Jeg har pisseondt i hjertet i dag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som en lanse gennem brystet. En smerte, der rammer et punkt lidt nord for venstre skulderblad og kan mærkes både på ryggen og brystet. Faretruende tæt på hjertet, hvis det rent faktisk havde været en lanse. Og måske faretruende tæt på hjertet i det hele taget, når det nu gør så forbandet ondt. For hvad nu, hvis det er hjertet, der gør ondt? Altså rent fysiologisk. Hvor farligt er det så, hvis det gør ondt lige der?

Men det var ikke hjertet. I hvert fald ikke i fysiologisk forstand. For da jeg for et par uger siden fik den velkendte, men dog lidt hengemte smerte i brystet, strøg jeg en tur til lægen og fik et ekg. Altså et elektrokardiogram, hvor hjertets elektroniske impulser bliver målt. Jeg rankede ryggen lidt på briksen, da jeg fik at vide, at jeg havde en flot sinuskurve, som lignede sig selv for fire år siden. Jeg er ikke stærk i sinuskurver, men jeg fornemmede klart, at det var positivt.

Godt nok var min hvilepuls lidt lav, men den var dog inden for normalspektret, måtte jeg forstå, og der var angiveligt ikke noget at sige til det, da »du jo er i god form«. Denne slutning var jeg godt nok noget skeptisk over for, men jeg rankede mig nok en gang, så ryggen var ved at sige knæk, og stolede på lægens vurdering.

Men hvad var der så galt? For selvom det kortvarigt hjalp at lægge min skæbne i fagkundskabens hænder (i dette tilfælde en lægestuderende i en fodboldtrøje og med styr på sine elektroder), så sad spændingerne der stadig. Jeg gik en tur til min vanlige fysiurgiske massør, verdens bedste Lisbeth, og fik æltet skuldre, bryst og nakke. Det var, om ikke så fuglene sang, så i hvert fald musklerne, selvom alle toner næppe var helt rene, og også dette efterlod mig lettet i kroppen. I nogle timer i hvert fald.

For selvom læge og massør havde brækket lansen, var det, som om spidsen stadig sad tilbage, og samme aften spredte det sig til en trækken i nakken, et greb om rygsøjlen, en følelse af, at huden krøllede på hovedet og et generelt ubehag i kroppen, så jeg væltede om af træthed umiddelbart efter aftensmaden.

Og jeg var ikke længere i tvivl. Det var måske nok en smerte i hjertet, men af den slags, der kommer af følelsernes overvældelse og af sansernes vanvittige acceleration, som igen giver en sådan hyperaktivitet i hele nervesystemet, at kroppen ikke kan følge med. Altså det er i hjernen og nerverne, at mest er på spil, men det føles, som om det sidder lige i hjertet.

Og det kan lægens apparatur ikke rigtigt måle, men dit eget sanseapparat er ikke i tvivl. Som romantikerne siger, så rimer ”hjerte” på ”smerte”. Lidt rigeligt endda. For af og til må man bare sige: ”Jeg har pisseondt i hjertet i dag.”

På nuværende tidspunkt vil de, der kender til at have denne metaforiske lansespids siddende i brystet, for længst have tænkt: Ved han da ikke, at det er stress eller angst, der har ramt ham? Og jo, det ved han godt. For fem år siden havde jeg buldrende angst uden at vide det og gik længe rundt og troede, jeg var fysisk syg. Flimren for øjnene, influenzafølelse, spændinger og så den evindelige trykken for brystet.

Det endte med en erkendelse af angsten, da jeg en morgen på vej på arbejde ringede til lægen og brød grædende sammen, vendte bilen og kørte hjem under dynen. Jeg fik en sygemelding på seks uger, en angstdiagnose med receptpligtig medicin (som jeg dog aldrig har taget), nogle runder hos en psykolog og ikke mindst en masse kiggen i spejlet.

Jeg vidste det egentlig også godt denne gang, men man skal lige genkende og anerkende følelsen. Og alene det at anerkende det hjalp også lidt. For det kommer jo, når livet rammer en på den ene eller anden måde. Når man har løbet for stærkt eller følt så meget, at hjertet er ved at briste. Det er kroppens advarsel, selvom man ikke altid ved, hvad den advarer imod.

Jeg ved godt, at jeg er et menneske i mine følelsers vold. Det har jeg ikke altid vidst, men det ved jeg nu. Jeg tager det meste ind, og jeg har ikke mange niveauer mellem nul og 100. Når jeg går efter noget, er jeg all in, som jeg fortalte en ven fra efterskolen til et 30-års jubilæum. Sådan har du da altid været, lød svaret. Det kunne jeg måske godt have brugt at vide dengang, for det har taget mig det meste af de 30 mellemliggende år at finde ud af, men sådan er det jo. Vi modnes og lærer os selv bedre at kende.

Så jeg er all in, når jeg griner eller græder, fester eller arbejder, jubler eller sørger, lider eller elsker. Og folk er sjældent i tvivl. Det gør, at jeg er mere nostalgisk, sentimental og kan hænge i følelser eller de ting, mennesker eller situationer, der skaber de følelser.

Det betyder også, at jeg er indfølende, empatisk, hurtig, følelsesmæssig intelligent, social, kærlig, idérig, energisk, omsorgsfuld, ræsonnerende og meget mere. Min far sagde, at alt er sjovere, når man kaster sig over det med ildhu.

Det gør jeg så med alt, hvad jeg tænder på, og også med hovedparten af resten. For jeg kan ikke finde ud af ikke at give den hele armen. Det er okay, for det er dygtigere, sjovere, gladere og mere levende på den måde, og jeg får udrettet en masse.

Men man kan godt blive træt, og man kan godt få ”pisseondt i hjertet”, hvis alt sker på én gang på alle fronter, man tager alt ind, og man ikke får stoppet op og får kærlighed, omsorg eller pauser nok. Fra andre og fra sig selv.

Det har taget lang tid at lære mig selv at kende, men det nærmer sig, selvom jeg ikke er diagnosticeret med noget.

»Du ved godt, du har bimlende adhd, ikke?« sagde en kollega.

Det ved jeg ikke, om jeg har, eller om jeg har add, særlig sensitivitet eller andre neurodivergente lidelser, men jeg kender godt mine egne symptomer og lever med dem.

Jeg tror, det er vigtigt at sige det højt, når det gør ondt eller går for stærkt. Til sig selv, til ens kolleger, familie, venner og dem, man omgiver sig med. Det møder stor forståelse fra de allerfleste, og er der en restgruppe, er det jo alligevel ikke dem, vi skal bruge tid på. For de dræner en for energi i stedet for at genoplade ens batterier.

Nu har jeg sagt det højt til jer, og det hjælper også. Og det hjalp at slappe lidt af og vise omsorg for mig selv, for det var nok travlhed og pres og mangel på (egen)omsorg, der væltede læsset for nogle uger siden. Men jeg blev ikke langtidssygemeldt, og jeg rejste mig hurtigt. For jeg fik sagt højt, at jeg havde ondt, og nogle greb mig, som jeg håber, at jeg griber dem.

Det er fint at have travlt og være i gang, men man skal nok ikke altid løbe så stærkt, at det er livet, der lægger en ned, før man selv gør det.

Så uden at dette er et religiøst indlæg, er det jo, som Biblen siger: »Gud velsignede den syvende dag og helligede den, og på den dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført, da han skabte« (1. Mos. 2,3). Det gælder også for os almindeligt dødelige, at vi skal komme hviledagen i hu, så lansen ikke sætter sig fast. For på mandag smadrer vi igennem igen. Med fremskudt bryst og hjerte.