Alle unge skal ikke i gymnasiet – og heldigvis for det
I stedet for at bruge 5 mia. kr. til etablering af epx og yderligere 2,3 mia. kr. årligt til drift kunne regeringen have brugt midlerne på at give erhvervsskolerne et materielt og socialt løft.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringens uddannelsesudspil har bragt mange vigtige debatter. Men jeg frygter, at man ikke er nået til en erkendelse af, at alle unge forhåbentligt ikke skal i gymnasiet.
Jeg forstår hensigten bag reformen og er positiv over for intentionen. Der skal også ske drastiske ting i vores uddannelsessystem. Såsom en kæmpe investering og udvikling af vores erhvervsskoler. Men at bygge hele sin uddannelsesstruktur på en præmis om, at alle unge skal gå i gymnasiet, er ærgerlig og forkert. Det skal alle unge nemlig ikke. Mange unge vil trives væsentligt bedre og brillere på en anden ungdomsuddannelse. Regeringens ærgerlige præmis underbygger blot det uddannelsessnobberi, som der desværre hersker i vores samfund.
Hvad tror regeringen, der vil ske, når de unge skal vælge mellem stx og epx? De vil da fortsat kigge på den mest boglige, ”det rigtige gymnasium”, og se et A-hold. Herefter vil de kigge på epx og se et B-hold. Vi så ikke andet i tv-indslagene, der kørte i forbindelse med reformen, end unge, som blev spurgt, om de ville vælge en epx, hvortil de svarede, ikke engang tøvende, »neej, jeg tror, at jeg holder mig til stx’en«. Jeg forstår dem godt, det gør jeg virkelig.
Man kan ikke snyde de unge ved blot at kalde det et ”gymnasie” og sætte x i forkortelsen. De ved godt, at det ikke bliver de samme fagligheder som på en stx. Et gymnasie er meget mere end de boglige fag, det er et dannelsesprojekt af de unge. Stx blev skabt med henblik på at skabe universitetsforberedende undervisning og var et hædersprojekt for at give alle borgere mulighed for optagelse på universitetet. Man udvander gymnasieånden ved at sætte et x i alle mulige uddannelsers forkortelse.
I stedet for at bruge 5 mia. kr. til etablering af epx og yderligere 2,3 mia. kr. årligt til drift, i stedet for at udvande taxametersystemet for de mest velfungerende og største gymnasier, i stedet for at skabe epx, så kunne regeringen have brugt midlerne på at give erhvervsskolerne et materielt og socialt løft.