikke være en del af den nye arbejdspligt. Noget, der ellers er særdeles relevant for en gruppe med svag tilknytning til arbejdsmarkedet. For unge er muligheden for at deltage i uddannelsesrettede tilbud såsom brobygningsforløb heller ikke tilladt.

Økonomisk er der bestemt ikke afsat penge til en kvalificeret jobindsats. Aalborg Kommune har regnet på det – der er kun afsat midler til én medarbejder per 40 deltagere. Ja, du læste rigtigt. Det er helt urealistisk – selvom vi kun taler om nytteindsats.

I Aalborg forventes det, at omkring 600 borgere vil blive omfattet af de nye regler. Ud over driften af indsatsen bliver der en kæmpeopgave med at registrere fremmøde og evt. sanktionere. Der er kun afsat ressourcer til fire medarbejdere til at løse denne opgave.

Dertil kommer, at nytteindsatsens krav om at finde meningsfuldt arbejde, der ellers ikke ville blive udført, er utroligt svært at opfylde i praksis, da det selvfølgelig ikke må fortrænge ordinært ansatte. Det kræver en tæt lokal dialog med fagbevægelsen.

Reelt er loven så underfinansieret, at kommunerne vil være nødt til at tage penge fra centrale velfærdsområder for at administrere regler, som ikke støtter op om beskæftigelsesindsatsens formål: at få flest mulige i job.

Dette går stik imod regeringens egen ekspertgruppe, der lige før sommerferien kom med anbefalinger til fremtidens beskæftigelsessystem. De foreslog mindre bureaukrati og regelrytteri og pegede på, at fokus skal ligge på resultater frem for rigide proceskrav. I stedet burde der være plads til en mere individuel, fagligt funderet og – ikke mindst – værdig indsats.

Det er et godt dansk princip, at rettigheder og pligter følges ad, men hvis Folketinget virkelig ønsker mere værdighed i beskæftigelsesindsatsen, bør de pligter, man pålægger folk, give mening – både for dem selv og for samfundet.