Vi er slet ikke rustet til at håndtere de kriser, der kan ramme os

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Truslerne mod Danmark og resten af Europa er blevet mere komplekse og uforudsigelige. I løbet af de seneste fem år er vi blevet overrumplet af coronakrisen, Ruslands overfald på Ukraine og stadig hyppigere ekstreme vejrhændelser. Senest har vi set katastrofale oversvømmelser i Spanien, som har kostet hundredvis af mennesker livet.

Oveni det vil destabiliserende kræfter og cyberangreb i de kommende år udfordre vores sikkerhed og samfundsstruktur i et stadigt stigende omfang. Det har alt sammen betydet, at samfundsberedskab og krisehåndtering er kommet højt op på den politiske dagsorden.

Beredskabsstyrelsen har udarbejdet og udsendt råd til danskerne om, hvordan vi som privatpersoner bedst muligt forbereder os til en krisesituation. At være klar til den næste krise kræver også, at virksomhederne tænker over deres kriseberedskab. Det drejer sig bl.a. om nødstrømsforsyninger, kriseplaner og alternative kommunikationsmidler. Særligt for mange mindre virksomheder kan det virke overvældende, men det er nødvendigt for at sikre virksomhedens robusthed og beskytte både ansatte og kunder.

Der er desværre rigtig langt igen. En undersøgelse fra september 2024 har vist, at 58 pct. af europæerne ikke synes, at de er tilstrækkeligt forberedt til at håndtere kriser og katastrofer.

På det bagtæppe har den tidligere finske præsident Sauli Niinistö netop afleveret en rapport til EU, hvor han analyserer den nuværende status på samfundsberedskabet i EU. Det triste faktum er, at vi slet ikke er klar i Europa til at håndtere de ting, som kan ramme os.

Niinistö konkluderer, at samfundsberedskabet i EU ikke har fulgt med udviklingen i truslerne mod vores sikkerhed, og at der er akut behov for at styrke beredskabet og forberedelserne til at håndtere krig og krise. Sikkerhed er fundamentet under vores samfund, og via et forbedret beredskab øges vores robusthed over for de uforudsete kriser, som vi ved rammer os med jævne mellemrum.

Fremtidens trusler og krav til vores sikkerhed er i høj grad uforudsigelige og afhængige af udviklinger, som vi kun har begrænset eller ingen indflydelse på. F.eks. det netop overståede amerikanske præsidentvalg, og hvilke konsekvenser lande som Rusland og Kina vil drage af det. Det understreger behovet for grundige europæiske forberedelser til kriser og krig, hvor vi ruster os til selv de mest dystre fremtidsscenarier.

Niinistö understreger, at beredskabet ikke skal styrkes siloopdelt i samfundet, men der er behov for en tværgående planlægning og et entydigt ansvar. En erkendelse, som også den danske regering har gjort sig, da man samlede det politiske ansvar for samfundsberedskabet med oprettelsen af et ministerium for samfundssikkerhed og beredskab med Torsten Schack Pedersen for bordenden.

I forhold til den tværgående styrkelse af beredskabet understreger Niinistö i sin rapport, at særligt de små og mellemstore virksomheder skal indtænkes i arbejdet. Med tanke på, at flere end 9 af 10 virksomheder i Danmark er i kategorien af ”små og mellemstore”, understreger det behovet for, at også de mindre virksomheder involveres i arbejdet med, hvordan vi kan styrke det samlede samfundsberedskab. Hvis der ikke også bliver planlagt med udgangspunkt i de små virksomheders rammer og ressourcer, er der risiko for, at myndighederne designer løsninger, som ikke passer til langt størstedelen af dansk erhvervsliv.

Det er naturligvis virksomhederne selv, der bestemmer, hvordan de konkret forbereder sig til en krisesituation. Alle har dog behov for f.eks. at forholde sig til, hvad man gør i tilfælde af strømnedbrud og cyberangreb, samt hvordan man agerer, hvis vigtige kunder eller leverandører bliver ramt af cyberangreb eller sabotage, der udfordrer forsyningskæderne.

I Sverige og Finland har myndighederne længe arbejdet med et totalforsvarskoncept, hvor hele samfundet bliver involveret i tilfælde af krise. Både Sverige og Finland er naturligvis mere udsatte end os som nabolande til et aggressivt og revanchistisk Rusland. Men truslerne mod Danmark og de danske virksomheder er også betragtelige, og der er derfor meget, som både kan og bør gøres:

For det første er der behov for klare og konsistente roller og ansvar i kriseberedskabet. Virksomhederne skal vide, hvad der fra myndighedernes side forventes af dem i en krisesituation. Derudover skal der kigges på uddannelse og vejledning til de mindre virksomheder, så de kan håndtere forskellige scenarier. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at smv’er ikke bør overbebyrdes med yderligere rapporteringskrav, når de bidrager til beredskabsaktiviteter.

For det andet bør der gennemføres flere investeringer inden for beredskabsrelaterede teknologier og løsninger såsom digitale platforme og tidlige advarselssystemer. Derudover bør det overvejes at hjælpe smv’erne til bedre at forstå og håndtere risici forbundet med ekstreme vejrhændelser for den enkelte virksomhed, samt til hvordan virksomhederne bedst forbereder sig på disse.

For det tredje har der i løbet af de senere år været en stigende usikkerhed forbundet med de globale forsyningskæder. Mange virksomheder har oplevet, at lange forsyningskæder på tværs af kontinenter kan være forbundet med en betydelig sårbarhed over for forstyrrelser i den internationale handel.

Der er ingen tvivl om, at dele af erhvervslivet har tilpasset sig og øget robustheden ved for eksempel at have flere underleverandører eller større lagre for at være klar til den næste store konflikt eller naturkatastrofe. Men om det er nok, kan kun fremtiden vise. Det vil derfor også være rettidig omhu, at der kommer større fokus på, hvordan erhvervslivets robusthed og forsyningssikkerhed kan understøttes politisk.

For det fjerde er styrket cybersikkerhed en klog investering. Cybersikkerhed kan både handle om virksomheders omgang med kundedata, risiko for at blive hacket og at få lagt sine systemer ned, hvis ikke man vil betale løsepenge. Heldigvis er der gode løsninger for små virksomheder, der vil styrke cybersikkerheden, bl.a. D-mærket, som Industriens fond og en række erhvervsorganisationer og Forbrugerrådet Tænk står bag. Men der er også brug for, at der gøres endnu mere politisk for at sikre at smv’erne nemt og ubureaukratisk kommer med og får styrket cybersikkerheden.

For det femte er der rigtigt mange ansatte i de små og mellemstore virksomheder med en baggrund som aktive i Forsvaret. Der kunne helt sikkert gøres mere for, at virksomhederne tilskynder deres ansatte til at indgå i reservestyrken. Det tager tid ud af kalenderen. Det kan derfor være meget svært at få hensyn til økonomi og planlægning på en arbejdsplads med få ansatte til at gå op i en højere enhed. Hvor Forsvaret tidligere havde få penge, er situationen nu anderledes.

Hvis Forsvaret vil have glæde af flere af de medarbejdere med reservebaggrund, der arbejder i de mindre virksomheder, så må det offentlige til lommerne og kompensere virksomhederne.

Bundlinjen er, at vi som land og folk er udfordrede af en usikker verden. Da de mindre virksomheder udgør rygraden i dansk erhvervsliv, skal de indtænkes i samfundsberedskabet. Ellers risikerer vi at ende med nogle løsninger, der kun er designet til de store virksomheder og deres behov og ressourcer, og så er Danmark ilde stedt, hvis krisen kommer.