Taxametermodel hjælper ikke os, den skulle hjælpe

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I mandags aktionerede gymnasieelever rundtom i landet imod regeringens udspil til en omkalfatring af ungdomsuddannelserne, herunder de foreslåede taxameterjusteringer, som har til hensigt at »flytte trecifret millionbeløb fra store til små institutioner og give et stort økonomisk løft til gymnasier og erhvervsskoler i yderområder og landdistrikter«.

Søndag blev jeg kontaktet af en journalist, som spurgte, om eleverne på mit gymnasium ville aktionere, og da jeg svarede benægtende, kommenterede han, at det også gav mening, da vi jo ifølge ministerens erklærede hensigter var »et af de gymnasier, som ville nyde godt af omlægningen«.

Da jeg fortalte ham, at vi i Ringkøbing – på linje med en lang række andre små udkantsgymnasier – faktisk ikke kommer til at nyde godt af taxameterjusteringen, blev han meget overrasket, for det havde han da hørt, at vi ville.

Politikere har i årevis stillet de små udkantsgymnasier i udsigt, at vi ville få et nyt taxameter, som tager højde for vores særlige udfordringer, der skyldes den demografiske udvikling i vores dele af landet, hvor ungdomsårgangene svinder med op til 25 pct., hvorfor vores elevtal også svinder, hvilket betyder, at vi får økonomiske udfordringer.

Taxametret er nemlig primært knyttet til antal elever, hvorfor det er dyrere at drive små skoler. Det koster jo stort set lige så meget at oprette et fysik A-hold med fem elever som ét med 15, men vores penge følger altså eleverne.

Derfor har vi enten brug for et forhøjet udkantstilskud eller et taxameter, der følger antal oprettede stamklasser/valghold i stedet for antal elever. Med udspillet bliver vores udkantstilskud forhøjet med en halv mio. kr., men til gengæld mister vi andre tilskud, som vi nu får for at oprette A-hold i omkostningstunge fag som biologi, fysik, kemi og musik, så det for vores gymnasium ender i et minus på 6.000 kr., mens andre udkantsgymnasier står til at miste op til 570.000 kr.

Hvad bliver der så af de mange mio. kr., som tages fra gymnasierne i bl.a. storbyerne, Silkeborg og Herning?

Ja, de overføres bl.a. til andre store gymnasier i andre byer tættere på storbyerne med for os at se store og stabile elevbestande. Dette sker, fordi man med de nye tildelingskriterier kan få status af ”udkantsgymnasium” og dermed få udkantstilskud, hvis ens kommunes største by har færre end 30.000 indbyggere, og kommunen dermed kategoriseres som ”landkommune” eller ”oplandskommune”.

For mig at se giver det fortsat ikke mening at implementere et system, som tildeler store gymnasier ekstra millioner, samtidig med at ni små, rigtige udkantsgymnasier mister penge, og 10 stort set ingen ekstra penge får, på trods af den erklærede hensigt. Jeg er overbevist om, at både ministeren og andre politikere oprigtigt ønsker at sikre, at vi kan overleve, så der fortsat er en rimelig ungdomsuddannelsesdækning i hele landet.

Problemet er blot, at den fordelingsmodel, man har skruet sammen, omfordeler mange millioner fra temmelig få store gymnasier i storbyer og provinsbyer med over 30.000 indbyggere til temmelig mange og også store gymnasier uden for storbyerne og i byer med op til 29.999 indbyggere i stedet for at målrette indsatsen mod de små egentlige udkantsgymnasier, som har brug for de ekstra penge.

Anni Matthiesen (V) lancerede udspillet som en overførsel af penge »fra Gentofte til Grindsted«, og jeg er overbevist om, at hun var i god tro; men nu kan hun ligesom vi andre i ministeriets egen tabel se, at det ikke er Grindsted, som får pengene, og så er det vel bare om at få rettet modellen, så den virker efter den erklærede hensigt?