Blå partier: Reglerne for juridisk kønsskifte bør sendes til eftersyn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Siden 2014 har det været muligt at få juridisk kønsskifte i Danmark. Men det, der i inklusionens navn startede som et velment initiativ, har siden vist sig at komme på bekostning af andre menneskers rettigheder.

Derfor bør reglerne for juridisk kønsskifte sendes til et eftersyn.

I dag bliver Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ofte brugt som løftestang i diskussionen med henvisning til artikel 8, der foreskriver, at »enhver har ret til respekt for sit privatliv«. Dette betragtes af mange som et belæg for at tillade juridisk kønsskifte for personer, hvis egen opfattelse af kønsidentitet ikke stemmer overens med deres reelle biologiske køn.

Men graver man et spadestik dybere i artikel 8, står der, at denne ret kan indskrænkes, hvis den krænker andres rettigheder og frihed.

Et sted, hvor den nuværende lovgivning ikke fungerer, har vi fået syn for sagn for i sagen om provokunstneren Ibi-Pippi, der har gjort det til en del af sin kunst at ville udstille absurditeten i den nuværende lovgivning.

For Ibi-Pippi både ligner og opfører sig som en biologisk mand på alle tænkelige punkter, selvom han hårdnakket insisterer på at identificere sig som en kvinde og derfor forlanger af både menigmand og det offentlige at skulle behandles herefter.

Denne provokationskunst har affødt debatter om, hvorvidt Ibi-Pippi skal afsone i et kvinde- eller mandefængsel, og om det er i orden, at han betjener sig af damernes omklædning i svømmehallen.

Heldigvis har vores institutioner indtil nu stået imod Ibi-Pippis provokationer, og hans klager er både blevet afvist i Højesteret og ved Ligebehandlingsnævnet. Men ikke desto mindre viser både denne debat – og lignende sager fra udlandet, hvor statens institutioner ikke har formået at stå imod det identitetspolitisk pres – at debatten er fyldt med dilemmaer.

For hvordan finder vi som samfund den rette balance mellem, at vi både skal bevare respekten for de to biologiske køn og samtidig levne plads til folk, der oprigtigt har en anden kønsidentitet end deres biologiske?

Også i sportens verden har debatten om transkønnede delt vandene. I 2021 vandt elitesvømmeren Lia Thomas eksempelvis en række medaljer i kvindernes discipliner, på trods af at denne biologiske mand indtil for nylig også selv identificerede sig som en mand, der konkurrerede med andre mænd i elitesvømning.

I en situation som denne, hvor en lille minoritet får lov til at indskrænke majoritetens rettigheder, lader man hånt om de kvindelige atleters mangeårige hårde arbejde.

I yderste konsekvens risikerer vi, at dette skred vil betyde en afskaffelse af kvindelig elitesport, fordi disciplinerne bliver kapret af biologiske mænd, som vi ser tiltagende flere eksempler på.

Når vi ønsker at tage den her debat, er det, fordi vi – helt på linje med tidligere ligestillingsminister Marie Bjerre – er enige om, at små grupper eller enkeltpersoner ikke bør kræve særrettigheder. For når man uden videre kan få lov til at ændre sit køn i de offentlige registre efter forgodtbefindende, burde det være tydeligt for enhver, at vi har et problem.

Den nuværende mulighed for juridisk kønsskifte afføder en syndflod af skøre situationer, hvor voldtægtsdømte mænd skifter juridisk køn og forsøger at afsone deres straf i kvindefængsler, eller hvor forskning i kvindelig biologi også skal omfatte biologiske mænd.

Derfor bør lovgivningen om juridisk kønsskifte strammes op inden for konventionernes begrænsninger. For uanset hvad man måtte mene om de her sager, burde det være muligt både at imødekomme behovet for at anerkende biologiens realiteter, samtidig med at vi kan rumme de få særtilfælde, hvor nogens kønsidentitet ikke stemmer overens med deres biologiske køn.