Mona Juul skal være blå spydspids for ligestilling og identitetspolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På det konservative landsråd i september fik Mona Juul i et festfyrværkeri af en tale slået de konservative mærkesager fast med syvtommersøm, så ingen kunne være i tvivl om, at De Konservative stadigt går ind for lavere skatter og hårdere straffe.

Den sang har vi til gengæld hørt mange gange før.

Jeg savner, at Mona Juul med sin baggrund som kvindelig direktør også gør partiet til det dagsordensættende parti i blå blok på andre politiske områder. Det gælder særligt på ligestillings- og identitetsområdet, der for de blå partier bedst kan beskrives som en vissen stueplante, der ikke har fået den opmærksomhed, den burde.

Derfor er det på tide, at De Konservative finder vandkanden frem og tilfører den visne stueplante fornyet initiativ og pragmatiske løsninger.

Det indebærer først og fremmest, at De Konservative selv sender nogle forslag på vingerne i stedet for at være imod andres synspunkter og skyde disse ned, som var det lerduer på en skydebane. Eksemplerne på sidstnævnte står nærmest i kø. Først stod kønskvoter i det danske erhvervsliv for skud, siden kom regeringens ligestillingspolitik gennem den konservative kødhakker, og i sidste måned var to af partiets MF’ere i JP bannerførere for en diskussion om at stoppe samarbejdet med LGBT+.

At partiets folkevalgte gentagne gange har fundet det tunge skyts frem i debatten, hører selvsagt til det at være en politisk aktør, men det kan ikke stå alene, hvis man på sigt vil husere i regeringslokalerne igen. Det må i stedet gå hånd i hånd med en selvstændig politikudvikling.

Den politikudvikling på ligestillings- og identitetsområdet, jeg efterspørger, viste De Konservative tilbage i 2019, hvor Søren Pape banede vejen for den samtykkebaserede voldtægtslovgivning. Det var i en tid, hvor stueplanten spirede, og hvor den forhenværende partiformand ovenikøbet tog del i Kvinfos fejring af Kvindernes Internationale Kampdag. En proaktiv dyrkelse af ligestillings- og identitetsområdet er altså ikke en by i Rusland for Det Konservative Folkeparti.

Siden dengang har vi stadigt udfordringer med ligestillingen i Danmark. Kvinder møder fortsat barrierer på arbejdsmarkedet, drenge klarer sig markant dårligere i uddannelsessystemet end piger, muslimske kvinder undertrykkes fortsat i den islamistiske underverden, og LGBT+-personer oplever fortsat mere mistrivsel, vold og diskrimination end befolkningen generelt.

Når vi borgerlige ikke formår at gribe disse dagsordener og tage ejerskab over dem, så har det også den konsekvens, at den hvide, heteroseksuelle og ciskønnede mand ved navn Lars lader sig tiltrække af højrefløjens anti-wokeisme. Når den “privilegieblinde” Lars føler sig dæmoniseret, fører det ikke overraskende til, at hver femte mand under 50 år mener, at ligestillingen er gået for langt. Derfor puster manglen på pragmatiske alternativer på ligestillings- og identitetsområdet også til ilden i det anti-wokeistiske bål på den yderste højrefløj, og det polariserer kun debatten yderligere.

I håbet om at få flere mænd som Lars med ind i folden kastede den forhenværende ligestillingsminister, Marie Bjerre, sig med sin kronik ind i debatten. I kronikken talte Marie Bjerre ind i holdningen hos Lars og de øvrige mænd, som netop mener, at ligestillingen er gået for langt, ved at vende dæmoniseringen mod den radikale wokeisme, som de færreste udover Ibi-Pippi må kunne spejle sig i.

Men når de blå partier ikke kan lægge andre forslag til en forbedring af ligestillingen på bordet, er det nemmeste også bare at ty til argumenter, der udstiller Ibi-Pippi, »de 72 køn« eller krænkelsesparatheden på venstrefløjen. Synspunkter som disse må gerne udstilles, men når provokationen og forargelsen over synspunkterne bliver det bærende for den borgerlige ligestillings- og identitetspolitik, er der grund til at rynke panden.

For ligestillings- og identitetspolitik er vigtigere end det, denne ukonstruktive udstilling reducerer den til at være. Derudover er det kun med til at afspore debatten, og det flytter fokus fra de ovenfornævnte udfordringer på ligestillings- og identitetsområdet, der reelt betyder noget for kvinder, mænd og minoriteter i vores samfund. Denne afsporing af debatten og tilsvarende fokusforflytning er Mads Stranges (LA) udtalelser et godt eksempel på. Debatten om kvindelig værnepligt fik han til at handle om kvinder som værende fødemaskiner, og dernæst satte han i ligestillingens navn fokus på kvinders evner inden for tankesport såsom skak og scrabble.

Jeg er ikke ude på at give De Konservatives folkevalgte, Marie Bjerre og Mads Strange mundkurv på, for problemerne med den radikale wokeisme fortjener at komme frem i lyset. Vi må dog være bevidste om, at dette særprægede fokus også er med til at skubbe mænd som Lars over i favnen på den anti-wokeistiske højrefløj, der ikke ønsker forandring på ligestillings- og identitetsområdet.

Derfor mener jeg, at det er lige så hæmmende for opbakningen til den fælles ligestillingskamp, når vi borgerlige i så høj en grad dyrker vores provokation og forargelse over denne radikale wokeisme, som når den radikale wokeisme i sig selv kommer til udtryk i Ibi-Pippis udtalelser.

For fremtiden er mit ønske derfor, at Det Konservative Folkeparti her skal komme ind i billedet og gøde jordbunden på ligestillings- og identitetsområdet ved at påtage sig rollen som den løsningsorienterede og pragmatiske aktør.

Et godt sted at begynde vil være at danne par med erhvervsorganisationerne DI og DE, der allerede har skabt en hel oase af frodige stueplanter baseret på LGBT+- og ligestillingsdagsordener.

I DI har man eksempelvis lanceret et diversitetsløfte, og i DE har det konservative koryfæ Brian Mikkelsen bønfaldet en større ligestilling af barselsorloven. Fremover skal min bøn til De Konservative derfor være, at partiet også må turde at lægge ideologien på hylden i bytte for et tryggere LGBT+-miljø og for mere ligestilling mellem kønnene. Ikke gennem resultatlighed, men gennem en anerkendelse af, at der findes mekanismer i samfundet, som står i vejen for de lige muligheder for mænd, kvinder og minoriteter, vi alle ønsker.

For fremtiden skal Det Konservative Folkeparti være partiet, der overlader dyrkelsen af provokationen og forargelsen over den radikale wokeisme til Venstre, LA og de andre blå partier. Det skal være partiet, der forsvarer samfundets udsatte borgere og deres værdier, og som gennem en løsningsorienteret pragmatisme viser, at borgerligheden også i ligestillingskampen kan stå i egen ret mellem den radikale wokeisme og højrefløjens anti-wokeister.

Vigtigst af alt vil det være helt i Søren Papes ånd at føre den lyserøde og regnbuefarvede stafet videre. Nu er tiden derfor kommet til, at Mona Juul vækker den visne stueplante til live og giver ligestillings- og identitetspolitikken den konservative opblomstring, der er brug for.