Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Efter to måneders arbejde for Kamala Harris: Den amerikanske drøm stod i slående kontrast til den amerikanske realitet

Jeg er blevet betydeligt klogere på det amerikanske samfund efter at have brugt to måneder sammen med Demokraternes valgkampagne. Og forstår også Kamala Harris meget bedre end før.

Lukas LunøeCand.scient.pol., tidl. formand, Radikal Ungdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For to måneder siden mødte jeg op på Demokraternes kampagnekontor her i svingstaten Michigan.

Åbner man nyhederne, sociale medier eller læser bøger om præsidentvalgkampe, så lyder de som velsmurte maskiner. Hollywood kunne ikke lave billederne bedre, kampagnevideoerne kan give våde øjne, og slogans er tit så gode, at danske partier ser misundeligt til. Det kender jeg selv. Da jeg stillede op til Folketinget i 2022, brugte jeg meget tid på at designe merchandise inspireret af Demokraterne.

Man tror derfor også, at kampagnerne er markant mere velorganiserede, rationelle og professionelle end dem i Danmark, men vi sad på billige stole, ingen kunne huske deres faste plads, og de fleste vidste ikke mere om Harris’ kalender end det, man så i nyhederne.

Hurtigt fik jeg fortalt, at jeg var med “field organizers”, og det var det laveste. Der var nemlig ikke blot et, men fem managementlag på den demokratiske kampagne i Michigan.

For USA er et klassesamfund. Man er ikke lige i supermarkedet, i retssystemet eller på arbejdspladsen. Det blev jeg gentagne gange mindet om, direkte og indirekte.

Jeg var så meget på kampagnen, at mange troede, jeg var ansat og lønnet. Derfor talte overordnede eller “the higher ups”, som de blev kaldt, også sådan til mig. Der blev ikke hilst på én, man blev ikke set på, og man fik en ordre, som man kunne svare med “yes sir” eller “yes mr.” til.

Det virkede helt absurd som dansker. Jeg er jo lige så meget værd som dem uagtet deres titel, tænkte jeg.

Men de andre på kampagnen fortalte mig, at de havde respekt for ”the higher-ups”, da de jo havde arbejdet sig til det. De havde fortjent at være over os og opføre sig, som de ville. Deres indsats berettigede dem til deres attitude. Det er en så indgroet forståelse af andre mennesker i USA, at flere ikke troede på, at hele Danmarks befolkning bare kalder vores statsminister for Mette, eller at de fleste politisk aktive har drukket øl på samme sted og samme tid som ministre på Folkemødet. Den slags sker bare ikke i USA.

Ironien var selvfølgelig, at nogle af dem, der var højest oppe, var hårdtarbejdende, men også lige var venner eller i familie med de rette. Den amerikanske drøm om det hårde arbejde stod i slående kontrast til den amerikanske realitet; at man i USA i dag fødes til velstand og status – man kan knap arbejde sig til den.

Men hvad fortæller det så om Trump og Harris? Nu skal jeg ikke lire alle de velkendte talking points af, men der er intet arbejderklasse over Trumps baggrund.

Trump er født til rigdom og velstand, men har alligevel overbevist mange om, at han er en god forretningsmand. Det kunne jeg så småt forstå, når jeg tænkte på, at alle overbeviste sig selv og hinanden om, at den rigdom eller status, en person havde, var fortjent og ikke held og arv. Så det er klart, at en mand med et image som ekstremt velhavende kan overbevise så mange om sine lyksaligheder – de tror jo, at han har gjort andet end at fødes i den rigtige familie for at have sine penge.

Inden jeg tog herover, var jeg ikke Obama-begejstret for Harris. Jeg følte måske, at hun ikke talte lige så meget til mig, som jeg var vant til. Hun talte om frihed, hvor Biden havde talt om demokrati. Harris talte om at være fra middelklassen i stedet for Clinton, der talte om politiske planer og alt, hun havde opnået.

For det var med god grund, at jeg ikke følte, at Harris talte til mig. Alle politikere havde nemlig altid talt til mig; en hvid mand fra et vestligt land. Selv da Obama blev angrebet af Trump om, hvor han var født, så tog Obama ikke sin etnicitet op. Men Harris er en sort kvinde fra den amerikanske middelklasse. Hun har levet det, som så mange andre kvinder i USA lever, hver dag.

For repræsentation betyder noget. Det betyder noget for mig, at Tim Walz’ søn har adhd, da jeg selv har adhd. Helt ligesom det betyder noget for mange kvinder, at deres oplevelser i USA nu bliver repræsenteret af Kamala Harris.

Når man ser på, hvorfor Trump vandt i 2016, så var det netop, fordi han formåede at repræsentere nogle vælgere, der før aldrig havde følt sig set. Imens Hillary Clinton tabte Michigan grundet kun at besøge staten i slutningen af valgkampen, så var Trump over det hele og talte med dem, ingen talte med. Trumps vælgere blev kaldt en silent majority, og på trods af at Trump tabte the popular vote, så vandt han valgmandskollegiet og præsidentembedet.

Trumps appel har siden da især været til den hvide mand – jeg har også set valget gennem den linse og fra Danmark ikke set potentialet i Harris.

Men det har mange kvinder. Jeg husker tydeligt, da vi var på kampagnesporet i universitetsbyen Ann Arbor, hvor unge kvinder decideret skreg af begejstring, da de så, at jeg var fra Harris’ kampagne.

De fortalte alle, hvor trætte af Trump de var, hvor meget de bare skulle væk fra deres fædres sociale kontrol, og at de ikke kunne klare mere. De følte sig set af og repræsenteret af Harris.

Det var også derfor, at Harris deltog i “Call Me Daddy”-podcasten. Jeg har aldrig lyttet til den podcast før eller efter afsnittet med Harris, for jeg er slet ikke i målgruppen. Det samme gjorde sig gældende, da jeg mødte Kamala Harris på en lille café i Detroit. Her stod kvinderne helt oppe og flokkedes for at møde hende.

Til rallies møder jeg også kvinder, der er helt oppe og køre over Harris, men vigtigst af alt så møder vi alle kvinder, der i smug stemmer på Harris. Og selv da jeg så Michelle Obama til rally i Kalamazoo, mindede hun de kvindelige tilhørere om, at deres mand ikke behøver at vide, hvad de stemmer. Bag mig stod en hvid kvinde i 50’erne, hvor tårerne løb ned ad kinderne på hende.

Da jeg fortalte, at min mor, der var på hendes alder, også altid bliver rørt af Michelle Obamas taler, begyndte hun bare at fortælle. Fortælle om, hvor udkørt af Trump hun var, hvor nervøs hun var for sin datters fremtid, og hvor meget hun ser i Harris.

For det betyder noget at føle sig repræsenteret. Det gør det også i døråbningen i Detroits forstæder, hvor de kvinder, jeg har mødt, stolt fortæller mig, at de har stemt på Harris. Nogle af mændene, som jeg møder i døråbningen, har stemt på hende, men mere tilbageholdent.

Det ændrer dog ikke på, at jeg er blevet større og større tilhænger af Harris. Som mand har jeg aldrig manglet repræsentation og noget at spejle mig i. Det er på tide, at vi også får repræsenteret en anden, mindre repræsenteret gruppe i samfundet: kvinderne. Kvinderne, der vil vide, at de har ret til reproduktiv frihed. Kvinderne, der ikke har børn. Kvinderne, der slås imod de fordomme, som de møder grundet deres etnicitet.

Kvinderne, der også har skullet kæmpe imod en meget inkompetent hvid mand om det samme job. Dem repræsenterer Harris.

Hvis Harris vinder valget i et landslide, hvilket jeg ikke mener, at man kan udelukke, så er det, fordi alle har overset kvinderne i deres forudsigelser af udfaldet. I så mange år har vi talt om mændene. Talt med mændene. Talt til mændene. Det er ved at være slut. Det er helt fantastisk.