Imamer sætter sig uden for de gængse spilleregler ved at melde afbud til møde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden havde udlændingeminister Kaare Dybvad og jeg inviteret imamer fra de 10 største anerkendte muslimske trossamfund til et møde i By-, Land- og Kirkeministeriet. Mødets formål var at diskutere, hvordan vi bedst imødegår den antisemitisme, vi desværre ser i nogle muslimske miljøer.

Oprindeligt havde repræsentanterne takket ja til at deltage, men på dagen indløb der er et samlet afbud under stor fanfare live i morgenradioen på P1.

De muslimske repræsentanter følte sig »udskammet«, fordi udlændingeministeren og jeg havde givet et interview til Jyllands-Posten, hvor vi forklarede følgende om baggrunden for mødet og sagde noget, der i mine øjne er fuldstændig ukontroversielt. Nemlig, at der er islamiske religiøse ledere i Danmark, som ikke i tilstrækkeligt omfang bruger deres indflydelse på at imødegå den antisemitisme og terrorsympati, som vi ser i visse muslimske miljøer. Derfor har vi indkaldt til en alvorlig snak, hvor vi vil gøre det utvetydigt klart, at vi forventer, at de tager det ansvar på sig og bidrager til at bekæmpe den stigende antisemitisme, så vores jødiske medborgere kan leve frit og trygt i Danmark.

Er det en udskamning af imamerne? Nej, meget langt fra. Er det en udskamning af muslimerne i Danmark? Nej, det er et faktum. Jyllands-Posten har jo selv afdækket, hvor galt det står til i nogle – ikke alle – muslimske miljøer.

Således mener mere end en tredjedel af muslimer i Danmark, at Hamas’ antisemitiske terrorangreb på civile jøder var berettiget. Det er da et skræmmende højt tal, som enhver ansvarlig politiker bliver nødt til at agere på. Særligt fordi de holdninger desværre har medført konkrete angreb mod vores jødiske medborgere i Danmark.

Det er en alarmerende tendens, at vi overhovedet skal diskutere, om et terrorangreb kan være berettiget. Og det er usundt for vores samfund, at de tanker spirer frem i Danmark.

Vi mener, at sådanne holdninger er meget fremmede for de danske værdier om demokrati og frihed, som vores samfund bygger på. Samtidig er det også usundt for vores fælles tryghed og sikkerhed i Danmark. For slet ikke at tale om, at det er klar antisemitisme at forsøge at relativisere et bestialsk angreb på børn, fædre, mødre og glade unge jødiske mennesker til en musikfestival i Israel.

Den antijødiske propaganda har fyldt i gadebilledet. Demonstranter har råbt slagord om, at problemet med Israel skal løses med jihad. Jøder tør ikke gå med deres religiøse symboler af frygt for overfald. Senest er en mand blevet sigtet for at have sat ild til en jødisk kvindes lejlighed.

For slet ikke at tale om, at jødiske børn i Danmark er tvunget til at gå forbi svært bevæbnede politifolk, når de skal i skole. Synagogen og andre jødiske institutioner er under bevæbnet døgnbevogtning fra myndighederne, fordi truslen mod det jødiske samfund er så høj.

Og tallene taler deres tydelige sprog: Antisemitismen udgår for tiden primært fra visse muslimske miljøer.

Derfor var vores idé ret simpel: Vi har et problem med antisemitisme blandt visse muslimer. Så må vi tage en alvorlig snak med de mennesker, vi ved har en vigtig stemme i de muslimske miljøer i Danmark: imamerne.

Der var ikke tale om hverken voksenskældud eller dundertale. Planen var, at vi ville komme med vores budskab om, at de som religiøse autoriteter har et særligt ansvar for at tale jødehadet ned og ikke op. Men som min ministerkollega understregede i interviewet med Jyllands-Posten: »Det er da en dialog. Altså, vi kommer med et klart budskab, kan man sige. Men vi vil også være åbne for, hvad de har af overvejelser.«

At imamerne så vælger at melde afbud, siger en hel masse om de integrationsproblemer, vi slås med i Danmark. For det første er det sigende, at de forsøger at gøre sig selv til ofre i denne sag. Lad mig slå fast: Det er de ikke.

Man kan ikke smide offerkortet og forvente offentlighedens sympati, særligt ikke når talsmanden for Dansk Muslimsk Union flere gange har nægtet at anerkende, at der overhovedet er et problem med antisemitisme i visse muslimske miljøer. Den går ikke.

Vi ser desværre et mønster, hvor søforklaringerne står i kø, mens man konsekvent nægter at arbejde med de problemer, der helt åbenlyst er til stede. Jeg er overbevist om, at der må sidde en lang række moderate muslimer og føle sig enormt dårligt repræsenteret af imamerne.

Men mødeafbuddet er i virkeligheden også meget sigende på en anden måde. Nemlig for, hvordan vi har en stor gruppe mennesker i Danmark, som sætter sig selv uden for almindelige normer. For hvornår er det nogensinde sket, at repræsentanter for så mange mennesker har meldt afbud til et møde med en regering? Det er jo helt uden for skiven.

Kan man forestille sig en situation, hvor formanden for den samlede fagbevægelse, FH, bliver inviteret til møde hos beskæftigelsesministeren for at diskutere fagforeningsmobning, men at han så bliver væk? At han går i medierne og anklager ministeren for at gøre ham til syndebuk, hvorefter han boykotter dialogen? Nej vel?

Eller med omvendt fortegn: at arbejdsgiverrepræsentanterne nægter at dukke op til et møde om social dumping, fordi de mener, at ministeren har “udskammet” dem?

Det ville aldrig ske. For her i landet dukker man altså op, når man bliver inviteret til et møde med det officielle Danmark. Så har man selvfølgelig frihed til at være uenig og til at fremføre kritik, men at afstå fra dialog om så stort et samfundsproblem kan ikke ses som andet end en direkte konfrontation.

På den måde vælger man – igen – at sætte sig uden for de gængse spilleregler og etablere et modsætningsforhold mellem det etablerede samfund og visse muslimske grupper. Det er ikke fremmende for hverken integrationen eller sammenhængskraften generelt.