Ikke alle stemte på Trump. Nogle stemte i trods

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var Kamala Harris, der tabte valget, men nederlaget er Joe Bidens.

Så enkelt kan det amerikanske præsidentvalg, hvor Donald Trump fik sin hidtil største sejr, sammenfattes. Syv af de syv svingstater, hvor der forud for valget var spået tæt løb, vandt Trump. Og så vandt han ikke blot de fleste valgmandsstemmer, men også flertallet af stemmer som sådan – det, der kaldes the popular vote.

Og hvilket nederlag for Demokraterne. Et sviende et af slagsen. De tabte mod en kandidat, der havde en domstols ord for, at han er kriminel og endda venter på at få sin staf udmålt. Det var også en kandidat, der for fire år siden var skræmmende tæt på at omstyrte det amerikanske demokrati. Og det var en kandidat, der uden videre kaster om sig med løgne og ofte bruger et sprog, der er så groft, racistisk og sexistisk, at hvis børn talte sådan i skolen, ville de blive smidt hjem.

Den mand skal nu være USA’s præsident.

Det er let at sige, at Demokraterne (og alle andre) endnu en gang undervurderede det tag, som Donald Trump har i de amerikanske vælgere. For åbenbart har et flertal af amerikanerne det helt fint med, at han siger, at han vil have politiske modstandere skudt, at han vil lukke en landsdækkende tv-station, fordi den har udtrykt kritik af ham, og at han har truet med at indsætte militæret mod demonstranter.

Sammenligner man valget med nogle af de svar, som vælgerne gav i exitpolls på valgdagen, ser man hurtigt, at det faktisk er det, der er tilfældet. Hvor Trump fik omkring 51 pct. af stemmerne, og Kamala Harris knap 48 pct., så viste exitpolls, at flere amerikanere har en mere positiv opfattelse af Harris end af Trump. Dertil svarede 54 pct. af vælgerne, at de mente, at Trumps standpunkter er for ekstreme, mens kun 47 pct. sagde det samme om Kamala Harris’.

Det fortæller os, at for mange amerikanere var deres stemme ikke så meget en stemme for Trump som en stemme i trods. Og det, som de stemte mod, var tingenes tilstand, hvor opfattelsen er, at det går helt ad helvede til i USA.

Ja, mere end to af tre vælgere mener, at USA er på vej i den forkerte retning. Tilsvarende er det kun ca. en fjerdedel af vælgerne, der mener, at det går godt rent økonomisk.

Dermed tilbage ved Joe Biden, der stadig er præsident, og som stadig er historisk upopulær. Og Kamala Harris’ helt store problem i valgkampen var, at hun ikke formåede at distancere sig nok fra Biden og hans økonomiske agenda.

Lige præcis det udnyttede Trump-kampagnen, og i de sidste dage op til valget kunne man knap gå på nettet eller tænde for fjernsynet uden at blive mødt med en reklame, som viste, hvordan Kamala Harris i et interview havde fortalt, at hun i de sidste fire år ikke vil have gjort noget som helst anderledes end Joe Biden – og at hun faktisk havde været med til at træffe mange af de vigtigste beslutninger under Bidens tid i embedet.

Den slags koster.

Ironien er selvfølgelig, at selv om et stort flertal af amerikanerne mener, at det går ad helvede til, så er den amerikanske økonomi ganske god. Biden-administrationens finanspolitik forhindrede en recession, som de fleste økonomer for to år siden mente var uundgåelig. Dertil er arbejdsløsheden historisk lav, inflationen er under kontrol, renterne skænket, og lønningerne er steget. Uden tvivl alt sammen noget, Trump vil tage æren for, når han til januar indtager Det Hvide Hus.

De ting, som amerikanerne klager over – at priserne stadig er for høje, at æg koster for meget, og at benzinen ikke er lige så billig, som den var, da vi befandt os midt i pandemien, hvor ingen kørte og derfor ikke købte benzin – er de ting, som en præsident ikke kan gøre noget ved.

Og selv om Trump ikke har fremlagt nogle konkrete planer for sin økonomiske politik, vil nogle af de ting, som han igen og igen har talt om at gennemføre – tariffer på al import, forlængelse af de unuancerede skattelettelser, som han fik gennemført i 2017, og som har betydet et kolossalt underskud på finanserne, og en afskaffelse af Obama Care – ramme en del af dem, der har stemt på ham, allerhårdest.

Det er lige præcis det, der gør valget af Trump så interessant. For han taler direkte til en gruppe amerikanere, som ellers har været ignoreret i mange år –særligt dem uden nogen videregående uddannelse, og som bor uden for de store byer. Men mange af de politiske tiltag, som han har lovet, vil ikke komme dem til gode. Det er en ny klassekamp – men spørgsmålet om klasse er den nye skillelinje i amerikansk politik – som ikke har et reelt indhold, men alene et symbol i Trump, fordi han tør tale den elite, som han selv er personificeringen af, lige imod.

Det er selvfølgelig ikke den eneste grund til, at Trump vandt valget i tirsdags, for selvfølgelig var der også både sexisme og racisme med i spillet, hvor mange – og særligt unge mænd – lod sig forføre af den maskulinitet, som hele Trump-kampagnen øste af, og derfor ikke kunne forestille sig en kvindelig sort præsident.

Men den nye klassekamp er helt central. Og hvis Demokraterne skal have nogen chance i fremtiden, må de finde en måde, hvorpå de kan genvinde disse vælgere, og finde et sprog, der ligesom Trumps virker autentisk, men samtidig overbevise dem om, at de kan levere løsningerne.

Og forstadskvinderne omkring Milwaukee, som jeg har skrevet om flere gange? Faktisk var der flere af dem, der stemte på Kamala Harris end på Joe Biden for fire år siden. Det var bare ikke nok, især fordi Trump vandt nye stemmer mange andre steder.

Derfor kan han den 20. januar kalde sig USA’s 47. præsident. Og hvor Putin, Xi og Kim Jong-un har fået deres vildeste drømme opfyldt, frygter mange af de amerikanere, der ikke har stemt på Trump, hvad de næste fire år vil bringe. For en Trump uden de sikkerhedsmekanismer og de garvede politikere, der skabte en vis stabilitet i politikken, da han først blev valgt for otte år siden, som for flertallets vedkommende ikke længere støtter ham, er mareridtsscenariet både virkeligt og sandsynligt.

Ikke alene for amerikanerne. Men også for resten af verden.