Det står skidt til, hvis det er Katherine Diez, der giver os indhold i livet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er vel gået de færrestes opmærksomhed forbi, at Katherine Diez har udgivet en bog. Et samlet mediekorps har aktivt bidraget til at revitalisere den tidligere litteraturkritiker, kulminerende med et triumftog på det netop overståede Bogforum.

Glemt er hendes bedrag. Tilbage står lidelsesberetningen om en stakkel, der blev groft udnyttet af nådesløse omgivelser og skruppelløse mænd. Dermed kan Diez ufortrødent fortsætte sit narcissistiske onewomanshow. Og så længe medierne fortsætter med at fyre brænde under selviscenesættelsens bål, bliver de hendes stærkeste kort i hendes vej tilbage i rampelyset og adgang til nye kendte mænd. Men medier og læsere glemmer, at når vi konstant ophæver hendes slags til rollemodeller, forstærker vi samfundsmæssige opløsningstendenser, vi lige nu ser udspille sig i USA.

Med bogen “I egen barm” skriver Katherine Diez sig ind i en af tidens mest populære trends. En genre, hvor man kan sone sine synder i rampelysets skær. Hvor de med våde hundeøjne eller nedknappede skjorter kan udstille sig selv som tidsåndens evige syndebuk. Som en anden Jean Valjean i ”Les Miserables”, der uanset hvor hårdt han prøver, konstant må flygte fra sin fortid som straffefange.

Det er en omvendt græsk tragedie, hvor man ikke længere er offer for sit overmod. Tværtimod belønnes man for den forfængelighed og arrogance, man tidligere har udvist.

Forlag og medier har skabt en gylden karrierevej for dem, der engang med åbne øjne lod hånt om lov, etik og moral. I den proces gør læserne sig til disse typers nyttige idioter på deres rejse tilbage til hæder og ære.

Er livet i Velfærdsdanmark virkelig er så kedeligt og konformt, at man konstant har behov for at svælge i beretninger fra livets skyggesider? Om dem, der valgte den lette vej til rigdom for så senere at fortryde det hele for at opnå ny berømmelse.

Uanset hvor traurige og afklædte de end formår at fremstille sig selv på diverse forsider, griner de formodentlig hele vejen til banken, når endnu en forside eller et radioprogram har sikret dem yderligere salg eller foredrag om deres miserable livsbane og skæbne. Tilmed på bekostning af tidligere ofre og skamløs udlevering af tidligere bekendtskabers privatliv.

Mange af os, der har set Olsen-Banden, husker citatet fra kriminalassistent Jensen: »Det eneste, der betaler sig, er forbrydelser.«

Man fristes til at give manden ret. Markedet synes umætteligt. Det er her, vi henter vores intellektuelle habitus, fremtidens samfund skal formes af. Forvitringen kan frit fortsætte, for normerne opløses langsomt for hver gang, der kommer en ny bog, der viser os hovedpersonens nonchalante omgang med ret og uret. Sandhed og løgn.

Man må undre sig over, hvorfor man ikke bare lader typer som Katherine Diez stå afklædt alene på forsiden af sin bog? Hvorfor er det, Mediedanmark giver hende en ny platform til at genopbygge sig selv som offer og brand? Hvorfor har Bogforum, P1 og andre medier behov for at reklamere for Katherine Diez’ rehabilitering og renæssance? Keder vi os virkelig så meget, at kendissers private eskapader er vores bedste kilde til inspiration og oplysning?

Så kan jeg godt forstå, at mange taler om, at samfundet er i opløsning, ikke kun på den anden side af Atlanten.