Centrale aftaler står ikke i vejen for personlige lønstigninger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Centralt aftalte lønstigninger i det offentlige begrænser ikke den enkelte medarbejders lønudvikling.

Det skulle man ellers tro, når man læser kronikken i JP 13/11, hvor forskningschef i Cepos Karsten Bo Larsen agiterer for, at de »mest produktive« offentligt ansatte skal have mere i løn end deres »mindre arbejdsomme« kollegaer.

De centrale aftaler – kendt som overenskomster – sætter ikke noget loft over lønningerne. Kun en bund. Der er for eksempel intet til hinder for, at man i lokale lønforhandlinger hæver en socialrådgivers månedsløn fra 35.000 til 50.000 kr.

Det skriver vi gladelig under på! Samtidig vil vi selvfølgelig afkræve arbejdsgiveren en saglig begrundelse, hvis ikke socialrådgiverens kollegaer får en sammenlignelig lønstigning. Men så længe lønforskelle mellem medarbejderne kan begrundes sagligt og objektivt, er alt godt. ”Sammenlignelig løn for sammenlignelige funktioner og kvalifikationer” kalder vi det i overenskomsterne.

Kravene til saglighed og objektivitet er med til at forebygge, at det er personlige relationer mellem lederne og medarbejderne – hvem lederen bedst kan lide – der udgør grundlaget for vurderingen af, hvem der er mest »produktiv«. Det sikrer, at løndannelsen mellem kollegaer grundlæggende opleves retfærdig (så retfærdig, som løn nu engang kan opleves).

Karsten Bo Larsen angiver os fagforeningsledere som en del det problem, han mener, den nuværende løndannelse – aftalt mellem arbejdsmarkedets parter – udgør.

Her vil vi minde om, at vi er valgt af og blandt medlemmerne, og at det er medlemmernes ønsker, der udgør grundlaget for de krav, vi stiller til arbejdsgiverne i overenskomstforhandlingerne. Sådan er vi nemlig så dejlig demokratiske i de overenskomstbærende fagforeninger.

Måske må Larsen bare acceptere, at mange danskere ikke er så optaget af, om »den mest produktive« får mere i løn, så længe opgaverne og ansvaret mellem kollegaerne er sammenligneligt. At når talen falder på løn, så er det ikke det, at man kan hævde sig lønmæssigt over for kollegaer, der fastholder og rekrutterer dygtige medarbejdere. Det kan en høj grundløn og udsigt til jævnlige lønstigninger derimod.

Det ville også hjælpe at få gjort op med den strukturelle og historisk betingede ulighed i lønnen mellem kvindedominerede og mandsdominerede faggrupper inden for den offentlige sektor, som Lønstrukturkomitéen ganske klart dokumenterede. Selvfølgelig uden at nogen skal gå ned i løn, for det har ingen faggrupper fortjent.

Hvis man for alvor ønsker at hæve kvaliteten i sundhedssektoren, skolerne, daginstitutioner og det sociale arbejde, er svaret ikke at individualisere ansvaret for kvaliteten.

Svaret ligger i gode uddannelser, et godt arbejdsmiljø, kompetenceudvikling gennem hele arbejdslivet og et fagligt råderum til alle medarbejdere (og ledere), der giver dem mulighed for at udnytte de kompetencer, de har, fuldt ud – til glæde og gavn for hele samfundet. De seneste mange år er der alt for mange steder sparet på disse parametre.

Vi aner, at Karsten Bo Larsen grundlæggende ikke bryder sig om fagforeninger og ikke forstår, hvorfor hundredtusindvis af danskere frivilligt betaler 4-5-600 kr. om måneden i kontingent til nogen, der med Larsens ord »stavnsbinder« dem til den nuværende løndannelse.

Men tror Larsen selv, at mange – selv de mest »produktive« – offentligt ansatte ville være sikret over 6,5 pct. i overenskomstsikret lønstigning (et stykke over 2.000 kr. om måneden for førnævnte socialrådgiver) fra 2024 til 2026, hvis det ikke havde været for stærke fagforeninger?

Det er i hvert fald et resultat, vi er stolte af og havde overvældende opbakning fra vores medlemmer til, og som oven på mange årtiers overenskomster sikrer et generelt højt velstandsniveau i Danmark.