Reform må ikke gamble med lokale sundhedshuse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som borgere er vores syn på behandlingen i sundhedsvæsenet på mange måder todelt. Når det handler om akut livstruende sygdom, kræft eller andre sjældne sygdomme, rejser vi gerne lige så langt, som det er nødvendigt for at få den bedste behandling. Ja, nogle tager endda uden for landets grænser.

Sådan forholder det sig imidlertid ikke, når vi taler om hverdagens sygdom. For når det handler om kroniske sygdomme, psykiske lidelser, ensomhed eller de skavanker, der følger med alderen, betyder afstand pludselig rigtig meget.

Jo længere der er til genoptræningen, forebyggelsestilbuddet, gruppeterapien, sundhedstjekket eller det sociale fællesskab, jo færre kommer ganske enkelt ud ad døren og afsted.

Det gælder især for de mange ældre og sårbare borgere, for hvem en times rejsetid hver vej kan være uoverskueligt lang og ressourcekrævende.

Konsekvensen er meget alvorlig. For selvom hverdagens sygdomme og skavanker hverken er sjældne eller akut livstruende – og selvom de ikke løber med mest opmærksom på Christiansborg og i medierne – har de enormt stor indflydelse på rigtig mange danskeres dagligdag og livskvalitet.

Det ved vi i kommunerne. Siden kommunalreformen gav os en række sundhedsopgaver, har vi de seneste 15 år – uden stor opbakning fra skiftende regeringer – af egen drift investeret stort i at opbygge et stærkt nært sundhedsvæsen tæt på borgerne.

Og det har virket. F.eks. er 8 af 10 tilfredse med deres genoptræning.

For rigtig mange kommuner er krumtappen i vores indsats de lokale sundhedshuse og sundhedscentre. Det gælder også i vores.

I sundhedshusene har vi under samme tag samlet en lang række af de sundhedstilbud, som er vigtige for borgerne at have tæt på deres hverdag: Vi taler f.eks. genoptræning, praktiserende læger, hjælp og støtte til kronisk sygdom, midlertidige sengepladser, fysioterapi, sundhedsplejersker, behandling af depression og angst, sociale tilbud, hjælp til nikotinstop og alkoholforbrug, tandlæger, tilbud til pårørende og meget andet.

Mange tilbud er kommunale, men vi har også inviteret private praksisser og regioner ind. For det afgørende har været, at vi kunne sikre et stærkt lokalt tilbud til borgerne.

Nu er alt det desværre truet. For vi er meget bekymrede for, hvad der sker med sundhedshusene og de nære sundhedstilbud, hvis regionerne fremover får ansvaret, sådan som regeringen foreslår i sit udspil til en sundhedsreform.

Regeringen vil nemlig flytte ansvaret for en række nære kommunale sundhedsopgaver til regionerne, ligesom man vil give regionerne flertal og standsningsret i de 17 nye sundhedsråd, der skal stå for det nære sundhedsvæsen fremover.

Vi frygter, at konsekvenserne bliver alvorlige. For al erfaring viser, at når man centraliserer ansvaret og økonomien, bliver tilbuddet til borgerne også centraliseret.

Resultatet kan derfor meget vel blive færre – og ikke flere – lokale tilbud i sundhedshusene. Og færre – og ikke flere – lokale sundhedshuse. For når økonomien strammer – som den jo ofte gør i den offentlige sektor – er vi bekymrede for, om fire store regioner vil stå værn om de lokale sundhedstilbud, eller om de i stedet vil vælge at centralisere, effektivisere og samle tilbuddene på færre matrikler længere væk fra borgerne.

I kommunerne ved vi, hvor vigtig den lokale forankring og afstand er for borgerne. Derfor er det afgørende for os, at sundhedsreformen ikke svækker de lokale sundhedstilbud, men derimod styrker dem. Og skal det lykkes, er centralisering ikke svaret.

Vores opfordring til regeringen og Folketingets partier er klar: Centralisér ikke ansvaret for nære sundhedsopgaver hos regionerne. Og skab balance mellem kommuner og regioner i de 17 nye sundhedsråd.

Kommunerne har vist vejen til et bedre og mere nært sundhedsvæsen. Lad ikke sundhedsreformen gamble med det.