Imamerne skal ikke afvise invitation til dialog om antisemitisme

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Imamerne afviste invitationen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet samt Kirkeministeriet til en dialog om antisemitisme i muslimske trossamfund. Deres begrundelse var manglen på konkrete beviser, manglende respekt og de inviterende ministres fordomme.

Igen spiller imamerne offerkortet og undgår dialog fremfor at anerkende problemet og indgå aktivt i løsningen. Det er ikke en fordom, når Kaare Dybvad udtaler: »Set med en stor pensel er det jo først og fremmest blandt folk med rod i Mellemøsten, at der er antisemitisme.«

Den islamiske tro understreger, at ”ondskaben” ligger i jødernes fortid og nutid. Ifølge denne doktrin ses jøder ikke kun som politiske eller religiøse modstandere, men som den største fjende. Anti-jødisk retorik i denne kontekst drives af religiøse fortællinger om jødernes natur, hvor Koranens tekster, fortolkninger og Hadith – profeten Muhammeds ord – forvrænger jødernes historie.

Koranen bebrejder generelt jøderne som gruppe, mens kristne opnår en vis anerkendelse. Både kristne og jøder omtales i Koranen som »bogens folk« og betragtes som monoteistiske abrahamitiske religioner, men der sker en markant forskelsbehandling mellem dem. For eksempel i Surah al-Ma’idah, vers 82: »(O Sendebud!) Du vil bestemt finde, at jøderne og afgudsdyrkerne er de mest fjendtligsindede over for dem, der tror. Og du vil bestemt finde, at dem, der siger: ”Vi er kristne”, er de mest venligtsindede over for dem der tror.«

Den islamiske tankegang har adopteret tidligere vestlige idéer om antisemitisme, herunder forestillinger om, at jøder kontrollerer verden, står bag revolutioner, økonomiske kriser, globalisering og moralsk dekadence.

Koranen og Hadith nævner tre sammenhænge: Israels klan eller Moses folk, jøderne i Khaybar og Yathrib (Muhammeds hovedstad), og nutidens jødiske samfund. Historien om Banu Qurayza i profetens biografier beskriver en jødisk klan, som efter en traktat med Muhammed angiveligt forrådte ham. Straffen blev, at Qurayzas mænd blev henrettet, og kvinder og børn blev taget til fange. Ibn Ishaq beskriver henrettelsen af omkring 800 jøder og tildelingen af deres kvinder og børn som slaver.

I Hadith fortælles det også, at når timen nærmer sig, vil muslimerne ledes af Al-Mahdi og kæmpe mod jøderne: »Muslimerne kæmper mod jøderne og dræber dem, indtil jøden gemmer sig bag sten og træ, og stenen eller træet siger: ”Åh muslim, åh Abdullah, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham”.«

Denne eskalerende dæmonisering skyldes opfattelsen af Koranens fortællinger som faktuel historie, hvilket bidrager til fordømmelsen af jøder som gruppe. Mens kristne præster understreger, at Bibelens fortællinger er symbolske, anses Koranen ofte bogstaveligt. Jøderne i moderne islamisk kultur omtales som »profetmordere« og »aber og svins afkom«, hvilket forstærker det negative billede.

Ifølge fatwaer, der cirkulerer blandt ekstremistiske grupper i Mellemøsten, betragtes drabet på uskyldige jødiske israelere som en moralsk pligt. Hizbollah, Hamas, Islamisk Jihad og Ansar Allah Houthis i Yemen erklærer i deres slogan: »Død over Amerika, død over Israel, forband jøderne.« Denne ekstreme fatwa mødes sjældent med tilstrækkelig modstand i den islamiske diskurs og bidrager til at forgifte kulturen med en fjendtlig fortælling om jøderne.

En seriøs indsats for at reducere antisemitisk retorik blandt muslimer vil næppe lykkes, uden at muslimske imamer aktivt tager stilling og arbejder mod de negative fortællinger om jøder.