Murersvenden slår tilbage mod akademikerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I november 2015 hørte jeg Mattias Tesfaye holde et oplæg under overskriften “Kvalitet. Kvalitet. Kvalitet”.

Det var et forsvar for det gode håndværk og et angreb på den voksende akademisering af uddannelsessystemet. Det foregik på en uddannelsespolitisk konference i Landstingssalen på Christiansborg. Ingen kunne dengang vide, at den yngre mand fra Aarhus iført ternet bomuldsskjorte engang ville blive landets undervisningsminister.

Han sagde åbenhjertigt i sin indledning, at han var blevet beskrevet som »en mand med en sag«. Tesfaye tog tilsyneladende beskrivelsen på sig. Med sin karakteristiske langsomme stemmeføring og sit intense blik vandt han salens opmærksomhed.

Særligt én sætning burde vi tilhørere have indprentet os: »Det, der er min mission, er at tage et selvmordsbælte om maven og lægge mig ind under skrivesamfundets uddannelsestrappe og trække i splitten.«

Sætningen, som måske fik en tilhører eller to til at hæve øjenbrynene, blev vel sagt med et glimt i øjet.

Tesfaye var jo ikke længere revolutionær ungkommunist i Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister. Han havde flere år forinden også meldt sig ud af Enhedslisten. Han var heller ikke længere næstformand for SF. Nu var han nyvalgt medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.

Tesfayes pittelkowske politiske vandring var tilendebragt i rekordtempo. Der var dog ingen tvivl om, at han ville gøre noget drastisk ved uddannelsessektoren, hvis han en dag fik magt, som han havde agt. Det fik han.

For dem, der har læst Tesfayes bog “Kloge Hænder”, kan det ikke komme som nogen stor overraskelse, at der snart kommer til at ske noget radikalt med ungdomsuddannelserne. Det hele står sådan set i bogen. Forfatteren erkender blankt: »Jeg er en murstens-nørd.«

Som 16-årig droppede Tesfaye ud af det almene gymnasium og stemplede ind på Aarhus Tekniske Skole. Han fik svendebrev som murer og blev aktiv i fagbevægelsen. Allerede i forordet erklærer Tesfaye, at hans bog er »et forsøg på at slå tilbage«. Nu skal det snart være håndværkernes tur!

“Kloge hænder” er et velskrevet forsvar for de praktiske færdigheder, som i Tesfayes optik er blevet groft negligeret i flere årtier. Den tavse viden, der ligger gemt i den håndværksmæssige kunnen, er lige så meget værd som den abstrakte, akademiske viden. Faktisk mere.

De fagprofessionelle udgør samfundets fundament. Tesfaye har intet godt at sige om det lag af bogligt uddannede, som arbejder med at »fortolke, evaluere, dokumentere, kontrollere, motivere, registrere, arkivere og lede de ansatte i servicesamfundet«. Hvem hentyder Tesfaye til? Det er selvsagt djøf’ere, ingeniører, magistre, kommunikationsfolk. Kort fortalt: akademikerne.

Tesfaye skriver engageret og indfølt om den store træningsindsats, der skal til for at tilegne sig praktiske færdigheder. Han har dog tilsyneladende ikke samme blik for, at de boglige færdigheder ikke bare kan reduceres til »abstrakt teori«. For nu at parafrasere statsministerens ord fra åbningstalen om det almene gymnasium. Det er for eksempel hårdt arbejde at tilegne sig et fremmedsprog. Der skal terpes fonetik, morfologi og syntaks. Der skal læres udenad. Det samme gælder matematik, hvor der skal knokles med regneregler, brøkregler, algoritmer osv.

Ni år efter oplægget i Landstingssalen står det klart, at Mattias Tesfaye, nu som magtfuld undervisningsminister, har igangsat sin mission. Han har iført sig selvmordsbæltet. Han har placeret sig under mangfoldigheden af gymnasiale ungdomsuddannelser og gjort sig klar til at trække i splitten.

Han vil nemlig ikke bare reformere ungdomsuddannelserne. Han har igangsat en veritabel kulturrevolution, som vil ændre alt. Aldrig har sektoren oplevet noget lignende. Gymnasiereformen af 2005, som svækkede både fremmedsprogene og de naturvidenskabelige fag, fremstår pludselig som et hændeligt uheld.

Daværende undervisningsminister Ulla Tørnæs havde ellers proklameret sin reform, som gjorde samfundsfag til omdrejningspunktet for det hele, som ”Århundredets gymnasiereform”. Men som konsekvens af den tesfayske revolution vil en række uddannelser simpelthen forsvinde. Herunder hf, som ellers har været en gængs og velprøvet vej til diverse mellemlange professionsuddannelser.

Når revolutionen er fuldført i 2030, vil der være tre gymnasiale ungdomsuddannelser: handelsgymnasiet (hhx), som Tesfaye vist godt kan lide. Det almene gymnasium (stx), som Tesfaye ikke så godt kan lide. Endelig vil der være en såkaldt epx, en professions- og erhvervsrettet “gymnasial” uddannelse, som alle kan få adgang til, og som tilsyneladende giver adgang til alt. Denne uddannelse, som skal genskabe respekten for håndværk, er selvsagt Tesfayes yndlingsuddannelse. Han har allerede designet en grøn studenterhue til den.

Mattias Tesfaye har flere vigtige pointer. Det er sandt, at der har været en overdreven akademisering i samfundet. Den omtalte gymnasiereform af 2005, hvor eleverne skrev en slags pseudovidenskabelige afhandlinger “på tværs af fakulteterne” – som vi sagde – er et godt eksempel.

Det er også sandt, at vi mangler håndværkere i Danmark. Det problem skal løses. Men er det vejen frem at sprænge det hele i luften? Hvorfor ikke videreudvikle den eksisterende hf-uddannelse og gøre den mere erhvervs- og professionsrettet? Tesfaye har proklameret, at han vil tale med 1.000 unge mennesker, men hvorfor lytter han ikke til de mennesker, der driver sektoren? Både rektorerne og gymnasielærerne er skeptiske.

I realiteten vil Tesfaye etablere en uddannelse på et lavere bogligt niveau end hf. Kan den overhovedet kaldes gymnasial? Det virker besynderligt, i betragtning af hvor optaget han er af det schweiziske uddannelsessystem, hvor boglig viden og håndværksmæssig kunnen går hånd i hånd.

Det, der især vækker indignation i sektoren, er den usaglige, næsten trumpske måde, Tesfaye og regeringen har valgt at lancere epx-uddannelsen på. Det starter med huen og ritualerne. En video, hvor Tesfaye serverer øl for to fiktive epx-studenter iført den grønne epx-studenterhue, er gået viralt.

Tesfaye anser det tydeligvis for helt centralt at ”appropriere” det ungdomsmiljø, som han forbinder med de eksisterende gymnasieuddannelser. Det faglige indhold er mindre vigtigt. Det er selvfølgelig heller ikke fastlagt endnu, men man kan danne sig et indtryk af ministerens forestillinger herom i den tryksag, regeringen har udgivet med det poetiske navn ”Forberedt på fremtiden V”. Tre illustrative eksempler på ugeskemaer i 1. epx har mest fokus på oplevelser. F.eks. Champions League på storskærm, hvor »2. z fra epx står for alkoholfri bar«. Faglig fordybelse findes ikke rigtigt.

Regeringens pamflet vækker med sin moraliserende tone (»det kan vi ikke være bekendt«) mindelser om det hedengangne propagandaskrift DDR-revy, der dyrkede landvindinger og succeshistorier fra den realsocialistiske virkelighed for et dansk publikum. Man bemærker, hvordan epx- og stx-eleverne går ind ad den samme indgang i bygningen. En illustration af ministerens kongstanke.

Til sidst en undren over, at regeringspartnerne fra V og M tilsyneladende er med på det hele. Men uddannelsesområdet er måske det, de kan blive enige om i det såkaldte arbejdsfællesskab? Man kan frygte, at blå blok køber pakken pga. et skærpet adgangskrav til stx, og at SF køber den for at gøre sig regeringsdueligt.