Du er en krukke, Peter Ingemann
Tv-vært præsterer et kæmpe selvmål, når han i det, der ligner et anfald af selvfedme, siger, at han er en af de ganske få, der kan lave tv vest for Valby Bakke. Jøsses da!
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I en artikel i JP lørdag får Lars Lilholt og Peter Ingemann gjort reklame for deres nye bog, “Fra Jyllands hjerte”. En bog, der ifølge de to forfattere skal gøre op med københavneri. Budskabet er, at der faktisk ikke er så stor forskel på os i provinsen og så københavnere. Men midt under læsningen fik jeg morgenkaffen galt i halsen.
Peter Ingemann er citeret for følgende: »Ud over Søren Ryge, Bonderøven og Anders Agger tror jeg ikke, der er andre tv-værter på fastlandet end mig.«
Herre Jemini!
Ludvig Holberg skrev for 300 år siden skuespillet “Erasmus Montanus” – om den jyske student Rasmus Berg, der drager til København for at studere og siden vender arrogant hjem til sin fødeegn. Tænk, skuespillet er stadig aktuelt. Jeg håber, du er citeret forkert. Ellers må jeg bare sige: Københavneri af værste skuffe. Og et MEGA selvmål!
Peter Ingemann gør meget ud af at fortælle om sin opvækst her på fastlandet, som blandt andet huser TV Syd, TV 2 Østjylland, TV Midtvest og TV 2 Nord. Tilsammen gode, jyske arbejdspladser – og Ingemanns kolleger i TV 2-systemet. Med masser af dygtige tv-folk og tv-værter, der i et udpræget og nødvendigt teamwork producerer fjernsyn til folket. I disse TV 2 Play ovenikøbet til hele landet og for et relativt beskedent budget.
Peter Ingemann, jeg håber, dine træsko venter på dig, når du kommer ned fra krukkeriets himmel.