Okay, det blev Trump. Nu må vi tænke på os selv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er nu lidt mere end en uge siden, jeg havde sat vækkeuret til kl. 04.00 blot for at blive konfronteret med nyheden om, at Trump igen skal lede USA. Mange må som jeg have haft lyst til at krybe under dynen igen og fortrænge virkeligheden. I hvert fald viste en meningsmåling, som Verian lavede for Berlingske, at 88 pct. af danskerne ville stemme på Trumps modstander.

Men det er for længst på tide at slå dynen til side og stå op. En uge må være længe nok til at erkende, at verden nu er forandret, og Danmark og Europa må finde nye veje.

Med den udfordring kan man have lyst til omdøbe Trumps parole America First fra valgkampen i 2016 til det nære Denmark First. Nu må vi tænke på os selv. Men selv om det måske lyder nostalgisk trygt, så er realiteten, at det ikke er en mulighed.

Danmark er som en lille, åben økonomi dybt afhængig af andre. Det er en af vores grundlæggende forskelligheder fra USA. Amerikanerne kan i langt højere grad klare sig selv. Når vi ikke forstår deres ligegyldighed over for internationale samarbejder, handler det dybest set om, at vi ser disse samarbejder som en fordel for Danmark. Amerikanerne ser det som en udgift.

USA er ikke urørlig. Men det er mere urørligt end os. Når Trump-vælgeren gør situationen op ved køkkenbordet, handler det om egen og USA’s økonomi – ikke den internationale. Det handler om, hvorvidt sønnike skal i krig – ikke om at redde Ukraine fra Putins fremfærd.

Når 88 pct. af danskerne ville sætte deres kryds anderledes end størstedelen af amerikanerne, handler det ikke kun om forskellige meninger om Trump. Det handler mere om, at vi har grundlæggende forskellige udgangspunkter for at være i verden. Det må vi forstå for at kunne begå os. Vejen til at sætte Denmark First er derfor ikke Trumps isolationisme, men derimod øget internationalt samarbejde.

Indser vi det i Europa og Danmark, er valget af Trump også en mulighed. En mulighed for at erkende, at vi ikke blot kan sige »Denmark First«, men må forstå, at vi har en kæmpestor opgave i at sige højt og tydeligt: Europe First!

Det er ikke populisme. Det er at agere klogt og proaktivt i det forandrede geopolitiske landkort. Valget af Trump er et wakeupcall for Europa. Det er ikke længere sikkert, at ”far” passer på os. Vi må vænne os til at tage os af vores egne udfordringer. Vi kommer til at være mere alene hjemme, valget af Trump bør få os til at vågne op af tornerosesøvnen og indse nødvendigheden af et stærkt Europa.

Det kræver mildest talt en enorm fælles indsats i et Europa, hvor London har løsrevet sig, Paris er gældsat til over begge ører, og hvor Berlin, der burde lede og samle, i disse uger gennemlever økonomisk krise og et langsomt politisk kollaps.

Lad os tage tre yderst aktuelle problemer, som vi skal tage fat på straks:

Forsvar og sikkerhed. Det er efterhånden gået op for de fleste, at det danske og flere andre europæiske forsvar er i en kummerlig forfatning. Den regning bliver kun større. De fleste regeringsledere har indstillet sig på, at Trump ikke vil lade europæiske ledere slippe med 2 pct. af bnp. Natos såkaldte styrkemål kommer til at ramme os med en ekstra regning på milliarder allerede inden sommer. Den nødvendige regning kommer, og med den kommer nogle andre diskussioner om, hvor tidligt vi kan stoppe med at arbejde. Der er ikke penge til det hele.

En anden uomgængelig fællesdagsorden er den grønne omstilling, som kommer under yderligere pres fra Trump, der formentlig vil trække USA fra Paris-aftalen – igen. På et tidspunkt, hvor investorer ser mere forretning i sort end grønt, må Europa insistere på at udvikle og eksportere den grønne teknologi, der skal redde ikke bare Europa, men verden.

»Energi er nøglen til Europas konkurrencekraftproblem« står der på side et i rapporten om Europas konkurrencekraft, der udkom sidste måned. Forfatter Mario Draghi var tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, nu er han blevet en isbryder for at sige tingene som de er. Højt.

Det leder os til den tredje åbenlyse fælles interesse i Europa: EU’s konkurrencekraft. Hvis vi ikke kan finde veje til at fremme egne vækstmarkeder, tiltrække international arbejdskraft og rydde ud i administrative forhindringer for vækst, så bliver Europa et land, som bliver en lille, fin museumsdestination for de virkelige stormagters turister, der vil genkalde sig, hvordan tidligere tiders magt så ud.

Det kræver politisk handling, at vi læner os ind i Europe First. Men det er vores eneste chance for at sætte Danmark forrest. Trump er bedre forberedt denne gang. Det samme er vi. Og der er ikke andet at gøre end at læne os diplomatisk og proaktivt ind i samarbejdet.

Til sidst har jeg lyst til at huske læserne på et lille lys i mørket. Særligt til den del af de 88 pct. af danskerne, der ville stemme på Harris, fordi de frygtede for kvinders rettigheder.

I 10 delstater stemte man i sidste uge også om kvinders ret til abort. I syv af delstater vandt abortforkæmperne. Flere kvinder har altså fået stadfæstet deres ret til at bestemme over egen krop. På trods af Trumps overbevisende valgsejr føderalt.

En god påmindelse om, at når landkortet ændrer sig, må vi finde nye veje for det, vi tror på.